Bøn er krig
Forfatter
Det var faktisk sjældent, de så Jesus bede – som oftest gik han afsides, når han bad. Oppe på et bjerg, under et træ eller i ørkenens ensomhed, der bad han. Væk fra alle farisæerne, som yndede at slå sig fromt for brystet i alles påsyn. Nej, de blev ikke inviteret til alle hans private møder med Faderen. Men de kunne se resultaterne, når han vendte tilbage! De lamme gik, de blinde så, de døve kunne høre – uden kirurgisk indgreb.
Han kunne tage på en lille sejltur og sige til bølgerne, at de skulle køle lidt ned, og han kunne ødelægge enhver begravelse. Hvad der end skete på bjerget, under træerne og ude i ørkenen, så var det noget, der fremkaldte en kolossal kraft. .
Kristendom er af natur heroisk. Jesus tilbød mere end et moralkodeks eller en serie teologiske ideer. Han kommanderede. Han gav udfordringer, som kun de meget modige ville påtage sig. Kristendom er ikke for tøsedrenge.
En af kristenlivets mest heroiske sider er disciplinen bøn. I tidernes løb har bøn været det mest fremtrædende i alle større vækkelser.
En prædikant formulerede det således: »Der har været mange store vækkelser uden megen forkyndelse, men der har aldrig været nogen uden megen bøn!« John Wesley sagde: »Gud handler kun som svar på bøn.« Det har ofte været unge ledere, der har tændt bønnens ild i nationerne.
Forbøn er en af de første aktiviteter, som Satan prøver at angribe. I dag er der desværre mange kristne ledere og potentielle ledere, som vil nyde sejren uden kamp og velsignelsen uden omkostninger. Sådan har det været op gennem hele historien. Når Gud har haft mest brug for forbedere, har det ikke været muligt at finde nogen.
På Esajas tid »undrede Herren sig over, at ingen greb ind«, da folket syndede (Esajas 59,16). Ezekiel skriver, at Gud »søgte efter en, der ville bygge en mur og stille sig i gabet for hans åsyn« og bede for Israels frelse. Bedrøvet siger Gud: »men jeg fandt ingen.« (Ezekiel 22,30)
Alle store troshelte i Bibelen og i kirkens historie har været forbedere. John Wesley havde en stor nød for det frafaldne England, William Booth talte de fattige og undertrykte briters sag, John Knox råbte: »Giv mig Skotland, eller jeg dør!«, og George Muller stred dagligt i bøn for Europas forældreløse børn.
I Bibelen bad Abraham for Sodoma og Gomorra (1. Mosebog 18), Daniel stillede sig i gabet for det oprørske Israel (Daniel 9), og Paulus ønskede at blive forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne rede hans jødiske landsmænd (Romerbrevet 9,3).
Jesus var selvfølgelig den største repræsentant for forbønstjenesten. I Hebræerbrevet 7,25 står der, at »han altid lever og vil gå i forbøn for os« som ypperstepræst foran sin faders trone.
Fra Mal Fletchers bog Tilbage til virkeligheden
