Over tusind med til 42 dage om livet
Kirken i Kulturcentret har 170 grupper i gang med at tale om, hvordan man får livet til at hænge sammen.Fra den 3. september og frem til den 14. oktober deltager over 1000 mennesker i Kirken i Kulturcentret i København i et 42 dages forløb, hvor de læser bogen Livet er en gave.
Det sker som oplæg til en dialog om deres eget liv i 170 grupper i ugens løb.
Hver søndag tager Jarle Tangstad ugens emne op i gudstjenesterne i kirken. Og disse sendes ud på KKR/TV hver søndag aften kl. 20, og genudsendes næste søndag formiddag.
Bogen udgør sammen med andet undervisningsmateriale et dansk modstykke til Rick Warrens bog Det målrettede liv, der er udkommet i over 30 millioner eksemplarer.
– Der er ikke noget i vejen med den bog. Det er jo en gave til menighederne, som vi også har brugt her i kirken.
Men det er en vision, vi har haft gennem flere år, at formulere enkelt og relevant i en dansk sekulær kontekst, hvad det er, vi tror på, siger Jarle Tangstad.
Merete og Jarle Tangstad har skrevet en dansk pendant til bestsellerbogen Det målrettede liv.
Deres bog Livet er en gave følges op med tv-transmitterede prædikener af Jarle Tangstad hver søndag.