Selvkritisk bog

En selvkritisk bog om „lovtrældom“ i Adventistkirken
har også noget at sige til alle os andre…Robert D. Brimsmead er tidligere adventist og gør i denne bog op med det, han opfatter som lovtrældom. Bogen kom allerede i 1981 og er lidt af en klassiker, men foreligger først nu på dansk.

Profeten Ellen White var adventismens store profet i 1800-tallet.

Herhjemme er det Logos-Media, dvs. Luthersk Missionsforening, der udgiver bogen.
Det er jo ukristeligt, når kristne angriber og anklager hinanden. Og i forordet til bogen begrunder forlagsleder Claus Munk da også udgivelsen med, at vi alle kan lære.
Det er heller ikke forkert, for de farisæiske mekanismer, som har fået nogle adventister til at føle sig som den eneste sande kirke og tage afstand fra andre kristne, findes nok også i LM. Ja, hos os alle.

Mange adventister lever efter et sæt af leveregler, hvoraf en del er hentet i Gamle Testamente og en stor del stammer fra profeten Ellen White. Mest kendt er, at de fejrer sabbat lørdag, mens næsten alle andre kristne holder søndagen hellig.
Nu afslører bogen, at Ellen White faktisk „lånte“ meget af det, hun „så“ i sine syner, fra kristne forfattere, selv om de ifølge hendes teologi tilhørte falske „babyloniske“ kirker. Og adventisterne tog hendes gode råd så alvorligt, at de blev til et nyt lov-system.
Problemet er ikke, om disse regler er fornuftige. For der er megen fornuft i vegetarisk levevis. Kaffe og te gavner os heller ikke. Rygning er meget skadeligt, osv. Problemet er, når alle disse ”gode” regler kommer i vejen for evangeliet om syndernes forladelse, så man forsøger at blive retfær-diggjort efter Loven (Mosesloven eller en ”kristen lov”). Her står vi nok alle i fare.

Hvis Brimsmead har ret i sin analyse, så er det, hvad der skete hos adventisterne. Det var ikke blot Jesus, der frelste, men Jesus plus en rigtig levevis, plus at man troede på de profetiske spekulationer. Selv om også Ellen White selv forkyndte, at kun troen på Jesus kunne frelse, så satte man i praksis sin lid til hendes eller kirkens stramme normer.
Her er det igen, at vi alle kan lære noget: Sætter vi vores lid til, at vi tilhører Indre Mission eller kommer i Pinsekirken – i stedet for at stole på Jesus?

Brimsmead mener, at Adventistkirken udviklede sig til et autoritært kirkesystem, der netop ligner den kirke, som man tog mest afstand fra, nemlig den katolske. (Man anser endda Paven for antikrist.)
Og Adventistkirkens opfattelse af sig selv som ”rest-kirken” og de andre som „babyloniske“ har forhindret fællesskab med andre kristne og dermed et mere realistisk syn på dem, man tog afstand fra.

Brimsmead klandrer også Adventistkirken for at holde fast i et forældet endetids-skema, som bygger på det 18. og 19. århundredes begivenheder, som f.eks. et stort jordskælv i Portugal og den franske revolution, mens den langt større kommunistiske revolution slet ikke er med.
De første adventister mente, at Jesus skulle komme igen d. 22. oktober 1844, men da han ikke kom, udviklede de en teologi om, at Jesus i 1844 var gået ind i det allerhelligste i et himmelsk tempel og havde lukket døren for de falske kristne. Senere slækkede man „den lukkede dør“ til en „undersøgende dom“.
Disse spekulationer blev understøttet af opfindsomme udregninger og hemmelige tal.
Frygten for at falde uden for den eneste sande kirke har hindret alvorligt troende i at gøre op med disse teorier, som alt for længe har tilsløret selve evangeliet, mener Brimsmead.

Bogen er som nævnt ikke ny, og der er allerede sket ændringer blandt adventister henimod større fællesskab med andre kristne. I dag er der en sund skepsis overfor Adventistkirkens enestående udvælgelse, og mange har fået et mere evangelisk forhold til de sunde leveregler.
Jesus har genindtaget pladsen som den eneste, der kan frelse selv en nok så stræbsom og sund adventist.
Der er altid kristne, som går så meget op i detaljerne, at de glemmer hovedsagen. Men fokuserer man igen på evangeliet, er der håb. Derfor er denne bog god at få forstand af – hvis man vel at mærke bruger den på sig selv og sin kirke og ikke farisæisk til at pege fingre af de andre.

Robert D. Brimsmead:
Dømt af evangeliet
345 sider • 248 kr.
LogosMedia