Aida og Anne Marie fandt melodien

Iranske Aida og danske Anne Marie ledte lovsangen for den flerkulturelle forsamling på Church of Love´s missions­konference på efterskolen Kildevæld i Kolding.Iranske og danske toner flyder på skift ud fra scenen, når Aida og Anne Marie leder lovsang sammen.

Aida og Anne Marie glæder sig over deres samarbejde på missionskonferencen

Foran dem står en flerkulturel forsamling bestående af folk med iransk og dansk baggrund.
Aida og Anne Marie har ansvaret for, at alle bliver integreret i den fælles sang.
”Gammeldanskerne” får lov at opleve integrationens udfordringer, når der er fællessang på persisk. Det får hurtigt smil til at stryge ind over danskernes syngende læber, når de forsøger at følge med deres nydanske venner.

Anne Marie er 26 år, dansker og opvokset i en kristen familie. Hun er for nylig gået ind i en lovsangstjeneste i Church of Love i Odense.
– Lovsangen er livlig, siger Anne Marie. – Det er iransk stil. Det er fantastisk, at de ikke bare har taget nogle engelske lovsange. De holder sig virkelig til deres egen stil. Det er meget ægte. Det kommer fra deres hjerte og jeg kobler mig bare på. Det er lidt svært for mig at spille på guitar til alle de sjove rytmer, men jeg lader mig bare rive med og kan ikke stå stille, griner Anne Marie.

Aida er 20 år og født i Iran. Hun bor til daglig i Haderslev. For tre år siden kom hun sammen med familien til Danmark og fandt kort tid efter frem til den iranske kirke i Danmark.
På det tidspunkt var Aida allerede kommet til tro på Jesus. Det skete, da hun var tretten år, hvor familien boede i en kortere tid i Tyrkiet. Her mødte de nogle iranere, der inviterede dem med i kirke.
I dag tjener Aida i Church of Love med børne- og teenage arbejde og lovsang.
– Jeg elsker de danske lovsange. Vi havde to med i sidste møde. Bagefter kom en dansk kvinde hen til mig og sagde, at hun var rigtig glad for at høre, at jeg kunne synge danske lovsange. Det er jeg også glad for. Jeg synes, vi har nogle rigtige gode lovsange. Jeg elsker dem. Når jeg synger dem, er det for mig, ligesom når jeg synger iranske lovsange, siger Aida.

– Når jeg leder lovsang, ville jeg være handicappet uden Aida, for så kunne jeg kun tale og synge til halvdelen af forsamlingen, siger Anne Marie.
– Jeg har brug for Aida. Jeg kan måske første vers på en iransk sang, så gør jeg tegn til hende om, at nu må hun lede resten, og så kører hun bare videre, siger Anne Marie.
– Ja, det er godt, når vi leder lovsang sammen, fordi alle kan være med. Vi er alle Guds børn, det er lige meget, om vi snakker dansk eller persisk. Vi har haft et rigtig godt samarbejde indtil nu, og vi kan sagtens stole på hinanden, siger Aida.

Aida er opvokset under muslimske forhold i Iran. Da Aida var tretten år, begyndte hun som nævnt at komme i en kristen kirke i Tyrkiet. Her oplevede hun rent fysisk Guds kærlighed, da nogen fra kirken bad for hende.
– Den dag, da de bad for mig, kunne jeg mærke, at der kom en kraft fra mit hoved, og den gik gennem hele min krop. Jeg begyndte bare at græde og græde. Jeg kunne ikke lade være. Jeg kunne mærke Jesus. Jeg kunne mærke mit hjerte forandre sig.
Indtil da havde jeg været træt af verden og livet og stolede ikke på noget som helst. Men den dag ændrede mit liv sig. Gud mødte mig, og efter et år blev jeg døbt, fortæller Aida.

Anne Marie er glad for sin beslutning om at arbejde sammen med Church of Love.
– Jeg vil bare så gerne være med til at tjene sammen med jer, siger Anne Marie til Aida.
– Jeg er egentlig ligeglad med, om jeg får lov til at spille guitar. Om jeg så skulle gå og støvsuge, ville jeg også gerne gøre det. Bare det at få lov til at være med på lige fod med nydanskerne. Det gør, at jeg føler, ja nu er vi et, siger Anne Marie.
– Det er rart at tænke på, at vi er i familie. Det er min bror, og det er min søster. Og hvis man begynder at tro på det, så begynder man også at få en frimodighed til at turde sætte sig ved siden af nogle nye mennesker og spørge ”hej hvad hedder du” eller ”hvad laver du”. Vi er jo i samme båd på en eller anden måde. Det gør det lidt lettere at tage det første skridt, Anne Marie.
– Iranerne er meget sociale og familiære. Det er en god ting for os danskere at lære lidt mere af. Ensomhed er jo den største folkesygdom i Danmark. Der har vi jo noget at lære af jer. Hvordan I tager jer af hinanden. Lige fra de helt gamle til de mindste små. Som familie og kirke tager I hånd om hinanden. Det er fedt at se, og vi har brug for som danskere at være lidt mere åbne, siger Anne Marie.

– Jeg synes, det gode ved danskerne er, at når de siger, at de er sammen, så er de sammen. De holder virkelig af hinanden. For eksempel med Muhammed tegningerne. I Danmark var næsten alle mennesker meget kede af det. Mange danskere samlede sig og sagde: Vi vil sige undskyld. Selv om de ikke selv havde gjort noget forkert, Aida
– Nogen gange er vi iranere ikke rigtig sammen. Vi siger, vi holder af hinanden, men når det kommer til virkeligheden, så glipper det nogle gange. Jeg synes, det er godt, at danskerne står bag ved hinanden, siger Aida.

Anne Marie nævner et godt eksempel på, hvor familiære iranerne er:
– En fra menigheden har inviteret os alle sammen på aftensmad. Og så kommer jeg med hjem og sidder i en iransk stue. Nogen sidder på gulvet, og man føler det, som om man er i et helt andet land. Jeg føler mig virkelig som en del af familien. Når vi sidder og snakker, er der altid en, der snakker med mig og sørger for, at jeg føler mig godt tilpas. Det er fantastisk dejligt. Så oplever man hele den der iranske kultur. Så står der et kæmpe bord med bunker af ris og bunker af mad og kage og te og kaffe. Det hele, siger Anne Marie.
– Ja, det er altid festlig mad. Vi prøver at lave det bedste, smiler Aida.