1800 til fest for Jesus

Gud har styr på dit liv, også mandag morgen kl. 7.30, når du vælter ud af sengen. Det var
budskabet til de næsten 1800 feststemte unge, der deltog i lørdagens Jesusfest i ÅrhusÅRHUS – At komme på højkant en tidlig mandag morgen, når dynen føles varm og beskyttende, kan virke som et nærmest uoverkommeligt projekt. Ligesom da disciplen Peter steg ud af båden og gik Jesus i møde på søen.For hvordan kan man have tillid til, at Jesus har styr på mit liv – også mandag morgen kl. 7.30, når vækkeuret skriger ad mig? Det var det store spørgsmål, som blev besvaret gennem forkyndelse, drama, lovsang og andre virkemidler ved lørdagens Jesusfest i Vejlby-Risskov Hallen ved Århus.
Aftenens taler, Morten Hørning Jensen, lagde ikke skjul på, at mennesket er bange for at sætte sin lid til noget som helst.
– Lige siden Eva stillede tvivlens spørgsmå: “Mon Gud virkelig …“, har vi mennesker forsøgt at sikre os mod, at Gud skulle vise sig ikke at have helt styr på tingene. Vi tager lige en backup, hvis det skulle blive nødvendigt, hævdede taleren.
Den mulighed havde disciplen Peter ikke, da Jesus bød ham stige ud af båden og ud på søen.
– Han måtte have tillid til Jesus! I samme øjeblik han begyndte at se på bølgerne i stedet for Jesus, begyndte han at synke. Det gælder også for mig. Når jeg fokuseret på problemerne, der tårner sig op, så begynder jeg at synke.
– Heldigvis ved Jesus, hvad både Peter og jeg har brug for, nemlig en hånd, der rækker ud og griber fat i os. At gribe hånden og stole på Jesus er den tillid, han ønsker, vi skal vise ham, forklarede Morten Hørning Jensen.

Sæbeopera i tyrolerstil

Budskabet blev også visualiseret gennem en humoristisk sæbeopera, en moderne udgave af beretningen om Abraham, der forsøgte at hjælpe Gud på vej ved at få et barn med trælkvinden Hagar, fordi han tvivlede på, at Gud kunne give ham det lovede barn med Sara.

Sæbeoperaen om Abraham og aupair-pigen Hagar gav brændstof til lattermusklerne og stof til eftertanke

I Jesusfestens moderne udgave var Hagar dog ikke trælkvinde men en tysktalende aupair-pige fra Tyrol. Men budskabet var det samme.
Naturligvis bød aftenen også på masser af feststemning ikke mindst gennem lovsangen, der nær havde fået haltaget til at rejse sig.
Indre Missions Ungdom har de seneste år arrangeret Jesusfest to gange om året. For Pernille Kragh var lørdagens udgave den fjerde Jesusfest i træk, og det er blevet et halvårligt „kick“, hun dårligt kan undvære i sit kristenliv.
– Til daglig kan jeg godt blive lullet lidt i søvn og glemme, at jeg hver dag har brug for Gud, fordi jeg har så travlt med alt muligt andet. Derfor har jeg brug for det rygstød, en Jesusfest giver, hvor jeg virkelig oplever, hvor fedt det er at være kristen, fortæller hun.

Væddede en Jesusfest

At studiekammeraterne Claus Højgaard og Mads Nielsen var til Jesusfest blev afgjort i et væddemål. De to har netop fået resultatet af et fælles eksamensprojekt og havde væddet om karakteren.
– Vinderen fik lov at bestemme, hvad vi skulle lave i aften, fortæller Claus Højgaard, der bortset fra et par enkelte gudstjenester, aldrig før har været til et kristent møde.
– Jeg havde nok forventet nogle gamle damer og orgelmusik, så hvad det angår er jeg blevet skuffet. Jeg har fået vendt godt og grundigt op og ned på mit syn på kristne. Jeg havde helt lyst til at synge med på sangene, og selv det, taleren sagde, gav mening, siger Claus, der tabte væddemålet og vandt en Jesusfest.
Studiemakkeren Mads Nielsen kommer til daglig i en pinsekirke, men også han var positivt overrasket.
– Det er rart, at kristne kan stable et arrangement på benene, hvor der er tænkt over hver lille detalje, og hvor det hele fremstår yderst professionelt. Ud over et stærkt budskab har jeg fået nogle idéer, jeg kan tage med hjem i min egen kirke, siger han.
Mads Nielsen var godt tilfreds med, at det var ham, der vandt eksamensvæddemålet.
– Ellers havde jeg nok siddet og kedet mig med en håndfuld colaer på en bar i Århus til den lyse morgen, griner han og dasker til Claus Højgaard.