Tro Håb & Kærlighed
Tro hjalp mig med FLYSKRÆK

Tro er det modsatte af frygt. Tro er at slappe af, fordi man har tillid til én, der er større end det, man frygter. Børn kan slappe af i de værste situationer, fordi de er trygge hos forældrene. Som kristne kan vi slappe af hos vores himmelske far. Slippe al bekymring, al tvivl og frygt.
Men det kræver, at vi er trygge ved Gud. At vi oplever ham som en god far.

For mig har det været en lang rejse at lære at stole på Gud. Derfor har jeg også lidt af flyskræk, og jeg vil bruge det som et konkret eksempel, fordi det måske kan hjælpe andre med deres tro og frygt.
Jeg har rejst til og fra Afrika mindst 20 gange. I alt 40 lange flyrejser, plus lige så mange lange indenrigsflyvninger i Afrika, hvor flyene og forholdene ikke er så sikre som i Europa.
Jeg har altid holdt af at flyve, men for nogle år siden var jeg ude for to grimme dyk kort efter hinanden. Det første dyk skete imidlertid i et lille dansk fly, som var lejet til flyvning mellem Douala og Garoua, en strækning på ca. 1000 km.

Jeg troede mig netop i trygge hænder, fordi der var dansk besætning, men undervejs kom der et uvejr, og kaptajnen dykkede voldsomt uden varsel, så vores vand og øl væltede, og jeg hørte mig selv bede højt. Jeg troede, vi skulle dø. Stewardessen slog hovedet imod loftet under den voldsomme nedtur, men da jeg bagefter spurgte kaptajnen, slog han det hen. Han må have været en tidligere jagerpilot, som et øjeblik glemte, at det ikke var en F16, han kastede rundt med.
Senere hørte jeg fra kirkens præsident, at han havde været ude for en forfærdelig lufttur med det danske fly. Det var så slemt, at da flyet mellemlandede i Yaounde, besluttede passagererne at stige af.

Den grimme oplevelse provokerede en skræk for at flyve. På vej tilbage fløj jeg med et større, camerounsk fly. Vi var nødt til at flyve over Centralafrika, selv om det ikke stod på flyplanen. Men netop som vi var kommet godt af sted og havde fløjet i en times tid, fløj vi ind i et såkaldt lufthul. Flyet krængede om på siden, så rødvinen havnede i loftet og dryppede ned. Og så kom der endnu et lufthul.
Nu havde flyskrækken sat sig fast. Efter få timer i lufthavnen skulle jeg fortsætte helt til Europa. Hele vejen var jeg nervøs.
I et par år havde jeg nu en voldsom flyskræk. Engang vi lettede i et uvejr, spurgte jeg stewardessen, om der var noget galt. Hun forklarede, at maskinen rystede sådan på grund af det voldsomme uvejr. Det gjorde mig ikke mere rolig, så hun gav mig noget beroligende, så jeg småsov.
De lange ture var sande mareridt for mig, hvor jeg måtte bede om beroligende medicin. Flere gange besluttede jeg oppe i luften, at jeg aldrig ville flyve mere. Hvis jeg kom levende ned, ville jeg tage bussen hjem. Ja, hellere gå hele vejen!

Flyskrækken var så alvorlig, at jeg var tæt på at opgive mit bijob i Afrika.
Men venner bad for mig, og det hjalp også. En morgen, da jeg skulle flyve fra Billund, regnede og blæste det kraftigt. Kaptajnen advarede os om strid modvind og ”turbulens hele vejen til Bruxelles”. Jeg var skrækslagen. Frygten er unaturlig. Den er ikke modtagelig for sund fornuft. Frygten reagerer panisk på et signal. Bare tanken om turbulens gav frygt. Hele kroppen var spændt, jeg klamrede mig til sædet og spændte sikkerhedsbæltet så hårdt, at jeg næsten ikke kunne få vejret. Jeg blev tør i halsen og ligbleg, når jeg var grebet af frygt.

Denne morgen oplevede jeg imidlertid, hvad bøn kan betyde. I mit hoved havde jeg en bestemt linje: ”Hans engle skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod”. Jeg ved ikke, hvor den sætning kom fra, men nu klamrede jeg mig til den, mens jeg bad: Tak Gud, fordi dine engle vil bære mig.
Da flyet var kommet op, var der overhovedet ingen turbulens hele vejen til Bruxelles! Kun da vi landede, var der selvfølgelig lidt vippen og hoppen, men det rørte mig ikke. Undervejs kiggede jeg flere gange undrende ud på vingerne. Det ville ikke have overrasket mig, om der fløj en hvid skikkelse derude. Der var ingen turbulens. Jeg har siden spekuleret på, om det kun var mig, der oplevede rejsen sådan – om det var ”Guds fred, der overgår al forstand” – eller om kaptajnen også fik sig en overraskelse.
Jeg begyndte nu at regne med Gud frem for blot at bede desperate bønner i panik uden tro. Men det tog tid, før jeg kunne ryste frygten af.
En ting, der hjalp, var, at jeg i foråret 2006 fik en profeti af en ukendt amerikansk profet. En af mine forbedere havde bedt ham profetere over mit navn. Uden at ane, hvem jeg var, profeterede han bl.a., at en frygt var krøbet ind i mig, men at Gud ønskede, at jeg skulle slippe den frygt. Han profeterede også, at frygten ville forsvinde hen ad vejen. Det gav mig håb og mod.
Men det endelige gennembrud på den væmmelige frygt kom, da jeg i september i år var på vej hjem fra Afrika en nat. Jeg var endda faldet en lille smule i søvn, hvilket ikke var sket på de sidste natflyvninger, hvor jeg altid sad og spændte, mens jeg ventede på næste lufthop.

Men noget vækkede mig. Da jeg slog øjnene op, så jeg ned på et måneoplyst afrikansk ørkenlandskab med lys fra et par byer. Det var så overnaturligt flot, at jeg fuldstændig fascineret sad klistret til vinduet, mens de andre sov. Jeg havde en følelse af, at Gud havde vækket mig. I hvert fald var jeg taknemlig for at opleve det. Jeg gætter på, at vi har ligget et sted over Algeriet.
Mens jeg betragtede dette panorama, kom jeg til at tænke på en gang, hvor min lille dreng Henrik vækkede os med høj gråd. Han havde mareridt, og mors trøst hjalp ikke. Jeg tog ham på armen og fik ham til at holde op med at græde ved at få rullegardinet til at svippe op. Månen lyste, og mens han snøftede færdig, fortalte jeg ham om månen, som forsvandt bag skyen. Han troede, at jeg sagde dynen. Så han gentog, at månen gemte sig bag dynen.
Jeg havde den samme følelse af at være løftet op på armen af min himmelske far. At han viste mig det her for at tage min frygt væk. Jeg følte Guds nærvær og var helt rolig, frygten var væk. En stemme inde i mit hoved spurgte: Vil du se noget sjovt?

Det var mærkeligt. Sad jeg her og snakkede med Gud fader?
– Ja, tænkte jeg. Hvad vil du vise mig?
– Vent og se.
Der gik ca. 10 sekunder, før jeg pludselig så et stjerneskud – dvs. en lille glødende meteor, der faldt ned på jorden. Og det specielle var, at jeg på grund af flyets flyvehøjde på ca. 10 km så meteoren ”ovenfra”, da den susede ned.
– Ja, det var sjovt, far, tænkte jeg.
Lynene ude i horisonten trak nærmere, og de var flotte. Det så ud, som om det kun lynede under skyerne. Jeg følte mig ’ovenpå’ sammen med far.
Så var den opmuntrende stemme der igen: Vil du se noget mere?
Jeg svarede i tankerne:
– Du vil sikkert vise mig et imponerende lyn, der zigzagger fra nord til syd, og – jeg tør ikke, indrømmede jeg.
– Det er i orden.
Så det fik jeg ikke at se, og det ærgrer mig i dag. For hvad kunne han ikke have fundet på, den gode far? Men det viste mig samtidig, at Gud er en nænsom far, der ikke bare kaster os ud i noget. Det afhænger af os, hvor meget vi får at se. Han presser os ikke.

Snart var vi oppe over Middelhavet, og den arabiske halvmåne, som ligger på ryggen, spejlede sig i vandet. Ude i øst begyndte solen at oplyse himlen med et vidunderligt rødligt lys, og imens steg morgenstjernen Venus op. Det er moderstjernen, som viste sig særlig tæt sammen med kongestjernen Jupiter flere gange omkring Kristi fødsel – Betlehemsstjernen.
I stedet for at være skræmt af frygt sad jeg tryg og rolig 10 km oppe og takkede Gud for det, jeg fik lov at se. Solopgangen den morgen den 15. september tog meget lang tid, inden himlen var så oplyst, at morgenstjernen igen var usynlig.
Efterhånden opdagede jeg, at Gud havde taget min flyskræk, så jeg igen kunne nyde mine lange flyvninger – ja, endda glæde mig til dem. Mens jeg skriver dette, sidder jeg i flyet over Nigeria, og vi har netop oplevet et dybt lufthul, uden at jeg gik i panik.
For når ’far’ er med – og når Gud er sådan en far, – så er det sjovt at rejse – og at leve.