Kunsttema
Salget går til
sultende børn
Klosterkælderens galleri i Mariager udstiller for tiden værker af Jonna Theede. Alle malerierne sælges til fordel for organisationen Børn Sulter.Hver gang Jonna Theede holder en udstilling donerer hun ubeskåret pengene fra salget til organisationen Børn Sulter.
Det giver en ekstra glæde for Jonna at tænke på det, mens hun maler.
– Goderne i verden er ulige fordelt! Gadebørn sulter og vi lever i overflod og er på slankekure det passer ikke rigtig sammen, siger Jonna Theede.
I øjeblikket udstiller Jonna Theede sine værker i den smukke klosterkælder fra 1500 tallet i Mariager. Byen som hun selv har boet i siden hun i 2005 flyttede med sin mand fra København.
Jonna Theede er uddannet socialpædagog og har i rigtig mange år arbejdet med fysisk syge og døende børn.
– Jeg fik for tre år siden et kæmpe behov for at have fokus på noget helt nyt og livgivende – og valget blev kreativiteten og mine fantasifulde og anderledes malerier, fortæller Jonna Theede.
Materialerne i hendes værker er mangfoldige grundlæggende er akrylmaling og spraymaling, som ofte krakeleres forskellige steder, for at give en sjov effekt. Efterhånden som maleriet tager form påsættes forskellige ting, bl. a. små spejlstykker, som reflekterer lyset i rummet.
Joanna Thede siger om sine værker:
– At male er for mig min ørken et rum jeg går ind i og lader op i i stilhed mens jeg maler eller til stille musik. Jeg er en livsglad sjæl og tænker i billeder, hvilket sammenlagt giver mig associationer og stor inspiration. F.eks. et lille stykke bark i en sjov facon jeg finder på en skovsti- mens jeg kigger på barkstykket kommer ideen.