Jesus, du har gjort mig fri

„Jesus du har gjort mig fri“ er produceret af forskellige lovsangere, der ikke bekender sig til noget bestemt kirkesamfund, men i høj grad bekender sig til det at lovprise Gud. Coveret med sommerfuglen fremstår derfor som en neutral hyldest til Gud, hvor der fokuseres på modtager og ikke afsender. Afsenderen kunne være dig, som relaterer til danske tekster og rytmisk lovprisning af Skaberen.

„Jesus du har gjort mig fri“ en lovsangs-cd med stort tryk under det at love (prise, rose) Gud. Samtidig er cd’en også udtryk for ordet love på engelsk – nemlig kærlighed. At vise taknemlighed til Gud for hans kærlighed og vise ham kærlighed tilbage med sang er en rød tråd gennem cd’ens 13 musikalske opsætninger.
Stilen kan beskrives som en blanding mellem blød beat og funk, hvor der fokuseres på at skabe en sikker lydkulisse for blandingen af kor og solosang, der fremstår som det førende element for lytteren/sangeren under lovprisningen.
Teksterne er ofte spundet op om bibelske begreber som blandt andet „Kors“, „Lys“ og „Trone“, og man fornemmer jeg’ets hengivelse til opfattelsen af Gud som en far og Jesus som tryghed. De tretten sange er skrevet af forskellige lovsangere, hvilket giver cd’en en dejlig variation i ord og billeder. For hver sang bevæges lyrikken mellem det personlige, poetiske udtryk og den klassiske, tekstlige lovsangsformel, hvilket giver varierende oplevelser af den personlige og intense forundring over Gud, overfor den afklarede og ukomplicerede forventning til Skaberen. Der er samtidig flere ørehængende omkvæd og forsøg med nyfortolkninger af klassiske hymner som for eksempel „Han har åbnet perleporten“.
Skulle jeg komme med et personligt savn overfor denne udmærkede cd, skal det være musikkens forudsigelighed, der som sagt kun bliver kulisse for de dejlige tekster – om end dette sandsynligvis er bevidst.

„Jesus du har sat mig fri“ er en dejlig fokuseret lovprisning til Gud med mange tekstlige nuancer, som bliver siddende i ens indre i en snart koldere og mørkere vintertid.
Thomas Drejer Jensen