Blid og stærk

Interview med den kristne sangerinde
Rebecca St. James
om ægte kvindelighedRebecca St. James er kendt som en udtryksfuld sangerinde, men også som foredragsholder og forfatter.

Jeg læste engang en god sentens af Matthew Henry:
„Kvinden blev skabt af et ribben, der blev taget ud af siden på Adam. Ikke taget ud af hans hoved for at herske over ham, eller af hans fødder for at blive underkuet, men af siden på ham for at være ligeværdig med ham. Under hans arme for at blive beskyttet. Og nært ved hans hjerte for at blive elsket.“

Den 28-årige Rebecca har et budskab til sin egen generation og til kvinder generelt – om de ægte værdier, og hvad der gør kvinder stærke.
Hun er født i Australien, men optræder over hele verden. Hendes musik er moderne og banebrydende. Men noget, som virker endnu mere tiltrækkende på publikum, er hendes hengivelse til Gud og hendes uforfærdede måde at forkynde Guds kærlighed på.
Med sit blide, stærke og stilfulde væsen har hun udviklet sig fra at være „den nye stjerne“ til at være den modne, sikre personlighed, der tør være tro mod sig selv.

Allerede som 13-årig stod Rebecca på scenen og udgav sin første cd. Da hun var 16, fik hun en pladekontrakt. Hun opnåede en Grammy for albummet Pray, og musikmagasinet Rolling Stone hyldede hende som et „ægte, sjældent talent“ på grund af hendes „alternative rockstil parret med gennemtænkt, forfriskende pop“.
Men berømmelse, glans og ære interesserer kun Rebecca lidt. Det viser hendes liv.
Da vi interviewer hende, er hun netop på turné gennem Europa i en bus, hvor hun bor og overnatter sammen med sine forældre og nogle af sine seks søskende.
Europa ligger hende på hjerte. Kun få amerikanske kristne kunstnere giver koncerter her, fordi det ikke lønner sig.
For et stykke tid siden tilbragte hun to måneder sammen med rumænske gadebørn, delte mad ud og arbejdede på et børnehjem.
Men frem for alt vil Rebecca gerne hjælpe kvinder. Derfor har hun skrevet en bog, hvor hun forklarer, hvordan kvinder kan finde frihed og finde deres egen identitet og skønhed. (SHE – Safe Healthy Empowered).
Hendes budskab vinder gehør. Rebecca har blandt andet medvirket i flere radio- og tv-udsendelser, ved Hollywood-prisuddelinger og været gæst i Det hvide Hus.

– Rebecca, hvad er kvinder mest udsat for i dag?
– For det første: En fuld kalender. Kvinder skal påtage sig mange roller og bære forskellige „kasketter“; de siger for ofte ja og for sjældent nej.
Det andet område er „skønhed“ og „image“. Det oplever jeg personligt, fordi jeg ofte står i rampelyset. I dag er det tit „jeg’et“, som er i fokus, og det til trods for, at Gud gerne vil have os til at finde ud af, hvem vi er i ham.
Det tredje område gælder „relationer“ og „fortrolighed“. Mange kvinder søger fortvivlet efter en eller anden, som interesserer sig for deres dybeste længsler og bekymrer sig om dem.
Ensomhed hænger også sammen med familiens opløsning. Jeg møder kvinder i alle aldersgrupper, som har fået dybe sår på sjælen.
Når man er udsat for smertelige oplevelser i sin egen familie, som jo egentlig burde være et sted for fortrolighed, åbenhed og kærlighed, tænker man ofte: „Når min familie lader mig i stikken, gør Gud det nok også!“ Derfor mangler mange nærhed og fortrolighed i deres forhold til Gud.
Alt ændrer sig, når vi dagligt sætter vores lid til Gud og klippefast tror på, at han elsker os over alt i verden. For da kan vi finde fred på alle områder af vores liv, og vi vil blive sikre, sunde og stærke kvinder.

– Har du selv oplevet svære perioder?
– Ja, for et par år siden gennemgik jeg en svær tid. Jeg følte slet ikke, jeg kunne leve op til kravene til mig som kvinde og forsøgte fortvivlet at holde hovedet oven vande. Der var meget pres på arbejdet, vigtige beslutninger, der skulle tages.
Hele min måde at tænke på var under pres, for jeg havde ladet mig præge af samfundets opfattelse af det at være kvinde.
Jeg forsøgte derfor at være en stærk og uafhængig kvinde – med en maske, som foregav at alt var ok, selv om jeg var ved at gå i stykker indvendig.
Dengang trak jeg mig ind i mig selv i mit lille hus og isolerede mig. Men stilheden var lammende. Efter en stresset dag i studiet kom jeg hjem til et hus, hvor der ikke var nogen at snakke med; ingen bekymrede sig om mig. Jeg var frygtelig ensom, følte mig desillusioneret og sårbar, for jeg var hoppet på den løgn, at jeg selv skulle klare alt.
Dermed mistede jeg al den tryghed, jeg havde oplevet før.
Selv Gud syntes fjern. Jeg græd tit og bad fuld af fortvivlelse. Jeg kan huske øjeblikke, hvor jeg lå på gulvet og råbte til Gud om hjælp til at komme ud af mørket og tristheden. Men jeg hørte ikke et ord fra ham. Fremtiden så dyster og tom ud. Og jeg blev grebet af panik…

– Hvad hjalp dig til at komme ud af krisen?
– Da jeg tænkte: „Jeg bliver forrykt af det her!“ besluttede jeg at tale med min præst.
Han spurgte mig: „Rebecca, er Gud til at stole på?“ Jeg svarede „ja“. Derpå sagde han: „Så stol på ham“.
Det blev nøgletanken for mig: Jeg skal stole på Gud, også i de spørgsmål, der angår mig som kvinde. I alle livets kampe er det afgørende spørgsmål: Har jeg tillid til, at Gud bekymrer sig om mig? At han elsker mig og i bund og grund vil mit bedste?
Desuden hjalp det mig at erkende, hvor vigtigt fællesskab er for mig. Jeg vendte tilbage til min familie. Vi er ikke bestemt til at kæmpe alene.
Jeg har i et stykke tid haft en mentor, en kvinde, som giver mig råd og dåd. Hun har arbejdet i musikbranchen og kender de forhold, kunstnere lever under. Hun hjælper mig til at se tingene i perspektiv. Hun giver mig mod og løfter en pegefinger, når jeg siger ja til for meget eller venter for meget af mig selv. Hun er en engel! Jeg kan kun anbefale at få en mentor.

– Du udstråler en sund blanding af styrke og blidhed, et tegn på ægte kvindelighed. Hvordan er du nået dertil?
– Tak for komplimenten. Det er ikke så enkelt.
For et par år siden var jeg ved at miste fodfæstet, fordi en ven, som betød meget for mig, gentagne gange havde løjet for mig. Jeg havde stolet på ham, og han havde bedraget mig. Det sårede mig meget.
En aften fortalte jeg grædende min mor det hele og sagde: „Det gør så ondt at have et godtroende hjerte, men jeg vil ikke forhærdes og miste tilliden til mennesker.“
Når vi møder sådanne skuffelser, kan vi sige: „OK, det skal ikke ske for mig igen! Nu bygger jeg en mur omkring mig.“ Eller vi kan blive kede af det, men uden at lukke os inde, fordi vi ved, at „smerten er en del af kærligheden“. Jeg vil gerne have et åbent, modtageligt hjerte og elske mennesker, hvad enten det er i et romantisk forhold, i min familie eller som venner.

– Hvordan finder du som kvinde en god balance mellem „at følge og føre“?
– Ruth i Bibelen er et godt eksempel. Hun lyttede til No’omis råd og lod sig lede og beskytte af Boaz efter brylluppet. Samtidig var hun også selv en leder og tog ofte initiativer og løb risici, som da hun arbejdede i marken.

– Der er uden tvivl mange beundrere og „bejlere“, som gerne vil have en plads ved siden af dig. Hvordan træffer du kloge beslutninger om, hvem du skal være venner med og gå ud med?
– Hver dag forsøger jeg at lytte til Gud ved at bede og læse i Bibelen. Jeg tror, at Gud melder sig herigennem, hvis der er noget, der ikke stemmer. Og han giver mig fred i sindet, når noget er rigtigt. Desuden vil jeg gerne først lære en mand at kende som en ven, før jeg indleder et fast forhold. Jeg kan lære meget, når jeg ser, hvordan han omgås sin familie og andre mennesker.

– Hvilke karaktertræk hos en mand er vigtige for dig?
– Det er vigtigt, at han har et forpligtende forhold til Jesus – det kommer før alt andet. For jeg har ikke lyst til på det åndelige område at „slæbe ham af sted efter mig“ men vil danne et team med ham. Oprigtighed er vigtigt. Han skal være ærlig og pålidelig, kunne lide mennesker og være hjælpsom. Desuden skal han være glad for børn, for jeg vil gerne have en 6-7 stykker! Jeg elsker børn! Jeg vil gerne have en, der har humor og eventyrlyst. Det er jeg på udkig efter.

– Be’r du for din kommende mand?
– Ih ja! Meget. Og skriver breve til ham, som jeg vil give ham senere. Desuden har jeg skrevet en sang, „Wait for me“. I den synger jeg til min kommende mand og snakker om at vente med sex til ægteskabet, og at jeg vil vente på ham.

– „Renhed“ er et vigtigt tema for dig. Du har endda skrevet en bog om det.
– Ja, da jeg var en 15-16 år, var jeg med på en lejr. Der besluttede jeg at vente med sex til ægteskabet. Siden har jeg ofte sunget og talt om emnet – også på mine koncerter. Jeg møder tit teenagere, som siger: „Du har overbevist mig. Jeg vil også vente.“
En mand fortalte mig, at han en aften efter en koncert med mig havde til hensigt at gå i seng med sin veninde. Efter min sang besluttede han ikke at gøre det. Senere fandt han ud af, at hun havde aids! Det betaler sig at vente.
Men der findes tilgivelse og fornyelse, når vi har truffet forkerte beslutninger. Gud kan give os en ny begyndelse, helbrede og ændre os. Fortiden gør ikke en ende på Guds planer. Han kan forvandle fejl til mirakler og skuffelse til opmuntring.

– Hvordan klarer du rent praktisk ikke at gå for vidt med din ven?
– Det er vigtigt at tale om grænser og at afstikke dem helt klart. Alle mine venner har vidst, hvor mine grænser lå. De fleste har accepteret det. Den, der ikke kan respektere det, viser, at han ikke er den, jeg søger. Desuden hjælper det mig altid at sætte en sko i klemme i døren. Så kan enhver altid komme ind i værelset, og det afholder mig fra at gøre ting, som ingen må se.

– Hvad råder du singler til, når de er bange for at forblive enlige og vente forgæves?
– Det er bedre at forblive enlig end at gifte sig med den forkerte af angst for ensomhed.
Det er op til en selv ikke at blive bitter og rasende. Hvis jeg virkelig tror på, at Gud har en god plan for mit liv, har jeg tillid til, at han bedst ved, hvordan mit liv skal se ud. Personligt er jeg kommet til den beslutning, at jeg ikke hele tiden vil være på udkig efter en mand. Jeg vil tro på, at Gud vil mit bedste, og stole på det.

– Hvor vigtig er et godt udseende for dig?
Hvis jeg skal være helt ærlig: for vigtigt! For jeg står ofte i rampelyset. Hele tiden er der folk, der kigger på mig og bedømmer mig. Det øger presset, og derfor må jeg arbejde på det – og spørge: „Gud, hvordan kan jeg få et sundt forhold til mit udseende?“
Her på jorden vil jeg aldrig se perfekt ud. Det må jeg acceptere, men jeg er samtidig ansvarlig for min krop og må dyrke sport, spise sundt, bruge make-up og klæde mig smart.
Det er forkert at være besat af kampen for et godt udseende. Hvis jeg er det, falmer min indre skønhed. Og den er vigtigere.

– Hvad gør efter din mening en kvinde virkelig køn?
En smuk kvinde gør indtryk gennem det, hun siger, og den måde, hun behandler andre på. Jeg tror, den dybe bevidsthed om at være elsket af Gud, gør, at hun udstråler skønhed, og det giver hendes øjne en særlig glans.

– Som en efterspurgt kunstner må du sikkert tit sige nej til tilbud. Hvordan har du lært at sætte grænser?
– Puha! Det er svært. Jeg har allerede flere gange haft et sammenbrud. Så er jeg uendelig træt og har ikke mere at give. Det prøver jeg at forebygge ved at unde mig mere fritid uden at have dårlig samvittighed. Det forbavser mig altid, hvor hurtigt alt bliver uoverskueligt, når jeg er overbebyrdet med arbejde. Så har jeg det, som om jeg skal skubbe vandmasser op ad et bjerg. Efterhånden er jeg ved at have lært at sige nej og skabe mig frirum.

– Vores håb er Guds kærlighed. Han ved besked om den mindste detalje i vores liv, han kender alle vores fejl, og alligevel elsker han os på en uforklarlig måde. Han vil lede og beskytte os.

Det betyder ikke, at
vi aldrig skal opleve vanskelige tider. Men han har lovet at stå os bi i de svære tider og beskytte vores hjerte.

Og vi ved, at vi skal tilbringe evigheden sammen med ham.
Det er håbet!