700 børn og voksne synger gospel
For første gang byder Århus Gospelfestival også på en festival for gospelglade børnÅRHUS – Århus Gospelfestival har efterhånden slået sig fast som festivalen, der hvert år tiltrækker i hundredvis af gospelglade voksne fra hele Østjylland. Således forventer arrangørerne også denne gang at kunne præsentere over 700 sangere på scenen ved den store gallakoncert søndag eftermiddag den 30. oktober.
Det helt nye i år er en særlig børnefestival, som finder sted sideløbende med de voksnes festival. Og når de voksne går på scenen søndag eftermiddag, er børnene fra Soul Children Festival også på banen. Ikke bare med funky gospel ,men også R&B, rap, hip-hop, pop og soul, leveret med masser af dans og bevægelse.
Der er allerede tilmeldt over 100 børn og unge mellem otte og 15 år til børnefestivalen, og 650 voksne sangere.
Også listen over instruktører er lang, og der er masser af prominente navne med. Som sædvanlig har arrangørerne hentet assistance i udlandet, og denne gang kan gospelentusiasterne glæde sig til at blive undervist af John Bernard fra USA samt Solomon Facey og Tula Lynch fra England. Desuden medvirker den kendte garde af dygtige danske instruktører, der tæller Lene Matthiesen, Rune Herholdt, Claes Wegener og naturligvis manden bag festivalen, Hans Christian Jochimsen.
Sidstnævnte er netop vendt hjem fra en stor amerikansk gospelfestival med 20.000 deltagere, hvor han for femte år i træk har været den eneste europæiske sangskriver og underviser.
Den amerikanske festival GMWA er en workshop for både børn og voksne, og de erfaringer har Jochimsen taget med sig til Århus.
– Jeg er i flere år blevet spurgt, om jeg ikke også kunne lave festival for børnene, og mine erfaringer fra USA viser jo, at det er en stor succes derovre. Så jeg glæder mig meget, siger bagmanden, der arrangerede den første gospelfestival i Århus for 13 år siden.
Til daglig leder han ikke mindre end fire gospelkor.