Grønlandsk menighed fra forfølgelse til modenhed
I foråret 2002 fandt Jens Hansen, som er lærer i en af Grønlands nordligste bygder, Jesus på internettet.
Han var åndeligt søgende og på internettet fandt han Christian Hedegaards bog Sejr over dæmoner. Budskabet greb ham og en dag ude på isen tog han imod Jesus.
Efterfølgende oversatte han bogen til grønlandsk, fordi han ønskede, at alle hans landsmænd skulle opleve det samme som han.
Samme sommer var Jens Hansen og hans kone Malene i Danmark, hvor de begge blev døbt. De inviterede Chr. Hedegaard med et team til Kullorsuaq.
Det besøg har der været skrevet meget om i mange aviser også danske. Noget er rigtigt, noget er misforstået og noget er stærkt overdrevet.
Men vækkelsen kom til Kullorsuaq, den lille bygd højt mod nord, med Christian Hedegaard og hans team, og vækkelsen førte til forfølgelse af de nye troende.
En af dem var Niels Nielsen. Han fortæller i en rundsendt skrivelse til alle menigheder i den grønlandske frikirke, Inuunerup Nutaap Oqaluffia, INO, Det Nye Livs Kirke bl.a. (her i forkortet form):
I september 2002 kom et team fra Evangelist i Danmark til Kullorsuaq. Der blev holdt møder hver aften, og der blev undervist fra Bibelen.
Efter flere dages undervisning og møder blev 29 døbt. To af dem var fra andre bygder, resten fra Kullorsuaq.
Inden teamet rejste, blev der indsat en ledelse. Den lille gruppe af nyfrelste og døbte kom til at opleve voldsom modstand fra den øvrige befolkning i bygden. To af lederne, der var ansat på skolen, oplevede, at der blev arbejdet på at få dem fyret, og de vendte tilbage til folkekirken.
Jeg troede, at befolkningen i Kullorsuaq, lige som jeg selv, vidste, at der fandtes en del forskellige retninger indenfor kristendommen. Derfor tog jeg det skridt at blive døbt, uden betænkeligheder.
Dagen efter dåben kom jeg på arbejde, som sædvanlig uden bekymringer. I løbet af dagen opdagede jeg, at folk stimlede sig sammen rundt om i bygden og stirrede på os, når vi gik forbi. Da jeg gik tilbage til arbejdet efter middagspausen, mødte jeg et medlem af bygdebestyrelsen. Jeg vil aldrig glemme hans onde og ubehagelige udtryk.
Sådan opdagede jeg, at folk betragtede os som dårlige mennesker. Den negative holdning over for os fik mig til at tænke, at onde og dumme mennesker ikke skulle styre mit liv. Sådanne tanker er slet ikke kristne, men de fik mig til at blive i menigheden. Jeg blev styrket og holdt mig fast i troen. Hvis man kan blive forhærdet af synd, så kan man åbenbart også blive forhærdet i troen.
Jeg besluttede at blive i mit nye liv, uanset hvordan folk ser på os, fordi jeg har opdaget, at det er godt, og der er ikke andre veje at vælge.
Da vore ledere havde trukket sig tilbage, begyndte møderne at foregå hos Ole Eliassen, som også blev døbt sammen med os. I starten var vi meget utrygge. Når vi mødtes, havde enhver sår i hjertet. Vi var jo under modstand fra vores nærmeste. Men vores brødre rundt om i Grønland og Danmark trøstede os ved at sende os ord fra Bibelen og bad for os, så vi faldt til ro. Vi fandt også selv trøst ved at læse fra skrifterne.
Når vi mødtes med smadrede hjerter, gik vi hjem glade og med fred i hjertet. Herren har jo lovet os, at vi vil få fred og kærlighed, når vi af hjertet er overgivet til Ham. Og løfterne bliver indfriet, og vi vil blive ved med at få trøst.
Vi, der blev tilbage, havde hverken uddannelse eller erfaringer med forkyndelse. Ved at studere Bibelen opdagede jeg, at der fandtes nådegaver, og at man kan bede Gud om dem.
Jeg begyndte at få forbøn for, at jeg ville blive i stand til at forkynde Ordet. Samtidig begyndte jeg at prædike om søndagen og onsdagen. I starten var det meget besværligt. Når jeg gik i stå ved forberedelsen, bad jeg Gud om at styrke mig og fortsatte igen. Da jeg begyndte at prædike, gik der ofte mindre end 10 minutter, så havde jeg ikke mere at sige.
Jeg var heller ikke vant til at tale til en forsamling, fordi jeg hele tiden havde levet et tilbagetrukket liv. Sådan var det også, når vi skulle bede sammen. Jeg havde tidligere kun bedt fadervor. Det var meget svært at finde ord til bøn.
Ole Eliassen blev indsat som leder i november 2002. Han måtte også kæmpe meget, fordi han fik voldsom modstand fra sin familie i Tasiusaq. Af den grund måtte han opgive i januar 2003 og melde sig ind i folkekirken med sin familie i Kullorsuaq.
Møderne begyndte at foregå hos os, og jeg blev indsat som midlertidig leder. I slutningen af april måned fik vi besøg af Annelise og Peter Madsen. Vi fik undervisning i at lede en menighed og jeg blev indsat som leder. Vi fik også lavet vedtægter og en bekendelse i menigheden. Siden dengang er vi en del af INO og har haft kontakt med dem, mest telefonisk eller pr. e-mail og via prædikener og undervisning, som blev sendt til os på bånd.
Siden vi blev døbt, har vi haft både gode og dårlige oplevelser. F. eks. kom Christian Hedegaard og Lena Løbner i begyndelsen af juli 2004, for at styrke os i menigheden.
Én af dagene forsøgte vi at arrangere et møde, som var åbent for alle i bygden. Vi ville prøve at sælge cder og holde koncert.
Da vi ankom til servicehuset, havde folk samlet sig for at vise deres modstand. De råbte til os ind ad døren og beordrede os at forlade huset. Da vi ikke kunne få ro måtte vi gå. Folk forfulgte os og skreg efter os med meget grimme ord og der blev kastet sten.
Ved det første møde efter den grimme oplevelse var det svært. Nogle kvinder var bange og græd. Men Herren var der og trøstede. Svære tider bliver ikke ved. Dage, uger og år vil gå, og de svære tider vil kun blive til minder. Lad os holde os til det liv, vi har valgt, for vi har valgt det rigtige.
Efter den episode henvendte kateketen i folkekirken sig til mig og foreslog, at vi holdt et borgermøde. Forsamlingshuset var fuldt. De fleste var imod os og nogle skældte mig ud.
Lige før mødets start kom en politibetjent fra Upernavik, der også er med i INO, til bygden og forklarede under mødet, at vi har religionsfrihed i Grønland. Under mødet forklarede jeg, at vi har den samme bibel og tror på samme Gud. Når de angreb mig, svarede jeg med budskabet om kærlighed.
Da mødet var forbi, så det ikke ud til at, vreden var kølnet af, men efter mødet begyndte nogle at være lidt mere venlige mod os, og nogle slægtninge, som helt havde afskrevet os, begyndte at hilse på os igen.
I februar 2003 sendte Christian Hedegaard en mand fra Faderhuset, som skulle opholde sig hos os og undervise os i et halvt år. Han lærte os meget, indtil han rejste i juni måned. Han kunne sikkert have lært os meget mere, hvis han kunne tale grønlandsk. Det var nemlig hans første tur til Grønland og han kunne ikke et ord grønlandsk.
Da vi begyndte at holde møder, sang vi uden instrumenter. I dag har vi keyboard og guitarer og lovsangen toner højlydt ud over bygden. Nogle i menigheden skriver selv nye lovsange, som vi synger.
I dag har vi forkyndere, forbedere og lovsangsledere, uden at nogen af os har nogen uddannelse. Nådegaverne, som er beskrevet af Paulus i 1. kor. 12, er blevet til blandt os. Erfarne folk undrer sig over, om man kan vokse i gaver på så kort tid.
Selve modstanden i starten af vores tid som menighed har knyttet os tæt til Gud i troen. Vi har virkelig følt Guds trøst og hjælp, især i starten, da modstanden var størst.
I dag hersker der ro i bygden, og vores menighed oplever større accept. Flere er blevet døbt, vi har haft barnevelsignelse og skal have ungdomsvelsignelse.
Siden starten er vi stødt på samme problemer, som findes i andre menigheder. Men man kommer over dem. Og mange af dem bliver løst på overnaturlig måde, intet er jo umuligt for Herren. Det, vi mennesker ofte mangler, er jo troen på Gud, troen på Hans ord og at adlyde Hans bud. Han har lovet at hjælpe dem, der tror på Ham og følger Hans bud. Og Han opfylder sine løfter. Hans trofaste kærlighed er så stor, at man ikke kan forestille sig, hvor stor den er.
Den lille frikirkemenighed i Kullorsuaq, der blev til i modvind, ja storm, lever og har det godt, og Gud virker i og gennem den lille menighed, der nu missionerer i andre byer med deres stærke vidnesbyrd.
