Actionhelten mødte sin overmand
Skuespilleren og karateeksperten Chuck Norris fortæller i en ny bog åbent om sin vej fra splejset skilsmissebarn til filmstjerne i Hollywood. Men også om hvordan han mødte Gud.Actionhelten Chuch Norris revolver og næve har slukket lyset for hundredvis af Hollywood-skurke gennem skuespilleren og kampsportsekspertens karriere på filmlærredet. 24 spillefilm har han medvirket i, og dertil kommer hele otte sæsoner af tv-serien Walker, Texas Ranger, der er gået verden over.
Carlos Ray Norris Jr alias Chuck Norris kom til verden den 10. marts 1940 i staten Oklahoma som den ældste af tre brødre.
Hans far var dybt alkoholiseret, og det smittede af på sønnens selvværd. Han blev umådelig genert, fungerede dårligt socialt og i skolen, og han havde svært ved at færdiggøre noget som helst, han var begyndt på. Desuden var han en splejs, som ikke indgød megen respekt hos jævnaldrende.
Da Chuck var 12 år, blev forældrene skilt, og alle sønnerne flyttede med moderen til Californien, hvor Churck måtte hjælpe med at tage sig af de to yngre brødre.
Problemerne med at få venner blev ikke bedre af, at Chuck i løbet af sine første 15 leveår flyttede hele 16 gange.
Chuck Norris fortæller om sin mor, at hun elskede Jesus af hele sit hjerte, og at hun gang på gang trøstede ham med, at Gud havde store planer med ham.
Og den unge Chuck var trods sin vanskelige opvækst så nysgerrig, at han ville finde ud af, hvilke planer moderen talte om. Som 18-årig giftede han sig med high school-kæresten Diane, et ægteskab, som holdt i 30 år indtil 1988, hvor de blev skilt.

