Læger anerkender mirakler
Over 500 læger fra 26 lande er enige om, at der er videnskabeligt bevis for guddommelig helbredelse. På en konference på Filippinerne beskrev lægerne en efter en konkrete tilfælde af mirakler og fremkom med dokumenterede beviser herfor.
Under mødet, som fandt sted i Grand Convention Center i Cebu City den 1.-2. juni 2006, fremlagde lægerne deres optegnelser over helbredelser. Konferencen var arrangeret af World Christian Doctors Network, WCDN (Netværket af kristne læger i verden), stiftet af dr. Jaerock Lee, præst for en menighed på 94.000 i Seoul, Sydkorea.
– WCDN er en international kristen lægeorganisation, som ikke blot behandler påtrængende spørgsmål inden for den kristne lægeverden i dag, men også er den første af sin slags, som objektivt undersøger tilfælde af helbredelse ved Guds kraft, siger en talsmand.
Konferencen byggede på Gud som helbrederen og var forum for udveksling af noter om tilfælde af guddommelig helbredelse gennem bøn.
sygdomme
Efter et indlæg ved formanden for WCDN, Dr. Joonha Hwang, blev der fremlagt medicinske data til at understøtte påstandene.
Nyhedsbladet ASSIST News skriver, at der blev foretaget en grundig gennemgang af beviser for helbredelse af mavekræft, hjerneblødning, lammelser, brystkræft, barnløshed, brandsår i ansigtet, tennisalbue, skrumpelever og andre uhelbredelige sygdomme.
– Efter hver fremlægning havde lægerne mulighed for at stille spørgsmål og høre svar fra fremlæggerne, tilføjer WCDN talsmanden.
Blandt de delegerede var der en dansk læge, som sagde, at hvis der kunne afholdes en lignende lægekonference i Nordeuropa, ville mange intellektuelle acceptere Guds kraft.
Der var hilsen til konferencen fra den filippinske præsident Gloria Macapagal-Arroyo og fra landets sundhedsminister Francisco T. Dugue III.