Stor tværkirkelig konference for børnemedarbejdere

Til efteråret samles op til 500 børnemedarbejdere til konference om børn. Den 22.-24. september i år inviterer otte børne – og ungdomsorganisationer til en storstilet konference for børnemedarbejdere på Rosengårdsskolen i Odense.

Larry Fowler er leder af en international organisation, hvis programmer bruges i 15.000 kirker verden over. Til efteråret besøger han tværkirkelig børnekonference i Odense

Arrangørgruppen regner med, at der kommer op til 500 deltagere til weekenden, der byder på 45 workshops og fællessamlinger med danske og udenlandske talere. Det er f.eks. Larry Fowler, Chicago, og Andy Back, England. Larry Fowler er leder af Awana-klubberne, der er en international organisation, hvis programmer bruges i 15.000 kirker verden over. Andy Back er en populær underviser ved børnekonferencer og træningsdage i England og forfatter til flere bøger om børn.
– Der vil være masser af inspiration, opmuntring og udfordring at hente for både den unge, den erfarne og den ledende medarbejder, uanset hvilket slags børnearbejde man deltager i, siger Marianne Riis, børnepræst i Pinsekirken i Kulturcentret i København, som er med i arrangørgruppen, der er tværkirkelig.
– Vi har en opgave, som vi er sammen om på tværs af landet og kirkeskel – at Jesus og børn i dagens Danmark knyttes sammen, så han får lov at præge endnu flere af den opvoksende generation med sin kærlighed, siger Marianne Riis, der mener, at kirkerne har pligt til at have et relevant og spændende tilbud til børn og unge.

Skabe et åndeligt
hjem for børn

– En kirke uden børnearbejde er en døende kirke, for børnene er den største enkeltfaktor til vækst i menigheden, siger børnepræst Marianne Riis

– En kirke uden børnearbejde er en døende kirke, for børnene er den største enkeltfaktor til vækst i menigheden. Desuden er kirken altid kun én generation fra at uddø. Vi lever ikke længere i en tid og i en kultur med pligt og regler, men snarere i en tid styret af lyst og mange valg. Børnene skal vide, at de har et åndeligt hjem, som bekymrer sig for deres velfærd og trivsel. Hvis børnene trives, så trives hele familien, og det trækker nye familier til. På den måde er børnearbejde med til at generere vækst i den enkelte kirke.
– Børn i dag oplever også mange opbrud og forskelligt sammensatte familier. Hvis ikke i deres egen familie, så hos venner og skolekammerater. Desuden er verden blevet mindre, så børnene bombarderes med mange ting via nettet, tv og magasiner – både af godt og skidt.
– Derfor er det særlig vigtigt, at børnene forstår, at de har en far i himmelen, der elsker dem og aldrig vil svigte dem. At de er værdifulde, netop som de er, og at der findes absolutter her i livet, som de trygt kan bygge deres liv på.
– Og så skal man ikke glemme, at missionsbefalingen også handler om at nå børn, siger Marianne Riis.

Workshop-spor

Der bliver seks workshop-spor på konferencen med emnerne Åndeligt liv, Lederskab, For unge børnemedarbejdere, Omsorgsarbejde, Kreative Workshops, Musik og Aktiviteter og materialer.
Arrangørgruppen er børne- og ungdomsorganisationer fra Apostolsk Kirke, Baptisterne, Dansk Oase, Evangelisk Børnemission, Frelsens Hærs, Metodistkirken, Missionsforbundet og Pinsekirkerne.