„Jeg er for kendt til det her sted…“

Jeg var sikker på, jeg kunne genkende ham. Han var høj og havde mørkt hår. Hans rynke i panden så ud, som den plejede. Jeg var helt sikkert i relation til ham på en eller anden vis. Vi havde i hvert fald tit talt politik, mente jeg. Og så tror jeg egentlig også, jeg så ham til min fødselsdag! Men hvad var det nu, han hed?

Kender du det? Man står der og føler sig så dum, imens man overvejer, om man skal hilse på personen, hvis navn man har svedt ud. Hvordan skal man få en samtale i gang med en, som man bare ikke erindrer? Man kunne jo sige: „Hej, længe siden jeg har set dig!“

Så kunne vedkommende sige: „Hej, ja det er det da også!“ Og så er man nødt til at spille travl, for ellers risikerer man dyb pinlig tavshed. Problemet var, at jeg mødte ham i toget! Jeg skulle blive siddende der et par timer – og jo, jeg kunne være gået på toilet efterfølgende og på mystisk vis havne i en anden kupé, men det forhindrede mit overjeg.

Hvor er det vidunderligt, at Gud kender mig! Hvor er det blæret, at han kan tallet på mine hovedhår, og at han kendte mig og vidste, hvem jeg ville ende med at blive, før jeg blev undfanget. Hvor er det vidunderligt, at Gud aldrig glemmer et af sine børn! Uanset hvor mange vi end formerer os til!

Hvad angår manden med den charmerende rynke i panden… Jeg tog mig heldigvis ikke sammen til at sige hej. Jeg opdagede efter en times tid, at alle andre i kupeen også stirrede på ham i samme akavede og tøvende omfang som mig. Dér slog det mig! Det var jo nyhedsoplæseren på TV2…