Svigermor og mig – og Alzheimer
Det er en grå decembermorgen sidst i 2003. I eftermiddag skal min svigermor begraves.Jeg sidder ved køkkenbordet og skriver et brev – et afskedsbrev, som jeg vil kaste i graven. I den forbindelse vandrer mine tanker den ene gang efter den anden på afveje, og mange billeder dukker op for mit indre øje. Min svigermor var en helt speciel kvinde, og hun havde i mange år stor indflydelse på mit liv.
I en alder af to år mistede hun hørelsen på grund af meningitis. Da hun var fire år, døde hendes mor. To stedmødre fulgte efter, men gjorde ikke hendes liv sjovere. Hun giftede sig med en ligeledes døv mand, fødte syv sunde børn og blev pludselig enke i en alder af 44 år. Dengang var hendes yngste barn ni måneder gammel.
Efter at de to ældste børn var flyttet hjemmefra, blev hendes tredjeældste søn hendes vigtigste støtte i livet. Og netop han blev min store kærlighed! Da jeg første gang blev præsenteret for hans mor, regnede jeg med en kølig modtagelse fra hendes side, men det var der ikke noget af. Uden modstand accepterede hun, at en anden kvinde nu havde indtaget førstepladsen i hendes søns liv.
Det var min første kontakt med et døvt menneske, og jeg skulle til at lære at kommunikere helt forfra. Men for min mands skyld var jeg fast besluttet på at blive lige så god til det som resten af børneflok-ken. Da hun havde kunnet høre de to første år af sit liv, havde hun et talesprog og kunne samtidig også mundaflæse. I selskab med andre hørehæmmede benyttede hun dog fingersprog.
Men at hun kunne mundaflæse betød dog ikke, at hun kunne forstå normale sætninger, som hørende siger dem. Faktisk udviklede vi vores eget sprog baseret på hendes knappe ordforråd. Det betød ofte en lang kamp at finde det rigtige udtryk, men min svigermor tillod aldrig, at vi gav op. Lykkeligst var hun, når vi koncentreret talte sammen i tre-fire timer. Så strålede hun, og hendes ordforråd blev frisket op. Var hun uden kontakt med andre i længere tid ad gangen, kunne vi tydeligt mærke det på den forringede evne til at tale og forstå.
Efter hendes 75 års fødselsdag skete der en forfærdende forandring med hende. Hun havde længe forberedt og glædet sig til festen. Kort tid efter var hun næsten ikke til at kende igen – fysisk meget svækket, uden nogen livsvilje overhovedet. Nu begyndte en svær periode for hende og for alle os andre.
Efter to år med forskellige hospitalsophold kunne vi dog ikke længere lukke øjnene for diagnosen: Alzheimer, fremskreden demens. I en samtale med min mand nævnte min svigermor, at hun gerne ville bo hos os. Jeg måtte opgive mit arbejde og meget andet for at tage mig af min svigermor.
Fuld af idealisme gik jeg i gang med denne opgave. Det inderlige forhold, vi havde opbygget til hinanden, og ønsket om at hjælpe kombineret med visheden om, at det også var Guds vilje, syntes for mig at være grundlag nok for at kunne klare den nye situation. Min svigermor var fysisk stærkt svækket og var blevet meget passiv i forhold til sine omgivelser. Derfor havde jeg i første omgang en forestilling om at ville pleje hende og give hende nogle gode og kærlige stunder, når det var muligt.
Men ved udsigten til at skulle flytte ind hos os, blomstrede hun imidlertid meget op og tog på i vægt. Hun kom på sin side med en forestilling om at skulle føre hus for mig. At det ikke kunne gå godt ret længe, siger næsten sig selv.
Et stykke tid lavede vi alt i fællesskab. Når vi bagte, holdt vi begge på håndmixeren, når vi vaskede og strøg, var det ligeledes i tæt samarbejde, og sådan gik det dagen igennem. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg ikke kunne holde til denne livsstil ret længe. Når min svigermor så, hvordan jeg alene klarede arbejdet med huset væsentligt hurtigere, blev hun ganske modløs.
Langsomt forandredes vores forhold. Nu var enten jeg eller vores dumme strygejern eller andre tilfældige ting i husholdningen skyld i alt, hvad hun ikke kunne klare.
Følgerne af hendes fremskredne demens gik nu for alvor op for os i vores daglige omgang med hinanden. Og i min svigermors øjne forvandlede jeg mig efterhånden til at være den stedmoder, som hun satte alt ind på at modarbejde. Hun ville ikke længere tale og mistede derved næsten hele sit ordforråd. Så reagerede hun med en opførsel, som hun livet igennem havde brugt i krisetider for at vise sin afmagt – hun nægtede at spise. Dermed ramte hun mig på mit ømmeste punkt.
Naturligvis havde jeg i den mellemliggende tid sat mig grundigt ind i pleje af demente. Men alle råd byggede på, at patienterne kunne høre. Som kompensation for den manglende kommunikation havde jeg valgt at være venlig over for hende ved at give hende noget godt at spise. På grund af hendes spisevægring følte jeg mig sat skakmat og samtidig personligt såret.
Min svigermor blev rent fysisk mindre og mindre, indtil vi efter hård kamp nåede frem til, at hun skulle have en mavesonde lagt ind. Selv blev jeg meget syg og måtte opereres. Begge dele førte til, at vi med tungt hjerte måtte lade min svigermor indlægge på et nærliggende plejehjem.
Men vi kunne trække vejret lettet – dette skridt viste sig at være godt. Hun kom atter til kræfter, og mavesonden blev fjernet. Dog gik det ret hurtigt ned ad bakke igen. I en alder af 79 år døde min svigermor en tidlig julemorgen.
I denne svære tid havde der været nogle episoder, som jeg umiddelbart havde tilgivet med min forstand. Men i mit hjerte var der blevet siddende nogle uafklarede episoder, og jeg ville under ingen omstændigheder have disse forhold hængende over mig resten af mit liv. Det ville uvægerligt føre til bitterhed.
Derfor overvejede jeg, hvordan jeg symbolsk kunne udtrykke en bøn om tilgivelse og renselse. I Salme 103 læser vi, at Gud tager vore synder fra os. Et andet sted i Bibelen står der, at han kaster dem langt ud i havet. Midt i mine overvejelser forekom en grav mig at være et utilgængeligt sted i stil med havet. Og så opstod den tanke i mig, at jeg i et brev kunne give udtryk for alt det, som tyngede mig i forhold til min svigermor, således at jeg oprigtigt kunne tilgive hende og samtidig bede hende om tilgivelse. Derfor sad jeg nu nogle timer før begravelsen og skrev dette brev, som skulle sætte punktum for de sidste svære år.
Men så skete der noget mærkeligt! Begravelsen var så godt som forbi; min mand, min svigerinde og jeg forlod som de sidste kirkegården, men ved udgangen kom jeg i tanke om, at jeg lige ville give graveren besked om, hvordan han skulle lægge kransene. Jeg gik derfor alene tilbage til graven – og der stod en af graverne i den åbne grav med mit brev i hånden, som han ville give mig.
Et kort øjeblik syntes tiden at stå stille; min iagttagelse udspillede sig på flere planer. Der var for det første denne groteske situation – manden i graven og de tre andre gravere rundt omkring ham. Et kort øjeblik var jeg fristet til bare at tage imod brevet og høfligt sige tak.
Så var der den skrækkelige tanke: Vil du virkelig igen tage denne tunge og uafklarede byrde på dig? Med en næsten vild beslutsomhed rev jeg brevet ud af hånden på manden og kastede det tilbage i graven. Nej, det brev skal blive der!
Og så blev jeg med ét helt let til mode. Det her var en sidste afsked mellem min svigermor og mig, men denne gang med Gud i vores midte. Og jeg vidste, at fortidens sår ville heles. Jeg ville igen kunne tænke på min svigermor, som hun var før denne skrækkelige sygdom – dengang vi havde et ganske særligt forhold til hinanden.
Elisabeth Kapsreiter
Fra kvindebladet Lydia
