Guds kraft – med jordforbindelse

Missionsforbundet havde 900 „på rejse“ på sin sommer-konference i Kolding.Missionsforbundets Sommerkonference i Kolding satte rekord med mere end 900 deltagere. I år sprængte man rammerne og må nu gå i tænkeboks omkring næste års sommerstævne – trods dette års massive regnvejr.

Fælles madbord på grill-aftenen. Her fra Grindstedgaden. I
forgrunden ses Allan Hansen, der afløste mig som klubleder i Ilulissat.

Specielt var mange børnefamilier mødt frem – bl.a. på grund af et aldeles fremragende børneprogram. Men det vigtigste var ikke antallet. Det vigtigste var Guds nærvær. En atmosfære af ægthed.
Temaet „På rejse“ lagde op til seminarer, møder og samtaler, der var præget af refleksion og fordybelse.

Troshistorie – om at se Guds fodspor

En af konferencens markante indslag var et seminar over tre eftermiddage under ledelse af David Højgaard – ungdomspræst i Frikirken Betlehem i Vanløse – om at skrive og fortælle sin „troshistorie“ og få øje på Guds fodspor i sit liv. Det var til stor inspiration og vil givetvis blive fulgt op i en del af de lokale kirker i Missionsforbundet. Og egentlig var alle taler og al undervisning præget af „tros-historie“ – med al den genkendelse, der ligger i det, og al den erfaring af Guds kraft lige her og nu, som det lukker op for.

Talere udefra

Talere og undervisere var hentet fra vidt forskellige kristne traditioner i Danmark. Retrætelederen Grethe Livbjerg fra Den Katolske Kirke underviste dybtgående tre formiddage om „rejsens ressourcer“ og åbnede manges øjne for det væld af inspiration, der strømmer fra oldkirken og ørkenfædrene. Om Åndsfylde, om at blive Jesus lig og om kristen enhed. Flemming Mølhede, præst i Vineyard-menigheden i København, inspirerede på to aftenmøder i samme retning.

Folketingsformand Chr. Mejdahl talte i seniorcaféen mandag.
Sanse-gudstjeneste

Jeanette Munksbøl stod for en „sanse-gudstjeneste“ med en række stationer, hvor man kunne fordybe sig ud fra teksten i Salme 23.
Hele opsætningen bar præg af, at det var kunstneren, Jeanette Munksbøl, der stod for gudstjenesten. Der var lagt et meget stort arbejde i den kunstneriske udformning, og der var lagt op til den enkeltes møde med Gud ved de forskellige stationer, bl.a. gennem „dødsskyggens dal“ og ved et meget stort nadver-ta’-selv-bord.
Peter Gøtz, missionsforstander i Missionsforbundet, beskriver konferencen sådan:
– Den var i høj grad præget af en god og åben atmosfære, hvor der var plads til Gud og mennesker. Vi oplevede en god blanding af forskellige traditioner, der afspejler livet i sin mangfoldighed.

Helhjertet opbakning til nyt arbejde i København
Missionsforbundets årlige repræsentantskabmøde, hvor de 22 lokale kirker planlægger den fælles del af deres tjeneste, blev afholdt i løbet af konferencen.
Udover optagelse af en ny lokal kirke, Løkken Frikirke, og velkomst af en ny menighed med observatørstatus, Kristus-kirken i Rødding, var et af repræsentantskabsmødets hovedpunkter præsentation af et kommende pioner-arbejde i København.
Det unge par, Maria og Martin Morfjord, har gennem nogle år båret på en vision om at starte et relationsbaseret nyt arbejde blandt unge i København. Efter planen flytter de til byen 1. november. Repræsentantskabsmødet viste en meget helhjertet opbakning til deres vision.

To præster ordineret

Allan Møller, der er præst i Missionskirken i Osted, og Thomas Baldur, der er præst i i Bethelkirken på Amager, blev ordineret som præster i Missionsforbundet – som et udtryk for kirkesamfundets anerkendelse af deres kald.

Missionærer til Rumænien

Og Dorthe og Cornel Pascu blev indsat til deres kommende tjeneste i Rumænien. Cornel Pascu er rumæner og vender nu tilbage til sit hjemland som missionær. Igennem nogle år har en del lokale kirker arbejdet med nødhjælp og evangelisation i den østlige del af Rumænien, men nu bliver det et fælles anliggende. I det hele taget var konferencen præget af international mission, idet missionærer fra Thailand, Grønland og et netop hjemvendt team fra Ghana medvirkede på konferencen.

Fra afslutningsmødet, hvor børnene havde små røde rejsekufferter med, der havde fulgt dem under hele konferencen.
Arbejde blandt nydanskere

Det er 10 år siden, at Missionsforbundets menighed i Aalborg, Bethaniakirken, begyndte målrettet arbejde blandt nydanskere – og det har båret frugt, idet en del nydanskere nu er medlem af menigheden og er med til at sætte sit præg på menighedens liv.
Også Vestermarkskirken i Grindsted er dybt involveret i arbejdet med og blandt ny-danskere, og menighedens liv præges da også af tamilere og burmesere.
I Salemkirken i Frederiksværk starter man arbejde blandt nydanskere efter sommerferien.
Det har været helt naturligt for Missionsforbundet at tilslutte sig KIT, Kirkernes Integrations Tjeneste, og derfor var der også et KIT-seminar på sommerkonferencen med deltagelse af Hans-Henrik Lund fra KIT og Gilbert, der er tidligere præst i Burundi, men kom til Danmark som flygtning.
Måske har seminaret givet inspiration til opstart af arbejde blandt nydanskere i endnu et par menigheder.