Den dramatiske påskeuge
Her følger en oversigt over, hvad der sker i påskedagene, hvorfor dagene hedder, som de gør, og hvad der sker hvornår.
Søndag inden påske indleder palmesøndag påsken med Jesu indtog i Jerusalem. Efter at have rejst rundt og undervist og helbredt i Palæstina i tre år kom det tidspunkt hvor han vendte tilbage til Jerusalem. Da Jesus nærmede sig byen, sendte han to disciple ind for at hente et æsel til sig.
Folket troede, Jesus var kommet for at befri dem fra det romerske styre. Konger red på heste. Men Jesus red på et æsel, der bruges som skraldebil i Jerusalems gamle bydels snævre gader. Den ydmyge Messias viser, at han er konge, men ikke med politisk eller militær magt eller betydning.
Masserne modtager ham som en konge med jubelråb og viftende palmeblade deraf navnet Palmesøndag.
Læs Johannesevangeliet kapitel 12, vers 12-14.
Dagene imellem palmesøndag og skærtorsdag har ikke specielle navne.
Skærtorsdag er smagens og lugtens dag. Vi kan dufte fodvaskningen, og vi kan smage brød og vin.
Denne dag vasker Jesus disciplenes fødder (navnet antyder: skær = ren). Han spiser det sidste måltid sammen med dem og indstifter nadveren.
Fodvaskning var en velkendt skik, hvor man viste respekt for sine gæster for at gøre det behageligt for dem efter en lang rejse. Oftest blev det udført af tjenere eller slaver, og derfor brød disciplene sig ikke om, at deres mester Jesus ville gøre det. Men Jesus ville vise, at ligesom han vaskede disciplenes fødder, sådan kan han rense verden fra dens synd. Læs Johannesevangeliet kapitel 13, vers 4-11.
Måltidet, Jesus spiste sammen med disciplene, var det jødiske påskemåltid – en glædesfest til minde om, da israelitterne blev udfriet fra det egyptiske slaveri. Læs mere på side 12-13.
Det var det sidste måltid, som Jesus delte med sine disciple, inden han skulle dø. Stemningen er modsatrettede følelser. Måltidet giver udtryk for både en erfaring af hjemlighed og fremmedhed: man er samlet til et måltid, men måltidet er også forbundet med svigt og mistillid.
Judas forlod måltidet for at gå ud og holde den aftale, han havde lavet med de religiøse ledere om at angive Jesus. Han blev forrådt af Judas for 30 sølvpenge. Jesus profetererde, at en af de 12 ville forråde ham.
Under aftensmåltidet uddelte Jesus brød og vin til sine disciple, mad og drikke, som han kaldte sit eget kød og blod. Han ville gerne, at disciplene senere hen skulle mødes og holde nadver sammen for at mindes hans død og opstandelse.
Rundt om i landet er man i stadig stigende grad begyndt at holde måltidsgudstjenester skærtorsdag. Nogle af dem er reelle middage, andre er mere symbolske, men alle spises til minde om dengang, hvor Jesus afbrød det jødiske påskemåltid og indstiftede den nye pagt: Nadveren, som vi stadig spiser hver søndag til hans påmindelse. I Lukasevangeliet kapitel 22, vers 17 20 kan man læse om indstiftelsen af nadveren.
Senere gik Jesus ud i Getsemane Have i Kedron-dalen. Der lod han sine venner våge og bede, medens han selv gik for sig selv, for at bede til Gud sin far om at måtte slippe for det, som han ved venter langfredag. Mens han kæmper mod dødsangsten, førte Judas myndighederne til Getsemane. Han møder op i haven, og forråder Jesus med sit kys, for at udpege sin mester for tempelvagten. Jesus blev arresteret og ført bort.
Lederdisciplen Peter fra discipelgruppens inderkreds (forretningsudvalget) følger efter, men nægter tre gange i løbet af natten at kende Jesus. Også dette havde Jesus forudset og sagt, at inden hanen galede to gange, skulle Peter have fornægtet ham tre gange. Peter græder bitterligt, da dét går op for ham.
I gammel tid gjorde man korsets tegn over alt det, man gjorde denne dag. Der var meget overtro forbundet med denne dag.
Langfredag er synets dag. Vi ser Jesus dø på korset, og vi ser de mange tegn og undere, der følger med: mørket på himlen og døde, der går ud af gravene.
Jesus føres til afhøring hos både Herodes og Pilatus – anklaget for blasfemi og brud på det 1. bud: Du må ikke have andre guder end mig. Til sidst dømmes han til døden. Dommen overlader den romerske statholder Pontius Pilatus til folkemasserne og vasker selv sine hænder i offentligheden, inden Jesus – pisket og tornekronet – selv må bære korset ad Via Dolorosa (smertens vej) op til Golgata (hovedskaldsbjerget), hvor han bliver korsfæstet.
Soldaterne lagde en krone af torne, som de satte på hans hoved. Han måtte selv bære korset med skam. Men efter udmarvende forhør og tortur faldt han om på Via Dolerosa og måtte have hjælp.
Jesus åbnede villigt hænderne for naglerne og blev korsfæstet sammen med to forbrydere. Den ene spottede Jesus. Den anden fik løftet om at komme med i Paradiset. Selv i Jesu livs sidste øjeblik viste han det, Jesu død handler om: frelse for syndere.
I den niende time råber Jesus: Eli! Eli! Lema sabaktani? Det betyder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Læs Lukasevangeliet kapitel 23, vers 44-46. Jesus udånder. Langfredagsmørket sænker sig over jorden.
Det er den dag, hvor vi i kirken ser ind i smertens og dødens univers samlet i billedet af den lidende Kristus på korset. Her ser vi alt det, vi ikke kan lide, men ikke kan komme udenom: At vi skal dø.
Langfredag kaldes også den sorte fredag, fordi den var en kollektiv sørgedag. Alt det, folk foretog sig, skulle minde om Jesu lidelser. Dagen skulle opleves som pinefuld og lang, fordi det var sådan, Jesus måtte have følt det, da han led for menneskenes skyld. Dagen skulle mindes gennem stilhed, faste og endeløse husandagter. Det var også skik, at man bar sørgeklæder, både hjemme og til kirken. Streng helligholdelse indebærer også arbejdsforbud. Andre udførte netop tungt arbejde denne dag. Det kunne være at køre møg eller storrengøring.
Rundt i verden forsøger mennesker i misforstået religiøsitet at pine sig selv og andre efter bedste evne. Nogle faster hårdt fra langfredag til påskedag; selv små ammebørn fik før i tiden ikke mælk før et stykke ud på dagen. Andre slår sig selv med et ris og serverer den ydmygste og ringeste mad.
Dette er en speciel dag i kirkeåret – den eneste dag, hvor man kan vælge den liturgiske farve sort. Nogle hejser flaget på halv stang langfredag.
Mange kirker har liturgiske musikgudstjenester, hvor man følger Jesus på vej op til Golgata. Enkelte steder klædes alteret helt nøgent, fordi man fjerner alt – dug, blomster, bøger, lys
alt – og slukker lyset lidt efter lidt i kirken for at vise mørket.
Alligevel er der håb. I korsets form mødes Guds kærlighed, der rækker ud med Guds hellighed, der rækker op. Måske derfor hedder langfredag: good Friday den gode fredag – i de engelsktalende lande.
Dagen har ingen bibelsk betydning. Det er en ventedag inden opstandelsedagen.
Påskeaften er sidste dag i fasten, og man forbereder sig på at gå over til anden kost igen. Denne dag blev der i gamle dage tændt ild og skudt op i luften for at markere et farvel til fasten. Men også fordi man ofte er mere følsom og modtagelig efter en lang fastetid, så man ville skræmme trolde og andre onde magter væk.
Flere og flere protestantiske kirker holder midnatsgudstjeneste påskenat. Nogle våger sig igennem de mørke timer for i den tidlige morgenstund søndag at bære lyset ind i kirken, både bogstaveligt og symbolsk.
Påskemorgen kan man gå ud for at se solopgangen. Solen har sin egen magt påskedag.
Dette er dagen, som hele den kristne verden bygger sin tro på. Dagen, hvor Jesus står op fra de døde.
Påskedag er hørelsen i centrum. Opstandelsen er nemlig usynlig. Den skal man høre for at tro. Troen kommer af det, der høres.
Maria Magdalena og Maria kommer til graven for at salve Jesu legeme. Men de ser, at stenen, som dækkede den, er væltet, og Jesus er væk. En engel i funklende klæder møder dem og fortæller, at ham, de leder efter, ikke længere ligger i graven.
Jesus har smadret dødens skruestik, som mennesket har siddet fastspændt i. Dødens magt er ikke mere endegyldig. Nu er Kristus stået op fra døden og venter på dem i Galilæa – det sted, hvor Jesus primært holdt alle sine prædikener og udøvede mirakler.
Kvinderne skynder sig væk fulde af skræk og undren over, hvad der er sket. Og de tør ikke at sige det til nogen. Man troede nemlig ikke på kvindesnak. De var de svage i samfundet. Gud vælger det svageste til at være vidner om det største og vigtigste i universet!
Læs Matthæusevangeliet kapitel 28,1-6.
Dagen har ikke nogen speciel bibelsk betydning, omend påskeglæden sagtens kan fejres en dag til, hvad den også bliver overalt i landets kirker … ligsom den bliver hver søndag.
Denne dag tænker man tilbage på Jesu genopstandelse. Dagens tekst er fra Johannesevangeliet kapitel 20, vers 1-18. Her fortælles om, at Jesus viser sig for Maria Magdalene efter hans død. Sådan viser han sig igen i dag for mennesker. Han er ikke længere begrænset af sin krop, men kan være nærværende overalt på jorden på samme tid.
Mennesker har lige siden Babelstårnets tid så gerne villet arbejde sig op til Gud. I påsken bliver Gud menneske og kommer ned for at møde os. Han kravler ned til os – ikke modsat. Det er en væsentlig forskel i kristendommen i sammenligning med andre religioner.
Gud genoprettede fællesskabet med mennesker, da han ofrede sin søn og lod Jesus bære vores straf for synden. Den synd går helt tilbage til Adam og Eva, efter at de spiste af frugten og blev fortrængt fra Guds nærhed. Men nu er fællesskabet med Gud genoprettet. At ofre sin søn er den ultimative kærlighedserklæring.
Kristus er opstanden!
Ja, sandelig,
han er opstanden!
