Café udstiller gamle mursten

Nedbrydning og konstruktion er hovedtemaet i Hugo Hannibals skulpturerKØBENHAVN – Gamle murbrokker får nyt liv i hænderne på 60-årige Hugo Hannibal, der udstiller sine skulpturer i Ryes Café på Østerbro i november.

Hugo Hannibal med skulpturen Sejlet

– Det handler om nedbrydning og konstruktion, ligesom da Jesus døde på korset. Han blev nedbrudt, for at vi kunne begynde på et nyt liv, forklarer Hugo Hannibal og hentyder til murstenene, der alle stammer fra gamle nedbrudte bygningsværker.
Den første gamle sten fra 1700-tallet fandt han for seks år siden, og han kunne straks se, at der var noget særligt ved den. Stenen blev vasket, men alligevel røg den i kælderen og kom først op for halvandet år siden, da Hugo var gået på efterløn efter 40 år i en speditør-virksomhed.
Pludselig så han mulighederne i stenen, som blev skåret op på en maskine og fik indlagt glasplader.
Det blev starten på en større produktion af murstensskulpturer med ilagt glas. Næste år har han planer om at forsøge sig med granit.
Fandt sin tro
Da Hugo Hannibal stoppede med at arbejde, var det dog ikke kun kunstnertalentet, der voksede frem. Det gjorde også den kristne tro, som altid har været en del af hans liv, men først de senere år for alvor har fået betydning for ham.
Udstillingen af Hugo Hannibals skulpturer ferniseres søndag den 6. november og kan efterfølgende ses i Ryes Café frem til den 23. november.
Søndag den 13. indgår skulpturerne desuden i en meditationsgudstjeneste i Nazaret Kirke med overskriften Kors og Sten.