Skorpionen besejres…

Også denne måneds stjernebillede har et „kristent“ indhold. Skorpionen Satan trædes under fode af den sårede helbreder, Kristus, som også forhindrer den gamle slange i at tage Kronen. Som Herkules gør han det af med det mangehovede djævleuhyre..Ophiuchus træder på Skorpionen, som har hugget ham i hælen, mens han holder en mægtig Slange, så den ikke kan nå op til den Krone, som vi nævnte i sidste stjerne-artikel. Og Herkules smadrer et flerhovedet uhyre.Er der noget, der klinger velkendt for bibellæsere…?
Ja, også her har vi et ondt væsen, en satan, der som et flerhovedet uhyre igen og igen forsøger at forføre mennesket til det onde.
Ligesom i de andre stjernebilleder er der også i Skorpionen mange ledetråde til Bibelens fortælling om kampen mellem ondt og godt.
Det er så påfaldende, at vi må spørge, om stjernebilleder-ne mon er givet som et profetisk syn til menneskene fra tidernes morgen? Vi ved, at de formentlig er mindst 4-5000 år gamle. Trods de mytologiske forvanskninger, som er kommet ind gennem især græsk påvirkning, ser vi stadig den oprindelige historie om Jomfruens barn, Hyrden, den stærke mand Herkules, Løven, og så videre, der redder den lænkede brud fra den ondes angreb.

Skorpionen består af 44 stjerner, og det er et tegn for ondskab og krig. Navnet kommer af „at kløve“ og skorpionen står i Mars hus, hvilket netop er planeten for krig.
På hebraisk hedder tegnet Akrab og på arabisk Al Akrab. Navnene betyder i begge tilfælde „skorpionen“, men kan også betyde „en, som sårer“, „konflikt“ og „krig“.
På koptisk kaldes tegnet Isidis, som betyder „fjendens angreb“ eller „undertrykkelse“. I den egyptiske Dende-rah dyrekreds er Skorpionen skiftet ud med en kæmpeslange med mange hoveder, kaldet Typhon eller Python. (Et sådant uhyre har vi også i et af undertegnene.)
Alle steder har Skorpionen været et ulykkeligt, ondskabsfuldt og krigerisk tegn. Mayaerne kaldte det „dødsgudens tegn“. Babylonerne anså Skorpionen for at være blandt de uhyrer, der var skabt af Tiamat, da hun gjorde oprør mod guderne – en parallel til Bibelens beretning om Satan, som den oprørske engel.
For sumererne var Skorpionen kendt som „den forhærdede“ eller „den lovløse“ – også ord, der passer på Bibelens djævel.
Den største stjerne i tegnet hedder på arabisk netop Antares, som kan oversættes med at såre, hugge eller rive i stykker. Det er en meget rød stjerne, som også kaldes Skorpionens hjerte.
I Johs. Åbenbaring kap. 9 beskrives den femte engels plage som en græshoppesværm af skorpioner. Stjernerne i Skorpionens hale hedder på hebræisk og kaldæisk Leshaa og Leshat, som betyder „den forhærdede“.
Skorpionens tre undertegn, fortæller videre på historien:

Det første undertegn er en lang snoet slange, som forsøger at tilrane sig den sejrens krone, som vi nævnte i sidste artikel (Corona Borealis).
Det hebraiske navn for den klareste stjerne (i Slangens hals) er Alyah, som betyder „den forbandede“. Et andet navn for den samme stjerne er Unuk, der betyder „omringen-de“. Den næstklareste stjerne er Cheleb (på arabisk), der betyder „den omsluttende slange“.
Slangen er symbolet på al godheds ærkefjende, den gode Guds modstander og menneskets bedrager. Og det er ikke blot en bibelsk opfindelse, også de gamle stjernetegn indeholder de samme symboler.
Men Slangen holdes tilbage af det andet undertegn:

Slangen og Slangebæreren består af 134 stjerner.
Slangebæreren (Ophiuchus) fastholder Slangen med begge hænder, mens han tramper på Skorpionen med den ene fod. Den anden fod er løftet, og stjernenavnene antyder, at han er stukket af Skorpionen.
Bibellæsere vil måske huske de mærkelige ord til Slangen, da de første mennesker drives ud af Edens have:
„ Jeg sætter fjendskab
mellem dig og kvinden,
mellem dit afkom og hendes
det skal knuse dit hoved, og du skal hugge det i hælen“
(1. Mos 3,15)
I kristen og bibelsk forståelse er „kvindens afkom“ Jesus Kristus selv. Det er ham, der knuser Slangens og Skorpionens hoved – men som selv bliver såret til døden – en lige så pinefuld død på korset, som var han stukket af en Skorpion.
Hinduguden Krishna (der kaldes en inkarnation af Vishnu, og som godt kunne minde om Kristus) findes fremstillet på en lignende måde i to gamle billedhuggerværker. Det kunne tyde på, at Krishna oprindeligt er hentet fra stjernetegnet Ophiuchus.
Det græske navn for slangebæreren Ophiuchus stammer fra det hebraiske og arabiske navn Afeichus, som betyder „den holdte slange“. Den klareste stjerne (i mandens hoved) kaldes på arabisk Ras Alhegue eller Ras al Hagus, der betyder „hovedet på den, som holder“. Betydningen af de andre navne på stjerner i dette tegn er Triophas = „den, som træder under fode“, Saiph (i mandens fod) = „kvæstet“, Carnebus = „den sårede“, Megeros = „kæmpende“.

I den græske mytologi er Ophiuchus også kendt som guden Æskulap. Han blev beskrevet som „helbrederen“, „lægen“, „den ønskede“, „den, som skænker sundhed“, „som smykker med godt helbred“, „som bringer lindring“, og „universalmidlet“.
Symbolet med slangen, der slynger sig rundt om den store læge, er helt op til vores tid lægevidenskabens symbol – nu ofte gengivet som en slange rundt om et kors. Et symbol, som nok stammer fra Moses symbolske ophøjelse af slangen på korset i ørkenen, da hebræerne var bidt af giftige slanger. Når de så hen på korset, blev de helbredt.
Da Jesus hang på korset, sagde de: „Læge, læg dig selv.“ Størstedelen af hans handlinger var netop at læge de syge.

Det tredje undertegn befinder sig længere inde mod midten af den ecliptiske cirkel, som solen ser ud til at rejse igennem i løbet af et år. Det er Herkules, et kendt symbol på uovervindelig styrke. Stjerne-tegnet består af 113 stjerner.
Herkules er gengivet med en kølle i højre hånd, som han bruger imod et flerhovedet uhyre, som han holder med venstre hånd. Hans venstre fod hviler direkte oven på hovedet af den store drage – endnu en gentagelse af symbolikken.

I den egyptiske Denderah dyrekreds kaldes manden med køllen for Bau, hvilket betyder „som kommer“. På de fleste stjerneatlas benævnes manden ved sit romerske navn Herkules, og grækerne kaldte ham Herakles. De tilbad og ærede ham som den største af alle deres helteguder.
På arabisk hedder manden Al Giscale, der betyder „den stærke“. Fønikerne ærede denne mand næsten to hundrede år før den græske tidsalder, som „Frelseren“. Den britiske orientalist Sayce sporer fortællingen om ham på kaldæisk fire tusind år tilbage.
Den klareste stjerne (i hovedet) hedder Ras al Gethi, der betyder „hovedet af ham, som knuser“. Den næstklareste (i højre armhule) er Kornepho-rus, der betyder „grenen, som knæler“. Stjernen i højre albue hedder Morsic, „den knusende“. To andre stjerner er Maasyn (i øverste del af venstre arm) det vil sige „sonofferet“ og Caiam eller Guiam (i underste del af højre arm), som betyder „den, som straffer“ eller på arabisk „den, som træder under fode“.

Ifølge sagnene var Herkules den gudbenådede mand, som fra vugge til død udrettede de dristigste og mest fantastiske bedrifter, når det kom til at overvinde store, onde magter.
Han besejrede løven, der var født af Typhon, det ni-hovedede søuhyre Hydra, der stammede fra samme slægt, den hurtige hind med de gyldne horn, kæmpevildsvinet fra Erymanthos, rengjorde kong Augias stald, nedskød de store sværme af menneske-ædende fugle ved søen Stymfalos, fangede og tæmmede mennesketyren på Kreta, som ingen dødelig turde se på, bortførte Diomedes’ kødædende heste, røvede amazonedronningens bælte, besejrede Geryon, kæmpen med de tre kroppe, og hans hund, snød dragen, der bevogtede Hesperides’ æbler og røvede det trehovedede slangeuhyre, som bevogtede indgangen til helvede.
Mange tror, at fortællingen om Herkules er et rent græsk påfund, men den kan på alle punkter spores tilbage til Egypten, Fønikien og Indien, til en tidsalder længe før den græske.
Den græske mytologi har vævet fabler og guder ind i de gamle stjernebilleder og navne. Men bagved skimter vi stadig en oprindelig vision om en frelser, som befrier mennesket for den Onde i alle hans former.
Også Salme 91 i Gamle Testamente rummer måske en hentydning til stjernebilledet, når der i vers 13 om den kommende Messias står: „Du kan træde på løve og slange, trampe på ungløve og øgle“.

Herkules skulle – ligesom Kristus – så frygteligt meget igennem for endelig at vinde sejren. De fabelagtige „guldæbler“, som Herkules vinder, minder os om de første „æbler“ i Edens have, da Adam og Eva spiste af træet til kundskab om godt og ondt.
Det åbnede kun deres øjne for den frygtelige virkelighed.
Men der var et andet træ, som kunne have givet dem udødelighed, nemlig Livets Træ. (Se 1. Mosebog 2, 23)
Herakles’ gyldne æbler er formentlig et symbol hentet herfra. Herakles eller Herkules er et billede på Jesus, som gennem alle sine kampe vandt udødelighed, så han kunne love: „Den som tror på mig, skal leve, selv om han dør!“