Kærligheden bærer alt
Den mørkeste tid i Susan og Weyman Howards ægteskab var en tid fyldt med smerte og utroskab. Men Guds kærlighed og beslutningen om at vise den anden kærlighed uden at få noget igen reddede ægteskabet.Amerikanske Weyman Howard på syv år og hans lillebror på fem år blev kørt til skole af deres far. Da de nåede frem, hoppede lillebroderen op på farens skød og gav ham et kys.
Det blev faren glad for. Da Weyman så det, hoppede han også op til faren og gjorde det samme. Men faren skubbede ham væk og sagde, at dét skulle han aldrig gøre igen.
I det øjeblik brød noget sammen i den syv-årige dreng. Han havde gjort noget forkert. Weyman havde ødelagt noget mellem sin far og sig selv. Og det var hans egen skyld, sagde han til sig selv.
Sådan er én af 42-årige Weymans tidligste erindringer om sin far. En far, der endte med at forlade familien, da Weyman var 11 år gammel.
Nogle måneder efter, at faderen havde forladt familien, blev Weyman udsat for seksuelle overgreb fra flere mænd. Sammen med faderens afvisning formede det den bagage, som den unge Weyman havde med sig, da han i 1990 giftede sig med den 22-årige Susan.
De var begge kristne, som ønskede at tjene Gud, men deres individuelle historie fik større konsekvenser for deres ægteskab, end de kunne forestille sig.
Kort efter brylluppet blev Weyman hjælpepræst i en kirke i Greenwich i staten Conneticut , og alting tegnede lyst.
Lige indtil, at Weyman tre år efter brylluppet var utro med en anden mand.
– Det skete på grund af den ødelagte seksualitet, som min opvækst var skyld i. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle håndtere det, fortæller Weyman.
Han sidder i sofaen i stuen på 1. sal i familiens hus i Brabrand ved Århus. Det amerikanske par med de fire børn har gennem det sidste år boet i Danmark og været tilknyttet Århus Valgmenighed som missionærer.
Efter utroskaben trak Susan og Weyman sig tilbage fra deres tjeneste i kirken, og Weyman sagde til Susan, at hun var fri til at forlade ham. Men hun oplevede, at Gud sagde til hende, at hun skulle blive hos sin mand. Så det gjorde hun.
Menighedens ledere ville ikke længere have noget med Susan og Weyman at gøre og bad dem forlade kirken.
– Vi var chokerede over afvisningen, og den skabte en stor frygt i os. Hvis ikke vores familie i kirken kunne rumme os, hvem kunne så? Og var Gud overhovedet stor nok til at kunne hjælpe os, fortæller Weyman.
Parret flyttede derefter til byen Charlotte i North Carolina, hvor de begyndte at komme i en ny kirke. Her blev parret vist større tolerance.
Men Weymans fremtidsdrømme var knust.
– I otte måneder græd jeg hver eneste dag. Jeg vidste, at Gud havde kaldet mig til at gøre noget i Guds rige. Men folk havde sagt, at de ikke vidste, hvad de skulle stille op med mig.
Efter et stykke tid begyndte der dog en proces i Weyman. Han deltog i et kristent kursus om seksualitet, og efterhånden begyndte han at forstå sig selv og sine reaktioner bedre. Han oplevede også at få et syn, hvor han så Gud som en far, der gav sin søn et stort knus. Og det begyndte at røre ved de dybe sår, Weyman havde fået i forbindelse med sin egen far.
Alt dette begyndte at give Weyman nyt håb for fremtiden. Men samtidig havde Susan ikke mere at give af.
– Jeg havde i lang tid ikke kunnet give hende noget som helst som ægtemand, fortæller Weyman.
39-årige Susan Howard har taget plads ved siden af sin mand i sofaen og falder ind:
– Jeg syntes ikke, at Gud mødte mig. I stedet for at glæde mig over det, der skete med Weyman, blev jeg misundelig, og jeg følte mig mere og mere alene.
Susan mistede efterhånden troen på deres ægteskab, og samtidig mødte hun en mand på sit arbejde. Han gav hende alt det, hun længtes efter, og de indledte et forhold.
– Jeg vidste, at det var forkert, men jeg kunne ikke bryde ud af det. Hvis jeg forlod ham, ville jeg sikkert blive ensom igen. Min skuffelse og smerte kom ud som vrede, og jeg gjorde mit hjerte hårdt, forklarer hun.
Til sidst bad Susan Weyman om skilsmisse, men Weyman ville ikke gå med til det.
Et par uger efter Susans skilsmissebegæring oplevede Weyman, at Gud sagde til ham, at han skulle begynde at tjene Susan. Så han gik i gang med at rede senge, vaske tøj, gøre rent og lave mad, selvom han ikke troede, at det ville gøre nogen forskel.
– Men det viste mig noget om hans omsorg, indskyder Susan, som dog ikke ville vise Weyman, at det betød noget for hende.
– Men det blev sværere for mig at sige til mig selv, at han var en dårlig ægtemand.
Weyman fortsatte med at gøre ting for Susan, men han var vred imens.
– Jeg havde ikke lyst til at gøre det, og jeg syntes ikke, at hun fortjente det. Og så var det ydmygende.
Weyman oplevede igen, at Gud talte til ham. Denne gang handlede det om at gøre tingene ud af kærlighed og barmhjertighed. Så Weyman øvede sig i at gøre det hele af et godt hjerte.
Men Weyman havde stadig mere at lære.
– Gud talte til mig om den måde, hvorpå jeg gjorde tingene. Jeg skulle fokusere på detaljerne i, hvordan jeg for eksempel redte sengen. Jeg skulle se detaljerne gennem Susans øjne, fortæller Weyman og fortsætter:
– Så blev jeg sur igen. Indtil Gud igen talte til mig om at gøre alting ud af kærlighed og barmhjertighed. Gud lærte mig, at kærligheden bærer alt.
Efter flere uger på denne måde beklagede Weyman sig til Gud. Han så ingen resultater af sine anstrengelser.
– Når jeg så på Susan, så jeg en kvinde, der elskede en anden mand. Gud talte til mig om, at jeg på den måde ikke så den rigtige kvinde. Jeg skulle huske på Susan, som hun var, dengang jeg mødte hende, siger Weyman.
Det betød, at når Susan råbte ad Weyman, svarede han igen ved at fortælle hende, hvilken vidunderlig kvinde, hun var.
– Jeg kunne ikke lide den, jeg var. Og når jeg hørte de smukke ting, han sagde, rørte det ved mig, forklarer Susan fra sofaen.
Men Susan ville stadig ikke vise Weyman, at det påvirkede hende. Til slut begyndte Weyman også at fortælle Susan, hvordan han så hende og sig selv i fremtiden. Som et ægtepar, der tjente Gud sammen.
– Ordene var nøglen. Det åbnede mit hjerte nok til, at jeg en måned senere kunne høre Gud. Jeg vågnede midt om natten hos min elsker ved, at jeg hørte Gud sige: Jeg elsker dig. Jeg kender din smerte, og jeg vil lede dig ud. Det er ikke her, du finder glæde, siger Susan.
Om morgenen stod hun tidligt op og vendte aldrig tilbage til sin elsker.
Da Susan kom hjem, bad hun Weyman sætte sig i sofaen, mens hun knælede ned foran ham, græd og bad ham om tilgivelse.
– Jeg tilgav hende. Det havde jeg allerede gjort for længe siden. Det var et meget smukt øjeblik, og dér tænkte jeg, at jeg ville gå det hele igennem 10.000 gange mere, blot for at mærke dette øjeblik, siger Weyman med et smil.
På spørgsmålet om, om det er muligt at tilgive fuldt ud, spærrer Weyman et øjeblik øjnene op og svarer derefter med eftertryk:
– Jeg tror på, at tilgivelse kan være 100 procent. Et minde kan vende tilbage, men der er ingen smerte forbundet med det. Det minder mig i stedet om, hvor fantastisk Gud er, og hvor stor Hans kraft er.
Weyman indrømmer dog, at det kan være sværere at tilgive sig selv end andre.
– Det er mere smertefuldt at tænke på, hvad jeg selv har gjort. Men hvis jeg tænker en masse på det, bliver det en lejlighed til, at jeg kan blive fyldt med skam og selvhad. Så må jeg minde mig selv om, at Gud har mødt mig, og at jeg er tilgivet.
Efter at Susan og Weymans ægteskab blev genoprettet, begyndte de at tale med andre par om deres oplevelser. Susan og Weyman erfarede, at deres historie var til stor opmuntring og hjælp for andre.
I 2000 oprettede Susan og Weyman kurset Love Works, hvor de underviser om Guds kærlighed og at elske andre.
Parret har i alt fire børn: Abby på 14 år, Rebekha på ti år, Micah på syv år og Esther på fem år. Familien oplevede for nogle år siden, at Gud kaldte dem til at tage til Danmark. Derfor har familien siden september sidste år boet i Brabrand i Århus og været tilknyttede Århus Valgmenighed. Her har de bl.a. kørt Love Works og vil snart lave et ægteskabsseminar.
Læs mere på www.healingwatersministry.net.
