Vagtsomme øjne

Man går vagtsomt – hernede i havnebyen Douala i Afrika. Samtidig med, at man forsøger at se sikker og ligeglad ud. Et blegansigt tiltrækker svindlere og tyveknægte.Går man og ser spørgende ud, bliver man straks kontaktet af sælgere af jordnødder eller barbersprit eller solbriller, landkort, mobiltelefoner… Hov, hvor er min? Der. Godt! Og pungen? Der. Godt. Højre hånd klamrer sig fast til en bærbar, fordi man absolut skal hen på internet caféen – men det er der ingen, der må se, så den er pakket ind i en gammel plastikpose. Hvis nu…
Man er altid på vagt. Går i hurtigt tempo, så der ikke er nogen bagved. Går ikke ind i blinde gyder, hvor man ikke kan komme væk. Står ikke og vifter med penge.
Man skal også kigge på fortovet, specielt i mørke, for jævnligt mangler der en stor betonflise, så man risikerer at styrte to meter ned i kloakken.
Og så skal man have øjenkontakt med bilister og knallerter, som suser omkring en. Hvis man venter med at krydse vejen, til der er fri bane, kan man vente til midt på natten. Man må bane sig vej imellem dem. Og ikke løbe! Bevare roen. Det glemte jeg engang, da jeg i panik løb over en vej og knaldede panden lige ind i en reklame-metalkasse i pandehøjde. Da jeg igen fik styr på mine sanser og som en zoombi ravede rundt efter et apotek med hovedpinepiller, løb blodet ned i panden. Da holdt folk sig på afstand af blegansigtet.
Der var ikke nogen til at tjekke, om jeg fik en hjernerystelse. Men måske er det derfor, at… øh, at… det der med at… glemme? Eller koncentrations… øh, evnen.
Hvide turister går ofte med solbriller, så de kan holde øje med skumle typer, uden at man kan se, hvor bange de er. Stoler ikke på nogen. Men solbriller gør dig også anonym. Så anses man måske bare for en arrogant, rig hvid, der ligefrem indbyder til at blive snydt og overfaldet.
Jeg viser dem hellere mine hjælpeløse blå øjne. For så møder man trods alt gode og ærlige mennesker i storbyjunglen, så man ikke bliver snydt alt for meget.
Og englene er der jo også.