Om Jesu bror – Jakob den Retfærdige

Ud fra Bibelen og gamle historiske skrifter tegner kronikkens forfatter et billede af Jesu halvbror Jakob som en populær og respekteret leder, en ydmyg forbeder, et frygtløst vidne og til sidst martyr.Hvem var Jakob, Jesu bror, og søn af Josef?

Af Aril Edvardsen
International evangelist.
Grundlægger af Sarons Dal, Norge, samt bibelskole, satellitkanal, Indfødte Evangelister m.m.

Bibelen fortæller, at Jesus blev født af Maria ved Helligånden, mens hun var jomfru. (Matt. 1:18).
Men efter Jesu fødsel giftede Josef og Maria sig og fik flere sønner og døtre, som var Jesu ”halvsøskende”. Vi læser første gang om dem, da Jesus virkede i hjembyen Nazaret, og folk dér blev forargede på ham og sagde: ”Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Josef og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os” (Mark. 6:1-3).

Senere læser vi, at Jesus efter opstandelsen ”blev set af Jakob” (1.Kor. 15:7). Derefter læser vi, at Paulus under sit første besøg i Jerusalem som en Jesu discipel, ca. år 35, kalder Jakob og Kefas (Peter) og Johannes for menighedens ”søjler” (Gal. 1:19 og 2:9).
Derefter læser vi flere ganger om Jakob, Jesu bror, som en vigtig leder i menigheden i Jerusalem, hvor han bl.a. optræder som leder af det store apostelmøde og den første missionskonference i Jerusalem i år 49 (Ap.G. 5:6-22).
I Apostlenes Gerninger kan vi følge Jakob, Jesu bror, som leder i menigheden i Jerusalem fra år 35, da Paulus besøgte menigheden, og videre til ca. år 44 (Ap.G. 12:7) lige før kong Herodes Agrippa I’s død til Paulus’ arrestation i Jerusalem i pinsehøjtiden i år 57. (Ap.G. 20:16 og 21:17-18). Da var Antonius Felix landshøvding (52-59). Efter Felix blev Porkius Festus landshøvding fra år 59-62. (Ap.G. 24:27). Lige før Festus døde i år 62, blev Annas II Ben Annas indsat som ypperstepræst.

Annas II hadede Jakob, Jesu bror, som nu var populær, ikke kun i Jerusalems menighed, men også blandt mange af jøderne, som kaldte ham for Jakob den Retfærdige.
Da Lucceius Albinus blev udnævnt til landshøvding i Judæa (62-64), men før han nåede frem til Jerusalem fra Alex­andria i Egypten, kaldte Annas II Det høje Råd ulovligt sammen, uden romernes tilladelse, og dømte Jakob, Jesu bror, til dø­den. Jakob blev myrdet på ypperste­præstens befaling.
Historieskriveren Josefus fortæller i sit værk ”Jødernes historie”, kapitel 9, s.197-203 om dette:
”Annas II mente nu, at han havde sin anledning, når Festus netop var død, og Albinus endnu ikke var ankommet. Han sammenkaldte derfor hele Sanhedrin og frem­­­­­­­stillede Jakob, bror til Jesus, som kaldtes Kristus ”Messias”, for Det høje Råd, sammen med andre. Han anklagede dem for at have brudt Moseloven, og dømte dem til stening.
Men alle i byen, som blev regnet for de klogeste, og som havde den største respekt for lov og ret, blev tynget af sorg over det. Derfor sendte de i hemmelighed ”sendebud” til kongen (Agrippa II 48/53 – ca. 100) og bad ham om at beordre Annas II til at stoppe med ”forfølgelse” af de Jesus troende. For han havde handlet ulovligt fra begyndelsen.
Nogle af dem drog også til Albinus, som var på vej fra Alexandria, og informerede ham om, at Annas II ingen ret havde til at sammenkalde Det høje Råd uden hans godkendelse.
Albinus var enig i det, de fortalte, og skrev rasende til Annas II og truede ham med straf for, hvad han havde gjort. Som følge af dette tog kong Agrippa II straks yp­per­ste­­præstembedet fra Annas II, som kun varede i 3 måneder, og Jesus Ben Damneus blev indsat som ypperstepræst i hans sted”. Så langt Josefus.

I 2003 vakte det stor opmærksomhed, at en stenkiste med knogler af ”Jakob, Jesu bror”, blev fundet. Det undersøges fortsat, om påskriften er fra samme tid som kisten (63 e.Kr.)

Den store kirkehistoriker Eusebius Pamphilus (265-339) omtaler også Annas II’s mord på Jakob, Jesu bror, i sit store kirkehistoriske værk. Eusebius bygger sine informationer på Josefus og delvis på Klemens, som sammen med apostelen Peter havde skrevet brev til Jakob, Jesu bror. Dette er sikkert den Klemens, som omtales af Paulus i brevet til Filipperne 4:3, og som senere blev biskop i Rom (ca. år 90-100).
Men hovedsagelig bygger Eusebius på den jødiske Jesus-troende forfatter Hegesippus, som levede under kejser Hadrians tid (117-138) og skrev om Jakobs martyrium i sin femte bog af ”Erindringer”.

Eusebius skriver bl.a. om mordet på Jakob, Jesu bror: ”Men efter at Paulus havde appelleret til Cæsar og var blevet sendt til Rom af ”landshøvdingen” Festus, blev jøderne frustrerede over, at han var sluppet fra deres snarer, som de havde lavet for ham. De vendte sig derfor mod Jakob, Herrens bror, som var biskop i Jerusalem, indsat af apost­lene”.
Eusebius citerer hele Josefus’ beretning om Annas II’ og Det høje Råds mord på Jakob. Men han har også en lang beskrivelse af Jakobs martyrium bygget på Klemens og Hege­sippus’ skrifter, som jeg her citerer fra:
”Angående Jakobs død, så har Klemens allerede skrevet om, hvordan han blev kastet ud fra Templets tårn og blev tævet ihjel.”

Også Hege­sippus, som levede omkring apostlenes tid, giver følgende detaljerede beskrivelse i den femte bog af sine ”Erindringer”:
”Jakob, Herrens bror, blev af alle helt fra Herrens dage kaldt Jakob den Retfærdige, fordi mange på den tid hed Jakob. Han havde været leder af menigheden i Jerusalem sammen med apostlene, helt til nu.
Den­ne apostel havde været indviet som naziræer helt fra sin moders liv. Han drak aldrig vin eller stærke drikke og afstod fra kød. Han brugte aldrig ragekniv til sit ansigt, han salvede aldrig sit hoved, og han badede aldrig i de romerske offentlige badeanstalter.
Han alene fik lov til at gå ind i helligdommen, og han gik aldrig i tøj af uld, men gik i lindeklæder. Han havde for vane at gå ind i Templet alene, der fandt man ham ofte liggende på sine knæ i forbøn om tilgivelse for folkets synder. Derfor blev hans knæ hårde som kamelskind, fordi han ofte knælede i bøn for Guds åsyn. Og det var den virkelige grund til at han blev kaldt Retfærdig ”Zadik” og ”Oblias”, som symboliserer retfærdighed og beskyttelse for folket, sådan som profeter havde profeteret om ham.

Men nogle af de syv ”jødiske” sekter, som jeg har omtalt i mine ”Erindringer”, spurgte ham om, hvad ”Døren til Jesus” betød. Da svarede han: ”Han er Frelseren!” Dette førte til, at man­ge troede på Jesus som Messias.
Men de, som ledte de sekter, som jeg har omtalt, troede hverken på opstandelsen eller på, at Jesus skal komme tilbage og dømme enhver efter sin ger­­­­­­­­ning. Alligevel var der mange, som troede på grund af Jakob — også mange af jødernes ledere. Derfor opstod der stor modstand og uro blandt jødernes skriftkloge og blandt farisæerne, som så, at der var en stor fare for, at folket skulle indse, at Jesus er Messias.
De samlede sig derfor og sagde til Jakob: ”Vi bønfalder dig om at korrigere folket, som nu vildledes til at følge Jesus, som om han var Messias. Vi beder dig om at give folket, som nu kommer til påskefesten, det rette syn på Jesus, for vi stoler alle på dig. For vi, og alle andre, giver dig det vidnesbyrd, at du er retfærdig og ikke gør forskel på folk. Overtal folket til ikke at blive vildledte af Jesus. Stig derfor op på Templets tårn, så du står højt oppe, så dine ord kan høres af hele folket, for alle er nu samlet til påskehøjtiden, end­og nogle af hedningerne!”

De ledende skriftkloge og farisæere placerede derfor Jakob på Templets tårn og råbte til ham: ”Du retfærdige mand, som vi alle bør tro på, fordi folket er blevet vildledt, siden Jesus blev korsfæstet. Fortæl os, hvad der er døren til Jesus, ham som blev korsfæstet!”
Da svarede Jakob med høj røst: ”Hvorfor spørger I mig om Menneskesønnen? Han sidder nu i himmelen ved Guds højre hånd, hvorfra han skal komme tilbage i himmelens skyer.”
Mange, som hørte hans stadfæstelse, priste sig lykkelig over Jakobs vidnesbyrd og råbte: ”Hosianna, Davids søn!”
Da sagde præsterne og farisæerne til hinanden: ”Vi har gjort en fejl ved at give Jesus sådan et vidnesbyrd. Lad os gå op og kaste Jakob ned, så folket af frygt ikke længere tror på ham”. Og de råbte: ”Åh, åh, endog Zadik ”Den retfærdige” er faret vild”, og de opfyldte Esajas ord (57,1): ”Den retfærdige omkommer, fromme mænd bliver rykket bort, før ulykken kommer”.

De gik da op og kastede den retfærdige mand ned og sagde til hinanden: ”Lad os stene Jakob den Retfærdige!” Og de begyndte at stene ham, fordi han ikke blev dræbt i faldet. Men Jakob vendte sig om og knælede og sagde: ”Jeg beder dig Herre Gud og Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.
Men de forsatte med at stene ham, indtil en af præsterne af rekabitternes æt, som Jeremias talte om, råbte og sagde: ”Stands! Hvad er det med jer? Ser I ikke, at den retfærdige beder for jer!”
Men en af dem, en garver, knuste hjernen på Jakob den Retfærdige med en kølle som han brugte til at banke vasketøjet med.
Sådan led Jakob martyrdøden, og de begravede ham samme dag. Hans gravsten står i nærheden af Templet. Han var et trofast vidne, både for jøder og grækere, om at Jesus er Messias.
Og ikke længe efter invaderede general Vespasian landet og indtog Judæa.
”Sådan var det grundige og udførlige vidnesbyrd om Jakob fra Hegesippus, som stemmer helt med Klemens beretning”, skriver historikeren Eusebius og siger: ”Jakob var altså en så højagtet mand for sin retfærdighed, at der til og med blandt de lærde jøder fremstod den opfattelse, at belejringen af Jerusalem, som begyndte lige efter, skete på grund af den forbrydelse, som jødernes ledere havde begået mod ham.” Så langt historikeren Euse­bius.