Sender fra Jerusalems mure
Den 6. oktober begynder et nyt ugentligt program om Israel på GOD TV. Det er svenskeren Lars Enarson, der tager seerne med On the Walls of Jerusalem.
Den svenske Israels-kender Lars Enarson står i spidsen for et nyt program, der har premiere på GOD TV fredag den 6. oktober. I udsendelsen On the Walls of Jerusalem (dansk: På Jerusalems mure) vil han forsøge at involvere seerne i såvel nyheder som gamle profetier om Guds plan med det jødiske folk.
I mange år har Lars stået i spidsen for organisationen The Watchmen International, som har til formål at udfordre folk til at bede for Israel. De seneste otte år har han været bosat i Israel, hvor han driver et bønnecenter i Golanhøjderne.
I sit arbejde lægger han vægt på, at jødernes historie vil smelte sammen med det kristne budskab om Jesu genkomst. Og fokus lægges særligt på at bede om, at jøderne må komme til tro på Jesus.
– At bede om Israels frelse er faktisk at bede for Jesu genkomst, siger Lars Enarson.
Sendes på GOD TV fredag den 6. oktober kl. 07.30