Dramatik i kirken

To unge skuespillere turnerer til efteråret med en dramatisering af John Bunyans klassiker ”Pilgrimsvandringen”, som omdanner kirkerummet til en scene for kamp og bevægelse.Kirkedøren åbnes og hamres i med et brag, der får alle i kirken til at vende sig om. Hovedpersonen har gjort sin dramatiske entré, pilgrimmen har lukket døren til det trygge liv, og hans vandring kan begynde.

Jakob la Cour og Peter Vinding, begge 23, har fået professionel instruktion til opførelsen af ”Pilgrimsvandringen”

23-årige Jakob la Cour spiller hovedpersonen, Kristen, som han har været fascineret af, siden han fik læst historien op som barn.
– Jeg var fascineret af eventyret og de spændende oplevelser, pilgrimmen havde på sin rejse. Det var oplagt for mig at omsætte dem til teater, for jeg har savnet, at kirken i højere grad tør beskæftige sig med det kreative, siger Jakob la Cour.

Forkyndelse gennem dramatik

Jakob la Cour fandt en præst, der var med på idéen om at få teater i kirken. Niels Nymann Eriksen er sognepræst i Apostelkirken i København, og han deler både Jakobs fascination af Bunyan og ønsket om at åbne kirken for andre udtryk.
– Søndagshøjmessen sender på en frekvens, som mange i dag ikke kan modtage på, fordi ordene mangler kød og blod. Med ”Pilgrimsvandringen” søger vi at sende det samme budskab på en anden frekvens, hvor ordene bæres af handlinger, siger Niels Nymann Eriksen, som har skrevet manuskriptet til forestillingen.
”Pilgrimsvandringen” havde premiere i Apostelkirken på Kulturnatten i oktober 2005 og er siden opført i flere kirker og missionshuse. I september og oktober kan stykket bestilles til opførelse over hele landet.

Bundet af livets forspildte muligheder

John Bunyan skrev ”Pilgrimsvandringen” for mere end 300 år siden, og i den nye dramatisering har Niels Nymann Eriksen valgt at lade historien udfolde sig i et moderne univers.
– For Bunyan var hovedpersonen Kristen en mand, der var tynget af sin synd og skyld og søgte at finde en nå­dig Gud. I vores version er han et menneske, som tynges af bevidstheden om sit livs forspildte muligheder og søger genoprettelse. I vores tid er den enkelte gjort til sit eget livs redaktør, og på den måde bliver man sit eget livs skaber, fortæller Niels Nymann Eriksen.
Det er den tanke, som hovedpersonen opdager, at han er fanget af – og som han møjsommeligt bliver løst fra. Undervejs opdager han, at han ikke vil give slip på sit livs forspildte muligheder. Han har et billede af sig selv, som han gerne ville have været, og det billede vil han ikke opgive.
– Det er den kristne fortælling om livet som en rejse fra undergang mod genopstandelse, som jeg har forsøgt at gengive i en moderne, dramatisk form, siger han.

Professionelle rammer

Stykket spilles af to unge skuespilleraspiranter, der har fået professionel instruktion af skuespiller Mikkel Rosenberg. Han startede i 2000 Ordets Teater for at hæve niveauet på kristent teater op fra det amatøragtige.
– Det er berettiget, at teater om Gud og kristendom laves professionelt, mener Mikkel Rosenberg. Han skabte professionelle rammer om prøverne til ”Pilgrimsvandringen” og er stolt af den forestilling, der er kommet ud af et hårdt arbejde med to unge skuespilleraspiranter.

Har fået bønnen tilbage

Pilgrimmen møder undervejs Hr. Verdensklog og flere andre typer, som spilles af Peter Vinding, der gennem arbejdet med ”Pilgrimsvandringen” har lært at bede til Gud igen.
– Det har gjort mig mindre bange for at sige, at jeg tror på Gud, og at der er nogen, der kan hjælpe mig. Jeg følte også, at jeg havde Gud med, da jeg søgte ind på skuespillerskolen i foråret, fortæller 23-årige Peter. Han gik som barn i katolsk folkeskole, hvor der var morgenbøn hver dag, men har ikke praktiseret det siden skoletiden.