Samtaler om tro

„Historien vi finder os selv i“ er fortsættelsen af „Kristen på en ny måde“ og ligesom den skrevet i romanform.I 2006 udgav Forlaget Boe-dal to bøger på dansk af Brian D. McLaren. Først kom Kristen på en ny måde, og i slutningen af året fulgte Historien vi finder os selv i. Her i 2007 afsluttes trilogien med The last Word and the Word after that (den danske titel er endnu ikke kendt).I Kristen på en ny måde stilles en række grundlæggende spørgsmål ved den måde, vi er kristne og kirke på i vores postmoderne tid. Det er en teologisk bog uden at være det, mere en mail-veksling og en række samtaler om tro og liv sat ind i en postmoderne tid. Den er lavet i romanform uden at være en roman. Men den er fyldt med dybe tankeudvekslinger, især mellem gymnasielæreren og videnskabsmanden Neo fra Jamaica og præsten Dan.
Historien vi finder os selv i er en række konstruerede samtaler i romanform, en selvstændig fortsættelse af Kristen på en ny måde, men den kan sagtens læses uden at man har læst den første.

Neo på Galapagosøerne

I den første bog mister Neo sine forældre, siger sit job op og tager på en jordomrejse. Nu genfinder vi ham på Galapagosøerne, hvor han er blevet hængende på sin jordomrejse. Han har fået arbejde som turistguide for de mange økoturister og evolutionister, der ferierer der.
Her møder han australske Kerry, der arbejder for at hindre udryddelsen af øernes skildpadder.
Kerry er fraskilt og mor til en ung gymnasie-elev. Hun er vokset op i et præstehjem i Australien, men som ung forkastede hun den kristne tro, da hun følte, at hun stod over for valget mellem kristendommens skabelsesteori og evolutionsteorien. Nu introducerer Neo hende for kristentroen på en ny måde – som „historien vi finder os selv i“. Historien starter på Galapagosøerne, fortsætter i USA og vender tilbage til Galapagosøerne.  

Guds historie for mennesker

Kerry bliver optaget af Neos tale om „historien vi finder os selv i“, som begyndte med Gud og slutter med Gud. Undervejs oplever hun, at den kræftsygdom, hun var blevet erklæret rask for, bryder ud igen. Hun sendes til USA, hvor samtalerne fortsætter med Dan, Neos gode ven. Gennem en række dramatiske begivenheder og livsnære samtaler når Kerry frem til at lade sig døbe.

Masser af dybde

Der er masser af dybde i denne bog, men der er også en række tanker, der vækker til modsigelse, i hvert fald hos mig, og til videretænkning. Men det væsentligste finder vi i sætningen: “Jesus giver en invitation til alle om at forlade den historie, hvor de vil miste sig selv, og i stedet gå ind i historien, de vil finde sig selv i“, Guds historie for mennesker. 

Velskrevet og fængslende

Brian D. McLaren (f. 1956) er amerikansk pastor og taler – og forfatter til bl.a. trilogien om at være kristen i en post-moderne tid.

Bogen er velskrevet og fængslende, men dybe sam-taler i romanform kan nu godt blive lidt for stereotype ind imellem. Men prøv at glemme det og vær med på hele „vandringen“, også når eller hvis du bliver uenig med forfatteren undervejs.
Brian McLaren er med sine bøger med til at vække mange kristne til at være kristne på en ny måde i en postmoderne tid – ikke for at bryde ned, men for at bringe evangeliet lige ind i centrum af menneskers liv.

Brian D. McLaren:
Historien vi finder os selv i
– Kristne på en ny måde udforsker det ukendte land
256 sider • 198 kr.
Boedal