Kim kvittede stofferne
Vold, stoffer og forventninger, han ikke kunne leve op til, var en fast del af 28-årige Kims dagligdag. Lige indtil han mødte en gruppe kristne, der accepterede ham, som han var
Stolt viser Kim en lille mønt frem. Den er udstedt af Narcotics Anonymous og det tydelige bevis på, at det er tre år siden, han sidst har rørt de stoffer, der tidligere var et fast holdepunkt i hans hverdag.
Med mønten i hånden og tankerne på overarbejde kan den 28-årige østjyde se tilbage på et liv, der alt for tidligt kom på afveje og kunne være endt gruelig galt.
Som barn er Kim et rigtigt problembarn. Uregerlig og udstyret med et temperament, som på splitsekunder gør ham aggresiv. Det fører konstant til slåskampe mellem ham og en bror, så ofte at hans mor til sidst får nok.
Som otte-årig overhører Kim en samtale mellem sine forældre. Kims mor giver hans far et ultimatum. Han får lov at vælge mellem hende og børnene. Kims far vælger børnene fra…
I skolen står den på mobning fra først til sidst.
– Jeg var et let offer, fordi jeg blev så hidsig. De andre vidste lige, hvilke knapper de skulle trykke på, fortæller Kim, der er lettere ordblind og altid har gået i specialklasse.
Hidsigheden tager han også med sig hjem til sin nye plejefamilie, som han ellers er glad for at bo hos.
– En dag spyttede jeg min plejemor i hovedet, fordi jeg ikke fik min vilje. Hun stak mig en lussing, og så var det forhold ligesom forbi, fortæller han.
I 8. klasse bliver han smidt ud af skolen. Undervisningen siger ham intet, og han kommer næsten aldrig til timerne. I stedet kommer han på en kostskole for adfærdsvanskelige unge, hvor mobningen fortsætter.
Da Kims mor kort efter får konstateret en dødelig svulst i hjernen, bliver også det et naturligt mobbe-emne.
– Jeg håber, din mor dør! lyder én af de ondskabsfulde bemærkninger, Kim må lægge øre til.
Han går grassat og smadrer en billedramme i hovedet på den dreng, der mobbede.
Selv tror Kim til det sidste, at hans mor nok skal blive rask.
– Jeg havde en tro på Gud og bad om, at han ville helbrede min mor, fortæller han.
Da moderen efter et års sygdom alligevel dør, er det dog slut med at tro.
– Når Gud ikke ville helbrede min mor, så kunne han rende mig …
Til sidst bliver mobningen så voldsom, at Kim ikke længere kan være på kostskolen. Nogle af de andre elever banker ham så voldsomt med en ridepisk, at han ikke kan rejse sig i to dage.
I stedet kommer han i en ny familiepleje på landet, mens han fortsætter med undervisningen på kostskolen. Her har han det godt et år, indtil han bliver sendt på en Tvind-institution i Nordjylland.
– Vi skulle lære at klare os selv, og der var indlagt forskellige former for arbejdsprøvning. Jeg var blandt andet på en beslagfabrik og blev tilbudt fast arbejde, men droppede det alligevel. Det har jeg gjort mange gange, siger Kim.
I den periode bliver Kim for første gang introduceret for stofferne. Som for de fleste andre begynder det med lidt hash i weekenderne.
– Det var smart at ryge hash. Fordi det var forbudt. Alt, hvad der var forbudt, var smart, husker Kim, som dengang var 17 år.
Sideløbende med hashen bliver der drukket igennem, når gutterne er i byen i weekenden. Senere bliver det hver eneste dag med både hash og sprut.
– Det var en virkelighedsflugt. Når jeg var høj, troede jeg, at jeg kunne klare det hele. Jeg blev accepteret, ingen så ned på mig i det miljø, fortæller Kim, der i mange år følte, at han ikke kunne leve op til de forventninger, andre havde til ham.
Han kommer i lære som bager, men springer fra fordi han ikke kan møde til tiden. Senere får han arbejde i en butik, hvor de tilbyder ham en læreplads, men heller ikke det bliver til noget.
– Jeg tænker ofte på, at jeg kunne have været bager, slagter eller butiksuddannet i dag, hvis bare jeg havde fuldført noget af det. Det havde set bedre ud på CVet…
Længst når Kim med slagter-uddannelsen, selv om kombinationen af stoffer og arbejde med store knive ikke er ufarlig.
– På slagteriskolen sad vi og røg hash bag en bygning. Undervejs blev jeg også smidt ud af skolen, fordi jeg havde været oppe at slås med en anden, fortæller Kim, der dog får lov at vende tilbage til skolen.
Efter en lang nat med hash, speed, ecstasy og en masse sprut møder Kim på arbejde på slagteriet.
– Jeg var helt oppe at køre på stofferne. Jeg snakkede og snakkede og dansede på bordene i kantinen. Til sidst blev jeg sendt ned til tillidsmanden og fabriksmesteren.
Her indrømmer Kim for første gang, at han har et problem og kommer i behandling. Han får plads på et behandlingshjem, kommer på antabus og får efterhånden så meget styr på sit liv, at han kan genoptage uddannelsen.
Efter to år uden alkohol og stoffer føler han sig så meget ovenpå, at han vælger at flytte væk fra behandlingscentret og ind i en ungdomsbolig. Det kommer han til at fortryde.
Allerede efter et par dage begynder han igen med øl og sprut. Stofferne holder han sig fra indtil en aften, hvor han har inviteret nogle arbejdskammerater hjem.
– Da jeg opdagede, at de sad og tog speed ude på mit badeværelse, kunne jeg ikke lade være med at be om en bane, fortæller han.
Med otte måneder tilbage af uddannelsen springer han endelig fra og går på druk. I 2001 drikker han en kasse øl om dagen og krydrer med hash, speed og ecstasy.
Gennem sin storebror møder Kim en gruppe unge kristne, som tager ham med til bibelstudieaften på den kristne Café Genesis i Kolding.
Her føler Kim sig tryg, men mødet gør ikke større indtryk på ham. Han fortsætter med misbruget, og da han få dage efter fortæller sine venner om mødet med kristendommen, slutter han hånligt med bemærkningen: Skål og halleluja.
Men stoffer er dyre, meget dyre, og kontanthjælpen rækker ikke langt. Snart skylder Kim penge til højre og venstre.
En aften bliver han brutalt overfaldet i sin lejlighed af nogle af sine kreditorer. De spænder ham fast i et skruestik og fotograferer ham i ydmygende positioner. De holder ham under den kolde bruser i halvanden time, smører shampoo i øjnene på ham og tisser på ham.
– Alt sammen fordi jeg skyldte dem 1000 kr., fortæller Kim.
Efter oplevelsen vælger Kim at flygte til Kolding, hvor han overnatter hos flere af de kristne, han har mødt på Café Genesis. Det er de eneste kontakter, han har i byen.
Efter et par uger bliver han syg. En såkaldt stofpsykose giver ham angstanfald. Han hører stemmer og føler konstant, at nogen er ved at bryde ind hos ham.
– Jeg ringer til Alarmcentralen 10 gange i løbet af den nat. Og til sidst kommer politiet og kører mig hen til min storebror.
Samme nat bliver han indlagt på psykiatrisk skadestue. Da lægerne en uge efter udskriver ham, får han en løftet pegefinger med i bagagen: Hvis du fortsætter med det liv, du lever nu, har du 5-10 år tilbage at leve i.
– Det fik mig til at tage mit liv op til revision. Jeg var ikke klar til at dø og vælger fra den ene dag til den anden at lægge stofferne på hylden og tage en kold tyrker.
Kim kan stadig ikke holde ud af være alene og fortsætter med at bo rundt omkring hos kristne i byen. De sørger for, at han hver torsdag er med til bibelstudie i cafeen.
– På Café Genesis følte jeg en særlig tryghed, som jeg ikke havde oplevet andre steder. For første gang følte jeg ikke, at jeg hele tiden behøvede at vende mig om for at holde øje med, om nogen ville overfalde mig, fortæller han.
Desuden begynder det kristne budskab, han hører på cafeen, at give mening.
– Det undrede mig lidt, at de hver gang nævnte lignelsen om den fortabte søn. For den sagde mig noget. Jeg følte mig som sønnen, der ikke havde fortjent at blive budt velkommen, men blev det alligevel. Jeg så for mig, hvordan faderen stod med åbne arme og tog imod mig, husker han.
Kim begynder at bede til Gud for første gang siden hans mor døde. Og tre måneder efter flugten til Kolding opsøger han missionærmedhjælperen, der leder bibelstudierne i Café Genesis: Nu har jeg truffet valget, siger han.
– Han lagde hånden på mig og bad. Jeg kunne mærke en sitren inden i mig, en meget stærk oplevelse, fortæller Kim.
– Og i en tid derefter kunne jeg fornemme en særlig kraft, når jeg bad. Jeg var blevet høj på Jesus i stedet for på stofferne.
Samtidig bliver han mere og mere begejstret for det kristne fællesskab, hvor han har følt sig velkommen fra første dag.
– De stillede ikke krav til mig men accepterede mig, som jeg var, siger Kim, der også kommer med til møder i Indre Missions Ungdom i Kolding.
Hans basale viden om kristendommen er dog endnu begrænset, og han bliver opfordret til at tage på bibelskole. Desværre rækker pengene ikke. Men en aften beder han Gud om at lægge økonomien til rette for ham, og dagen efter ligger der en check på 22.500 kr til ham fra et forsikringsselskab. Pengene er resultatet af en erstatningssag, han har ventet på i halvandet år.
– Wow, det er jo farligt at be, når man får det, man ber om, tænkte jeg. Det var virkelig et bønnesvar, der ville noget.
I august 2003 begynder Kim på Børkop Højskole, Indre Missions Bibelskole, hvor han både bliver klogere og styrket i troen.
Et halvt år efter er han tilbage i Kolding, hvor angstanfaldene vender tilbage. Kim bliver opmærksom på, at han aldrig har fået gjort noget ved sine tanker om det overfald, han var ude for. Det ligger stadig og spøger i baghovedet.
Hans nye kristne venner henviser ham til det kristne bofællesskab Næste Skridt i Fredericia, der tager sig af tidligere stof- og alkoholmisbrugere.
Her bor Kim i et år, mens han sideløbende arbejder i Café Hang Out, der støttes af Apostolsk Kirke.
På Næste Skridt får Kim talt ud med en frivillig psykolog.
I sommer vender han igen tilbage til Kolding med nyt mod på tilværelsen. Den 9. klasse han aldrig fik gjort færdig, tager han nu på VUC, og derefter står den på mere uddannelse.
– Jeg er startet på en frisk og tager et skridt ad gangen, siger Kim, der ikke tror, at han kan falde for stofferne igen.
Han forsøger at leve så disciplineret som muligt med skolegang, lektielæsning og løbeture om morgenen. Det sidste år har han gennemført to halvmarathon-løb.
Han er engageret i politik, hvor han er medlem af Kristendemokratisk Ungdoms amtsbestyrelse i Vejle Amt. Endelig er han aktiv i Indre Mission i Kolding, der har hjulpet ham med meget, siden han ankom til byen som flygtning i 2002.
Også familien har han fået talt ud med. I mange år havde han svært ved at tilgive sin far for, at han blev sendt i familiepleje som otte-årig, men den historie er nu bragt ud af verden.
Sit hidsige temperament kæmper han stadig ihærdigt med. Kun på fodboldbanen slippes det for alvor løs.
– Jeg råber nok ligeså meget som Peter Schmeichel, når jeg står på mål, erkender han.
