Rejse for livet
I perioden 22. oktober – 17. december udstiller Hanne Nøhr en række billeder i Birkebjergkirken i Næstved.
Udstillingen rummer stærke indtryk fra rejsen til Færøerne, hvor bl.a. Færøske kunstnere i hjem og atelier gav stor inspiration.
Billedkunstner Hanne Nøhr Mogenstrup tænker tilbage på en kunst- og studierejse til Færøerne i 2005 og siger:
– Tænk, at der stadig findes så uspoleret natur. Har du først været på Færøerne, vil du resten af livet have en længsel efter at komme tilbage til den specielle duft og det skiftende lys over de maleriske bygder, der samler sig i klynger tæt på havet.
Motiverne i Hanne Nøhrs kunst er både naturalistiske og abstrakte, men kolorisme og stærke farvekompositioner kommer også stærk til udtryk på lærredet. Hun maler med akrylfarver, akvarel, pastelkridt – og limfarver, som giver en særlig grafisk effekt.
Fernisering holdes i Birkebjergkirken søndag 22. oktober.