Ender enden?

Forleden dag fik jeg den der fornemmelse af, at der snart ville komme et break i vejen. Et hul, som ikke stoppede. Et hul, der ikke lagde skjul på, at der ikke var mere. Jeg var i det mørke jylland, som af og til minder mystisk meget om ødemarken eller verdens ende. Jeg skulle ind til civilisationen. Altså den anden vej end den, der syntes at ende. Bussen kørte hver anden time, og de biler, jeg normalt kunne have tomlet til, var giga- og maskin-agtige med enorme hjul og en skrækkelig masse gulligt hø i bagagerummet.

Da jeg havde stået der i adskillige kvarterer, kunne man have bildt mig ind, at marker så langt ude har dårlig mave og derfor producerer en så giftig stank. Ja, for andre kunne de ikke skyde skylden på. Der var øde øde øde!!!!

Og her må jeg hellere hoppe ud af skabet og indrømme, at jeg ikke er fra landet. Dog har jeg ”land-minder” fra dengang, da jeg var barn, fordi min bedstemor boede på en gård. Da vi hver sommer besøgte hende, kan jeg huske, at jeg ofte sang

”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Egentlig mest fordi jeg troede, at landet var verdens ende, og at der efter Nordjylland måtte være et seriøst break.

Men da min bus langt om længe dukkede op, så jeg til min forskrækkelse, at den var loadet med ægte mennesker, der alle sniksnakkede højlydt – godt nok på et gebrokkent dansk, men det måtte jo betyde, at der faktisk ikke var lutter hullet deroppe i det allernordligste. At der faktisk lever mennesker, der ikke er blevet markforgiftede. Endnu.

Oplevelsen var lidt dobbelt, for det kunne da have været sejt at have stået ved verdens ende. Lykkeligvis gælder Jesu løfte, uanset hvor jeg er.

Og hvordan der lugter.