OM satser på seniorer
Man forbinder normalt Operation Mission med teenagelejre og unge missionærer, men organisationen vil nu sende grupper af seniorer af sted på korte missionsture.Den internationale missionsorganisation Operation Mission(OM) er kendt for at mobilisere mange unge som missionærer. Nu går de nye veje og satser på aldersgruppen fra halvtreds og opefter.
I begyndelsen af juni rejser OMs koordinator, Sune Brolund til Indien. Her skal han ledsage tre danske teenagere, som skal deltage i en TeenStreet-ungdomslejr.
Men turen har også et andet formål. For organisationen, der er kendt for at uddanne og udsende unge missionærer, er nu også begyndt at sende grupper af seniorer af sted på korte missionsture. Og i forbindelse med turen til Indien skal Sune Brolund berede vejen for det første team fra Danmark.
– Det er første gang i Skandinavien, at OM sender seniorer af sted. Der har været noget tilsvarende i Amerika. Men ikke noget så struktureret som det, vi nu er i gang med, fortæller Sune Brolund.
Han mener, at kristne, der er over halvtreds år kan bidrage med noget andet, end de helt unge missionærer.
– For det første har seniorer en hel del livserfaring med i bagagen, siger Sune Brolund. Og så er der mange seniorer rundt om i kirkerne, der har gået rundt med et kald fra Gud, som er blevet dysset ned af villa, Volvo og vovhund. Men jeg tror på, at Gud aldrig fortryder sit kald og sine nådegaver.
Sune Brolund føler sig bekræftet i, at mobiliseringen af seniorerne er den rigtige vej at gå.
– Vi havde sagt til hinanden, at det første team, vi sender ud til februar skal være på mindst 7 personer. Det har vi allerede. Og det viser mig, at vi har ramt noget rigtigt.
I Indien samarbejder Operation Mission med de lokale kristne, som står over for en stor udfordring. Det kristne arbejde i landet har de senere år været stærkt påvirket af, tusindvis af kasteløse hinduer, der har valgt at blive kristne. Dalitterne, som de også kaldes har ikke tidligere haft adgang til offentlige goder som f.eks. skolegang. Derfor har Evanglisk Alliance i Indien valgt at bygge 1000 uddannelsescentre i landet inden år 2010. Af dem har OM sat som mål at bygge 100, hvoraf 43 allerede står klar.
– De danske seniorer skal hjælpe med at bygge de 57 uddannelsescentre, vi mangler, og de kan gøre en forskel med deres håndværk, fortæller Sune Brolund, der understreger, at der ud over håndværkere særligt er brug for læger, sygeplejersker og andet omsorgspersonale.
Det første team, der rejser i februar skal være tre-fire uger i byen Hyderabad, hvor OM har sit indiske hovedkvarter. På længere sigt er planen, at OM i Danmark permanent vil have teams i Indien, men der er også andre destinationer på bedding.
– Vi har også tænkt på at sende teams til Tadsjikistan i Central-Asien. Vi vil også sende senior-teams ud til vore skibe, hvor de nu end er i verden, siger Sune Brolund.
Han ser blandt andet frem til at kunne sende danske kristne af sted med Logos Hope, en tidligere færøsk færge, der bliver sejlklar fra forået 2007.