– Jeg så Jesus komme gående
– Frygt ikke. Jeg er her jo! Sådan husker Bodil Harild mødet med Jesus, da hun var barn. For nylig oplevede hun at møde ham igenJeg gik og småskrantede, havde pådraget mig en influenza eller sommerforkølel-se – man kan kalde det, hvad man vil, behageligt er det ikke. Det påvirker også humøret, for man skiftevis fryser og sveder og er træt som et helt plejehjem
. Og det vil ingen ende tage. 
Alle bekymringer antager uhyrlige dimensioner. Jeg havde været hos lægen og fået nogle sulfatabletter samt mange gode råd om at holde mig fra stranden og våde badedragter fra velmenende venner.
Det havde jeg set lidt stort på. Den daglige svømmetur betød meget for mit velvære, og måske var jeg startet for tidligt her i den skønne Indian Summer, som hvilede over klippeøen og gjorde alle farver stærkere og dybere i den gyldne sol.
Gang på gang tænkte jeg på, hvor smukt her er, og hvor dejlig en plet jeg var blevet født på og nu havde fået lov til at vende tilbage til.
Jeg havde nogle vigtige aftaler i København og var borte et par dage, hvor storbyens bilos ikke gjorde min hoste bedre, og da jeg vendte tilbage til øen, kom der atter feber og ledsagende følelse af nedtrykthed.
Modvilligt overvejede jeg at søge læge endnu engang, men lagde mig til hvile i middagsstunden i mit kvistværelse i stedet for at gå til stranden som ellers.
Da jeg lukkede øjnene, fik jeg et syn, jeg ikke havde haft, siden jeg var barn. Jesus, der kom imod mig med udbredte, velsignende arme!
Jeg husker endnu, som var det i går, da jeg overvældet af angst smed mig på en sofa i den pæne stue, fordi min lillesøster var syg på en foruroligende måde.
Hun havde feberkrampe, havde haft mæslinger, og jeg fornemmede tydeligt den uro og frygt, som fyldte rummet, mens mine forældre gik op og ned ad gulvet med hende i armene og ventede på lægen.
I den katolske børnehave havde jeg lært at bede, og nu bad jeg til Gud om, at min søster ikke skulle dø.
Da var det, jeg fem år var jeg vist, måske næsten seks bad helt inde fra mit bange, ensomme hjerte og så Jesus komme imod mig med armene løftet beroligende og med et smil, der sagde: Frygt ikke. Jeg er her jo!
Så vidste jeg, at min søster snart ville blive rask, og ganske rigtigt kom lægen straks efter og beroligede os. Da var min søster allerede ude af feberkrampen. Hun var stået for tidligt op. Nu kom hun sig hurtigt.
Men her den middagsstund, da jeg var dybt fortvivlet og ensom, havde feber og var ked af det, gentog synet sig, blot var Jesus nu lutter gyldent lys, som om solskinnet fra mine ruder skinnede igennem øjenlågene. Hans gestus med de løftede, velsignende arme var den samme.
Nu kan man kalde det febervildelse, eller hvad man vil. Mig fyldte det med nyt håb og usigelig glæde.
Så kommer det mærkelige. Et sted har jeg en bog med gotiske bogstaver, som har tilhørt min mormor, der døde, da jeg var tre år. Bogen heder Hyrderøsten med undertitlen En Samling Salmer og åndelige Sange.
Den er udgivet i Århus på Kristelig Bogforenings forlag i 1900. Min mormor, som hed Jenny Hald, havde selv skrevet sit navn i den og 7.april 1901. På bagsiden havde hendes far skrevet Erindring om Konfirmationen.
Jeg stod straks op og gik hen og fandt den, hvor den plejede at være, drevet af en uimodståelig trang til at sige tak til Gud. Derpå slog jeg op på et tilfældigt sted i dens gulnede blade. Side 143, salme 154. Og hvad fandt jeg? Første vers lød sådan:
Den store Læge
nærmer sig,
Den ømme,
milde Jesus;
Han siger, han
vil læge dig,
o, hør et Ord
af Jesus
Lifligste Lyd
i Engles Kor,
Skønneste Navn
for os på Jord,
Kære, store
Frelser-Ord:
Jesus! Jesus! Jesus!
Intet under, at tårerne trillede ned ad mine kinder.
Det var fredag, og jeg havde opgivet at ringe til lægen i Allinge på grund af det sene tidspunkt.
Alligevel tog jeg mig nu i nakken og forsøgte, fordi jeg ikke kunne udholde tanken om en weekend med feber uden kontakt med mennesker, og den altid venlige sekretær sagde straks: Vi har faktisk en tid kvart i fire, så du kan godt nå bussen herind!.
Tak, sagde jeg stille. Hvis jeg kan, tager jeg måske cyklen.
Den største af alle læger havde allerede hjulpet mig på vej til igen at føle glæde ved livet. Og den ordinerede medicin vil uden tvivl hjælpe.
