Mission og Nødhjælp
Rock for nødhjælp
Den anden juni bliver der for første gang holdt Rock for Nødhjælp-festival på Diakonhøjskolen.
Rock for Nødhjælp er en endags-festival, der skal samle penge ind til fattige børnehjemsbørn i Honduras.
Festivalen er en erstatning for det traditionelle loppemarked, Diakonhøjskolen plejer at holde.
Ideen til festivalen kom fra eleverne, da opbakningen til loppemarkedet var dalende.
Fra idé til planlægning, til booking af bands og udskænkning af fadøl, er det altså de studerende på Diakonhøjskolen, der har stået for festivalen.
Festivalen bliver afholdt under åben himmel ved sø og træer, og bands som pladeaktuelle Grand Avenue og The Royal Highness kikker forbi; i alt gæster ni bands festivalen.
Eleverne har arbejdet på festivalen i over et år.,og specielt Rock for Nødhjælp-udvalget har gjort et stort stykke arbejde. Udvalget består af syv mennesker, og det er dem, der har stået for planlægning, booking og alt det, der hører med, for at en festival kan løbe ordenligt af stabelen.
Udvalget håber på, at deres arbejde bærer frugt, og at der vil komme mange til festivalen.
– Vi håber på, at der kommer mellem 1000 og 1500 til Rock for Nødhjælp, og så håber vi bare på, at de har lyst til at bruge en masse penge, så vi kan få samlet noget sammen til børnehjemmene i Honduras, siger Merian Zander, der er med i Rock for Nødhjælp-udvalget.