Faste og retræte
Behovet for stilhed
og fordybelse vokser
På ti år er udbuddet af retræter og interessen for at deltage vokset støt i Danmark. Karin og Gottfried Grünewald har mere end 20 års erfaring med at lede retræter, og de oplever, at mange har opdaget, at bombardementet med information er så stort, at der skal en pause til.Karin og Gottfried Grüne-wald undrer sig. De har været væk fra Danmark i ti år, og på den tid er der sket en mærkbar forandring af det åndelige klima i landet.
Det fik de bekræftet, da de for en måneds tid siden stod for en workshop på nogle inspirationsdage om spiritualitet og kristentro i Grenå.
– Alene det, at der kan finde en sådan konference sted med 150 deltagere og 40 på venteliste, er overraskende. Det ville ikke være sket for ti år siden, siger Gottfried Grünewald.
– Deltagerne var både menighedsrådsmedlemmer og nogle uden tilknytning til kirken. I vores workshop om åndelig vejledning deltog 14. Også det, at åndelig vejledning som begreb nærmest er in, er forbavsende.
Karin og Gottfried Grüne-wald har af og til funderet over, hvor dybt den nye optagethed af åndelig praksis bunder.
– I Danmark taler man nu om oplevelsesøkonomi, og den voksende interesse for spiritualitet kan godt være præget af, at man vil have oplevelser. Men vi er lavmælt optimistiske, for der er tegn på, at det ikke er en døgnflue. Mange søger fællesskabet for sammen at møde Gud i livet. Selv de, der primært søger oplevelser, kan Gud jo også føre videre ad sine forunderlige veje, mener de.
Karin og Gottfried er selv eksempler på, at Gud fører mennesker ad sine forunderlige veje. De taler begge om at lytte til livet, og deres lytten har ført dem til at foretage usædvanlige valg i livet.
Et af de markante valg var, at de i 1992 besluttede at gifte sig, selv om Gottfried var katolsk munk og præst ved den katolske kirke i Århus.
– Giftermålet var en stor omvæltning, for jeg havde været medlem af jesuiterordenen i 34 år. I ordenen aflægger man tre løfter: Lydighed, fattigdom og kyskhed. Derfor kunne jeg ikke fortsætte med at være medlem af ordenen, når jeg blev gift. Det vidste jeg.
– Men det, at jeg ikke kunne fortsætte som præst, føler jeg stadig som en inkonsekvens, for man har gifte præster i den romersk-katolske kirke i form af præster, som konverterer fra den protestantiske kirke. Jeg har i øvrigt sat et stort spørgsmålstegn ved pligt-cølibatet, lang tid før det blev aktuelt for mig selv.
Det var hårdt for Gottfried Grünewald at tage afsked med jesuiterordenen, som han har værdsat højt, selv om han også har haft kritiske spørgsmål.
– Jeg har talt med mennesker, der er blevet skilt efter et langt forhold, og jeg kan se, at det minder noget om det. Bånd, der pludselig er væk. En fælles hverdag, som ikke er mere. Nogle ting i livet bliver først tydelige, når man mister det.
– Det var hårdt for mig, men det var også hårdt for dem. Jeg har stor kærlighed til ordenen stadigvæk, og jeg har stor kærlighed til den romersk-katolske kirke. Men den stramme regulering hæmmer livet, fx er fraskilte ikke velkomne til nadveren.
Karin er ikke opvokset i et kirkeligt hjem, men valgte alligevel at læse teologi, fordi hun gerne ville vide mere om Gud.
– På den tid var kirke og Gud mere pinligt end sex, og nogle i familien undrede sig. Jeg har aldrig troet, at jeg havde kald til at blive præst, men et stort behov for at finde ud af, hvad andre stillede op med Gud. Jeg opdagede gradvist, at der var en dimension af bøn i den katolske kirke, som jeg ikke fandt andre steder, og den ville jeg gerne fordybe mig i, fortæller Karin Grünewald.
Det fik hende til at konvertere til den katolske kirke og at forlade studiet for en tid.
– Jeg kan ikke lide ordet konvertere, for jeg vendte ikke ryggen til noget, jeg fik blot noget mere. Før jeg forlod studiet, var det som om, jeg sad og stirrede på et billede af Kristus, og han stod lyslevende bag mig. Det var nærmest uhøfligt ikke at vende sig om.
Karin rejste til Sverige og boede de næste 10 år hos karmelitterne i Norraby, hvor Wilfrid Stinissen er præst. Hans bøger er meget læst i Danmark.
– Der foregik et liv, som jeg kunne koble mig på. Man sidder sammen i stille bøn en time om morgenen og en time om aftenen, og desuden holder man fælles tidebøn. Der var også god tid til åndelig læsning. Hendes fascination af ørkenfædrene stammer derfra.
– Det var en svær beslutning at flytte derfra, men den har jo så vist at føre en rigdom med sig, siger hun. Og dermed nærmer vi os det fælles liv for de to, som har kendt hinanden siden 1974.
Karin rejste tilbage til Århus i 1985 og mødte igen Gottfried.
– Jeg sad i kirken, og du inviterede mig på en kop kaffe, og du hjalp mig med at finde en lille lejlighed ved siden af den katolske kirke i Odder, erindrer hun og kigger med et smil på sin mand.
Hun begyndte at læse teologi igen for at gøre studiet færdigt.
Karin og Gottfried var med i den dengang ikke særligt store retrætebevægelse i Danmark i kredsen omkring Skovhuset ved Skanderborg. Huset blev indviet i 1988, og de to første år holdt de mange retræter sammen der.
– Det sjoveste for os var at prøve at udviske grænsen mellem det praktiske og det åndelige. Gud er også i køkkenet, hvor vi både havde kogebog, salmebog og Bibelen. Når man er retræteleder er det vigtigt at lytte efter, hvad der er behov for, siger Gottfried og giver et eksempel:
– På en retræte var der en del med nyreligiøs baggrund. Jeg tænkte, de skal i hvert fald møde den Kristus, som er kirkens centrum, og derfor valgte jeg nogle kernetekster, som Filipperbrevet 2, og Efeserbrevets Kristushymne.
– Når man kommer, taler man og spiser sammen, og så går man ind i stilheden. Uden stilhed er ingen lytten mulig, og der opstår et dybt fællesskab i stilheden, siger Karin.
Gottfried fortsætter:
– Jeg har aldrig lovet nogen, at det bare er dejligt at gå ind i stilheden. For alt det, man ellers har undertrykt med larmen, kommer op. Men jeg har aldrig mødt nogen undtagen gamle mennesker, som i forvejen er for meget alene der bagefter har sagt, at de har fortrudt det. Tværtimod siger de: Jeg er blevet mere opmærksom på fællesskabet i stilheden. Jeg har lært de andre bedre at kende, end hvis jeg havde talt med dem.
For Gottfried var det sværere at stoppe med præstegerningen, end han havde forestillet sig. Derfor sagde han med stor glæde ja, da han blev tilbudt at blive præst i en anglikansk kirke i Skotland, og parret flyttede dertil i 1995. De fortsatte med at lede retræter og vandringer sammen med andre i stilheden også i Skotland, både for deres menighed og andre, der ville med.
I 2005 blev Gottfried 67 år og pensioneret, og de flyttede tilbage til Danmark.
Nu bor de i Ulstrup midt i Jylland, hvor de søger at lytte til, hvor livet nu bærer dem hen.
Karin er 54 år nu og går på kirkemusikskole i Århus, og Gottfried prøver stadig at finde sine ben som pensioneret præst.
De siger ja, når de bliver bedt om at holde en retræte eller at undervise om kristen spiritualitet, men de udbyder ikke noget selv.
– Dengang Skovhuset begyndte, var der ikke mange andre tilbud om stilhed og fordybelse. Nu er der kommet flere til, og der er flere, der bærer læsset, siger de.
