Han tager aldrig et nej for et nej
– Det er for sygt at dræbe sig vej frem, det kan ikke blive ved, siger den 79-årige danske journalist Richard Oestermann, der efter 45 år i Israel fornemmer, at freden kan være på vej. Han ved bare ikke hvornår- Du kan ikke skrive. Redaktionschefen på Holbæk Amts Tidende trak den unge lærling til side for at læse ham lektien. – Dine sætninger er for lange, det er ikke jura det her.
Duknakket modtog journa-listspiren den ubarmhjertige dom. En lignende dundertale var endnu i frisk erindring. Fra en skuespiller ved Det Kongelige Teater, som i samme modløse tonefald havde skudt den unge mands skuespillerdrømme i sænk. – Jeg kan ikke bruge dig!
Heldigvis viste redaktionschefen barmhjertighed og sendte lærlingen hjem med de sidste tre ugers lederartikler fra avisen. Hjemmearbejde, så han kunne se, hvordan en artikel skulle skæres.
Richard Oestermann læner sig frem i stolen, mens han fortæller om en journalistkarriere, der var svær at få på skinner. Han er 79 år, og selv om bentøjet er blevet dårligere, så er pennen stadig skarp. Blikket er insisterende, og fagterne så dramatiske, at han nok kunne være blevet en glimrende skuespiller alligevel.
– Man skal aldrig tage et nej for nej, belærer han med et skævt smil og bruger sig selv som eksempel. I 1943 begyndte det nazistiske net for alvor at stramme til om de danske jøder. Deriblandt den 17-årige Richard Oestermann, som sammen med sin mor og to søstre måtte lade sig smugle til Sverige i en fiskerbåd. Det var i en sen nattetime den 1. oktober 1943.
– Det kunne lige så godt være gået galt. Det gjorde det for mine to fætre, som blev taget af tyskerne dagen efter. De blev sendt til koncentrationslejren Therezienstadt, fortæller han.
Den dramatiske overfart fra Helsingør til Hven er skildret i han nye bog Hvert sekund tæller, som netop er udkommet på forlaget Fokal, der er en del af Forlagsgruppen Lohse.
Samlede Norden
Takket være den brave Øresundsfisker Andersen overlevede Oestermannfamilien Holocaust. Og takket være ukuelig vilje overvandt Richard Oestermann sine lange sætninger og juridiske skrive-stil og blev en anerkendt journalist.
Gennem de sidste 60 år har folk som Harry Truman, David Ben-Gurion og en lang række andre koryfæer ladet sig interviewe af danskeren.
– Og så har jeg samlet Norden, smiler han midt i sin oplistning af journalistiske bedrifter. Ikke som Dronning Margrethe den Første gjorde med Kalmarunionen i 1397. Men ved at forsyne danske, norske og svenske aviser med sine artikler.
Det hele begyndte ved OL i London i 1948, hvor Richard Oestermann dækkede svømmekonkurrencerne for aviser i hele Norden. Artiklerne var de sammen, men indledningerne forskellige, og Oestermann høstede tredobbelt honorar.
– Da vidste jeg, at jeg havde fundet de vises sten, siger han.
Israel er andet end vold
I 1958 var han i Israel for at dække 10 års dagen for staten Israels oprettelse i 1948. Og det besøg gjorde så stærkt et indtryk, at han besluttede sig for at bosætte sig i landet, så snart det lod sig gøre.
Det gjorde det i 1961, og lige siden har han slået sine folder i landet, han elsker næsten ligeså højt som Danmark.
– Det er et pragtfuldt sted at være journalist. Der sker mere i Israel på en enkelt dag, end der sker i Sverige på et helt år, smiler han. – Til gengæld skal man være klar til at holde på sit. Man skal ikke tage et nej for et nej, for så løber de om hjørner med én.
Den slags læres bedst gennem et langt livs erfaring, og måske er det stædighed og vedholdenhed, der har banet vej for Oestermann, hvor ingen andre journalister kom frem.
F.eks. da han som den første og måske eneste nogensinde fik adgang til to unge palæstinensere i et israelsk fængsel. De skulle have været selvmordsbombere, men blev anholdt, inden de nåede at udløse deres dødbringende bagage.
Richard Oestermann betegner historien som sit liv scoop, og derfor er den også med i bogen Hvert Sekund Tæller, som indeholder 32 af hans bedste artikler. Artikler som går bag kulisserne og forsøger at give et mere nuanceret billede af situationen i Israel og Palæstina, end medierne normalt leverer.
– Vi får let det indtryk, at Israel kun er vold. Men Israel er også meget andet, understreger han.
Han retter sig op i stolen, når talen falder på fred mellem israelere og palæstinensere. Jo, han tror på fred, men han ved ikke hvornår.
– Enhver krig slutter på et tidspunkt, siger han og citerer dermed to af interviewpersonerne i hans bog. En 15-årig palæstinensisk selvmordsbomber og den danske nonne Søster Abraham, der til daglig bor i Jerusalem.
– Jeg har lidt fornemmelse af forår. Jeg tror, der er håb om fred, efter at Hamas er kommet til magten i de palæstinensiske områder, siger Oester-mann og forklarer. – Selv om de er rabiate, så har de også et ansvar for en stor befolkning, som er dødtrætte af volden. Hamas vil opdage, at det er for sygt at dræbe sig vej frem, siger Oestermann engageret.
– For sygt! Det kan ikke blive ved.
– Og så vil de anerkende staten Israel. Det bliver en dominoeffekt, der får de øvrige arabiske lande til at følge med, siger han og slår ud med armene, som om han har løst 100 års strid mellem jøder og arabere. Desværre tør han ikke sætte dato på freden.
Konflikten i Israel er også af religiøs karakter, og Richard Oestermann har det godt med religion. Selv om han ikke selv er religiøs.
– Jeg er ud af en meget religiøs familie. Min bedstefar var med i et råd af lærde, og min mor overholdt alle de jødiske skikke. Det gør jeg ikke, men jeg deltager meget gerne ved højtiderne, understreger han.
Når han som journalist navigerer i Mellemøstens religiøse minefelt, bliver de jødiske rødder dog også lagt på hylden. Så er han dansk journalist, ikke jødisk.
Midt i en sætning afbryder han og ser på armbåndsuret. Han skal til ballet i Det Kongelige Teater med sin niece. Tiden er løbet fra ham, og han må fare ud af døren. Hvert sekund tæller.
Læs anmeldelse i næste uge.
