Er danskerne kristne?
Der er her tale om en bog, som er vanskelig at kategorisere, men som umiddelbart gør et positivt og godt indtryk.Bogen veksler mellem forfatterens vidnesbyrd, refleksioner og let bibelundervisning. Læserne møder en mand, der kom til en personlig og levende tro, og der som følge af denne har måttet tage en række valg i forhold til sin kirkelige tradition. Det er tydeligt, at bogen udspringer af disse erfaringer og af forfatterens frustration over tingenes tilstand i store dele af kirken i dag.
Der er en glædelig og ofte hjertevarm tone over forfatterens vidnesbyrd. Og bibelundervisningen er lettilgængelig, ikke mindst for andre nye kristne. Indimellem synes forfatterens refleksioner og strøtanker at gå lidt rigeligt i alle mulige retninger, men det kan ikke ødelægge indtrykket af en personlig, interessant og relevant bog.
Den vil nok primært være en oplagt bog til andre søgende og nye kristne indenfor Folkekirken. Men alle nye kristne vil kunne identificere sig med mange af forfatterens erfaringer og nyde godt af de mange enkle, men rammende guldkorn.
Niels-Erik Dolnæs:
Er danskerne kristne?
236 sider 248 kr.
Books on Demand
Hosianna.dk