Purpur i Guds Plan

Den første europæiske kristne var en kvinde! Purpurhandlersken farvede ikke blot stoffer, men også manges liv. Endnu den dag i dag er hun til inspiration: Gud skriver historie med kvinder.Sådan omtrent kan det være gået for sig en ganske almindelig weekend i Filippi.

Lydia kunne ikke ane, at hendes liv den dag skulle tage en overraskende vending. Og at det europæiske kontinent samtidig trådte ind i en ny epoke.
For dér ved floden fortalte apostlen Paulus for første gang på europæisk grund om Guds kærlighed. Der gik hans ord direkte ind i Lydias søgende hjerte. Og der blev purpurhandlersken Europas første kristne kvinde.
En af Paulus’ medarbejdere fortæller: ”På sabbatten gik vi ud gennem byporten og langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus. Dér satte vi os og talte med de kvinder, der var forsamlet. Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus’ ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig. Da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os: Hvis I anser mig for at være tro mod Herren, så kom ind i mit hus og bliv dér. Hun nødte os til det” (Apostlenes Gerninger 16,13-15).
Den første i Europa, som kom til tro på Jesus, var en kvinde! Bundet op i hverdagens forskellige krav som enhver anden kvinde. Og dog en kvinde, som Gud skrev historie med. Hendes liv fik uanet betydning.
Længes du efter et liv, som gør en forskel? Vil du gerne efterlade dig et spor af velsignelsen? Dit liv kan brede sig som ringe i vandet. For ingen lever for sig selv, alle kan være med til at give liv til dem, de omgiver sig med.
Af Lydia kan vi lære, hvad der skal til, for at vores liv kan få betydning.

Lydia var uden tvivl en dygtig forretningskvinde. Hun kunne nok ikke klage over mangel på beskæftigelse. Som ene kvinde stod hun for forretningen, førte tilsyn med ansatte, plejede forretningsforbindelser…
Hvor ville det have været let for hende at overdøve sin længsel efter Gud og nøjes med de daglige gøremål: En forretningsmiddag med en stor kunde, en irettesættende samtale med en ansat og så de evindelige regnskaber. Alt sammen ting, der skal gøres.
Alligevel lykkes det Lydia ikke at lade sig opsluge af hverdagens pligter.
På et tidspunkt må hun have truffet en klog beslutning: ”Det, der er vigtigt for mig, vil jeg finde tid til.” Og vigtigt var det for hende at mødes med andre kvinder til bøn.
Hverken dengang eller i dag gav børn og erhvervsarbejde kvinder meget frirum. Men at tage sig tid til at mødes med Gud vil præge vores liv for altid.

Egentlig havde Paulus overhovedet ikke planlagt at tage til Grækenland – til sin anden missionsrejse havde han overvejet rejsemål, som lå langt borte fra Filippi. Gud måtte gøre Paulus ret så kraftigt opmærksom på, at han havde andre planer for ham!
To gange ’forbyder Helligånden’ Paulus at vælge en bestemt retning. Så viser en mand sig endda for ham i en drøm og beder ham om at sejle over til Nordgrækenland.
Hvorfor al denne ståhej for at ændre apostlens rejseplaner? Fordi det lå Gud på sinde at nå Europa med nyheden om Jesus Kristus – og samtidig nå en helt speciel kvinde! Han så, at Lydia søgte den levende Gud.
Bibelen fortæller om Lydias længsel ved at beskrive hende som gudfrygtig. Sådan betegnede man mennesker, som ikke var jøder, men som bevidst søgte jødernes Gud.
Selv i dag vil Gud lede mennesker, som er søgende, hen til sig. Han overser ingen og vil lede på den måde, han finder nødvendig for at nå enhver med sin kærlighed.
Gennem Lydia vil han sætte mod i alle kvinder til ikke at overhøre deres hjertes skrig. For Gud tager deres længsel alvorligt.

Da Paulus fortæller kvinderne ved floden om Jesus Kristus, er Lydias afgørende time kommet. Den selv samme Gud, som har tændt længslen i hende, ”åbner sit hjerte for hende”.
Som en tørstende i ørkenen må Lydia have suget apostlens ord til sig. Nu hører hun budskabet om Jesu død og opstandelse. Nu står det hende klart, at hun frem for alt har brug for én ting: syndernes tilgivelse. Nu vil hun følge dette menneske, som har givet sit liv for hende.
I dåben betror hun sit liv til Jesus Kristus. Og dér får hendes liv en betydning, som rækker ud over den jordiske verden: Hun får en plads i evigheden.
Også i dag giver Gud alle kvinder det forrygende tilbud, at de kan få et nyt liv i Jesus Kristus. Den, der siger ja til det, vil ikke blive glemt.
Formodentlig er Lydias hjerte så fyldt med dette budskab, at hun straks fortæller sine ansatte om Jesus Kristus. For de lader sig også døbe.
Når en kvinde gribes af Guds kærlighed, breder det sig som ringe i vandet.
Paulus kan ikke komme til alle kvinder, men enhver kan blive en Pauline – en kvinde, som giver det bedste, hun selv har modtaget fra Gud, videre til andre.

Næppe er Lydia kommet til tro, før hendes tro bliver praktisk: Hun stiller alt, hvad hun ejer, og al sin tid til Guds disposition. Ikke blot tager hun imod Paulus og hans team, også den nye menighed mødes i hendes hus (ApG. 16,40).
Lydia bliver et forbillede på gæstfrihed og gavmildhed. Ganske vist ville Paulus ikke tage imod materiel hjælp til sit arbejde. Men der var én undtagelse. Han skriver:
”I ved jo også selv, filippere, at i evangeliets første tid, da jeg drog bort fra Makedonien, var der ingen anden menighed end jer, der stod sammen med mig om udgifter og indtægter” (Fil. 4,15).
Hvordan blev det bånd sluttet? Kan det være Lydias rundhåndethed, som virkede smittende? Naturligvis kunne ikke alle give det, forretningskvinden Lydia gav. Men gavmildhed har mange ansigter. Den viser sig der, hvor et menneske giver det, han formår. Penge. Tid til at lytte. Tålmodighed med andres svage sider.
Når en kvinde af et åbent hjerte giver det, Gud har lagt i hendes hænder, kan der opstå en stemning af gavmildhed omkring hende.
Det fører med sig, at Guds planer med denne verden ikke bremses af mangel på økonomisk eller åndelig støtte, men uhindret kommer til udfoldelse.

Til forskel fra Lydia vil de fleste kvinder ikke indgå i den del af kirkehistorien, som er nedskrevet i lærebøger og læres på universiteter.
Men der findes en anden ”kirkehistorie”: Gud glemmer ikke det, kvinder udvirker med de midler, de har til rådighed. Hver kvinde skriver med sit liv et personligt kapitel i Guds kirkehistoriebog. Engang i evigheden bliver denne bog åbnet. Så vil det åbenbares for alle, hvor stor en indvirkning de havde.
Gennem Lydia siger Gud til alle kvinder: ”Jeg kender dit hjertes længsel. Det er mig magtpåliggende, at mit gode budskab når dig. Du har en uerstattelig plads i min fortælling med denne verden.
Lad dine hænder fylde af mig, for at du gavmildt kan give det videre. Det, der kun forekommer dig at være et ”lille beløb”, kan ændre meget – i dit liv, i din familie og dine venners liv, i din by eller på et helt kontinent.
Dit liv har for mig en enestående, uerstattelig betydning. Kom og følg mig.”
Sabine Bockel i ”Lydia”