Mirakler på efterløn

– Det er nu, der er mulighed for at være med i mission, siger
Peer Vesterager, der som 64-årig blev missionær i Letland.I september sidste år flyttede Peer og Kirsten Vesterager til Letland. Det var opfyldelsen af et kald til mission, der havde ligget over Peers liv, lige siden han var 17 år. Nu udfordrer han andre seniorer til ikke at opgive deres missionskald.

Da Peer og Kirsten ankom til Platone, blev de modtaget med en smuk blomster-æresport.

Peer er missionær. Sidste år blev han og Kirsten udsendt af Apostolsk Kirke i Danmark for at hjælpe med menighedsarbejdet i Platone i Letland. Vi har besøgt ham for at få en snak om, hvad der får en efterlønner til at tage ud i mission i stedet for at nyde sit otium på Den Franske Riviera.
– Jeg har læst, at cirka 60-
70 % af alle ny-kristne har et kald til mission, men meget få prøver at realisere det, begynder Peer. Det er en skam, for de går glip af en fantastisk velsignelse i deres liv. Vi vil ikke bytte det, som vi oplever her, med ligegyldige materielle ting.
Vi vandrer hen ad en støvet markvej i Platone, en lille landsby langt ude på landet i den sydlige del af Letland. Vi snakker, mens vi nyder duften af forsommer, men mest af alt stilheden.
Hvornår oplevede du første gang et kald til mission?
– Det var i 1957, fortæller Peer. Jeg var til Apostolsk Kirkes sommerstævne i Kolding. Der var bl.a. en missionær, Inger Lange Christensen fra Ny Hebriderne, der var med. Om aftenen fortalte hun om sit arbejde. Det talte meget stærkt til mig. Da der blev opfordret til at komme frem til forbøn, gik mange unge frem, og da jeg følte et klart kald til mission, gik jeg også frem. Jeg var 17 år.
Det må have været en stor oplevelse. Hvordan reagerede du på det?
– Nu kan man let gribes af en stemning, når mange unge er sammen til stævne. Da min ferie ikke var slut, besøgte jeg min morfar og mormor, der boede i Vejle. Her kom så tvivlen ind: Er det mon rigtig, at du har et kald? Jeg bad over det, og så tog jeg et „mannakorn“ og læste ordene fra Matt. 28,18-20: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple. Men jeg var ikke nem at overbevise, så jeg lagde skriftstedet på bordet og bad igen; jeg fik denne gang ordene fra Mark. 16,15-18: Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for al skabningen. Dette blev lagt på bordet ved siden af det andet. Til sidst lå der 6 skriftsteder, det sidste fra 2 Mosebog 4,12: Gå derfor kun, og Jeg vil være med din mund og lære dig, hvad du skal sige. Hvilket fantastisk løfte, Gud gav denne dag for mange år siden.

På trods af de klare kald til mission skulle der gå mange år, inden han blev missionær. I 1970 blev han gift med Kirsten, og efter endt uddannelse som sygehjælper flyttede de i 1976 til Århus. Missionsarbejdet var dog ikke glemt. I Apostolsk Kirke fungerede han flere år som missionssekretær, og i 1988 var Peer med til at starte Mission Aviation Fellowship (MAF) op i Danmark. Her øjnede han muligheden for at komme ud som missionær – helst til Afrika. Men det lod vente på sig. Helt til Peer var 57 år.
– Jeg skulle til bestyrelsesmøde for MAF i Odense. Her besøgte jeg min gamle ungdomsleder, og han spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme med til Letland. Det lød jo meget spændende. I august samme år rejste jeg så til Platone i Letland sammen med gruppen „LAVTIA Dansk-Lettisk Venskab i Aktion“ på en nødhjælpstur.
– Den første morgen, jeg var her, gik jeg en tur netop på denne markvej, og jeg følte Gud sige: Dette er din plads. Jeg prøvede ligesom at forklare Gud, at jeg jo skulle til Afrika, men igen lød det: Dette er din plads.
– Gud, hvis det er min plads, så må du lige forklare min kone det også, for jeg vil ikke fortælle hende det, sagde jeg.
– Året efter var vi i Letland igen. Denne gang var Kirsten med. Det blev en dejlig tur på 14 dage, og her talte Gud til hende om, at det var dette land med de mange skove, vi skulle rejse til.

– I januar 2004 tog vi beslutningen om at sætte huset til salg. Vi havde boet her i 25 år, og vore børn var født og opvokset her. Men inden da var der gået mange overvejelser. Det er jo vanskeligt at sige farvel til børn og børnebørn, familie, venner og kirke, men også hele det danske system. Vi vidste, at mange ting ville blive anderledes i „vores“ nye land, men samtidig gav Gud os en kærlighed og længsel til det lettiske folk og land. Det blev også til et spørgsmål: Er I villige til at betale prisen?
Man hører om flere, der går i stå, når de kommer på efterløn. Hvordan føles det at holde op med at arbejde?
– Man siger jo fyrre, fed og færdig. Jeg ved ikke, hvad man siger om folk, der går på efterløn, men én ting er sikkert, man får travlt på en anden måde. Jeg har været utrolig glad for muligheden af at gå på efterløn, det gav frihed til at gøre ting, som jeg gerne ville. Da Letland blev medlem af EU, gav det mig muligheden for at tage min efterløn med.
– Vi ventede hele foråret, og jeg sagde tit til Kirsten: Kunne Gud ikke lige skynde sig lidt mere. Men Gud har en tid for alting, også med salget af vores hus. Så en dag i juli kom et ungt par om mandagen for at kigge, torsdag skrev de papirerne under til overtagelse 1. oktober 2004. I midten af september pakkede vi en container med vore ting og satte kursen mod Platone.

Der er mange holdninger til, hvad en missionær er, men Peer vil ikke sættes i bås. Han og Kirsten er her primært for at hjælpe de lettiske kristne.
– Vi betjener menigheder i byerne Ogre, Mengele, Gardene, Platone, Klavi og Auce. Vi har også et bibelprojekt med 28 skoler, hvor der er 5000 børn. Skolevæsnet i amtet er meget åbent over for det kristne budskab, og vi prøver at give hvert barn en bibel. Vi har delt ca. 3000 ud indtil nu.
– Vi beder til frelse og helbredelse for mennesker, og vi ser, at Gud griber ind. Et sted blev vi inviteret ind af en enlig mor. Hendes datter lå syg. Vil I bede for hende? spurgte moren. Selvfølgelig ville vi det. Den lille pige lå på sofaen med et tæppe over sig. Jeg tog hendes lille hånd og bad for hende. Jeg fik samtidig et profetisk ord, og jeg bad tolken om at oversætte det: „I morgen er din datter fuldstændig rask; det første, hun vil spørge om, er at få sit tøj, for hun vil ud og lege med de andre børn.“
– Jeg var spændt på næste gang, jeg kom, og spurgte, hvordan gik det med den lille pige? Svaret lød: Nøjagtig som du havde sagt.
– Det er så nemt at bede for syge her, der er en åbenhed og en tillid, vi aldrig har mødt før, og Gud gør undere.

Har I planer om at komme hjem til Danmark igen?
– Så længe Gud ønsker os her, så bliver vi. Vi føler begge klart, at „hjem“ det er Platone. Men vi glæder os altid til at komme til Danmark og besøge børn og børnebørn, familie og venner.
Peer er ikke i tvivl om, at de nu er på rette plads, og mener, at mange flere efterlønnere burde følge deres eksempel.
– Efterlønnere og kommende efterlønnere har muligheden for, at deres liv kan blive til velsignelse for dem, som ikke kender Jesus. Jesus taler om en høsttid, og det er nu, muligheden er der for at være med i høsten. Kan prisen for et menneskes frelse blive for høj?