Direktør Allis Helleland: – Jeg har Gud med i glæde og sorg

Troen på Gud er fundament for direktøren for
Statens Museum for Kunst, Allis Helland, som også taler på Willow Creek-konferencen i København i denne uge
Den kristne tro er en naturlig del af Allis Hellelands liv. Det har den altid været.– Jeg er vokset op i Nordvestjylland, i Vandborg, som ligger i nærheden af Harboøre og Lemvig. På den egn lever man åbent med sin tro. Man ved, hvor man har sit ståsted og sin Gud, fortæller den 52-årige direktør for Statens Museum for Kunst i København.
Allis Helleland voksede op på en bondegård med en mor, der var ud af en grundtvigsk tradition, og en far, der havde brudt med sin indremissionske baggrund.
– Han nærmest hadede alt, der kunne stemples som farisæisk. Han syntes, det var forkert, at folk fragmenterede sig og troede sig bedre end andre. Det gjaldt både Indre Mission og de grundtvigske valgmenigheder. Han mente, vi alle måtte søge at efterleve Bibelens regler og sammen bygge et ordentligt samfund.
På nabogården var de indremissionske, men Allis Helleland måtte ikke følges med dem i søndagsskole og i missionshuset. Den kristne lærdom og regelmæssig kirkegang var dog en naturlig del af livet for hende.
– Den gang som nu ville jeg helst i kirke hver søndag. Der mangler noget i min uge og søndag, hvis ikke jeg har været i kirke. Desværre kan det ikke altid lade sig gøre, siger Allis Helleland, som sammen med familien kommer i Dyssegårds Kirken i Hellerup, hvor de to døtre er involveret i spejderarbejdet.
Familien lægger dog også gerne vejen om Vandborg Kirke, Domkirken, Skt. Lukasstiftelsen og Den Norske Kirke, når lejligheden byder sig.

– Jeg har altid troet på Gud og kunne ikke forestille mig et liv uden min Gud. Det er en naturlig del af mit liv, siger Allis Helleland.
– Troen er vigtig for mig, om jeg er glad og taknemmelig eller i sorg. Da jeg fødte mine to piger, foldede jeg mine hænder og sagde tak for dem. Børn er en gave.
– I svære situationer er det en tryghed at vide, at jeg har min Gud. Min første mand dø-de i 1985. Hele min verden styrtede i grus, og jeg ved ikke, hvordan jeg skulle være kommet igennem, hvis jeg ikke havde haft min tro. At bede, læse i Bibelen og gå i kirke var en kæmpe støtte for mig den gang. Samtidig var det en trøst at vide, at jeg ikke behøvede at forstå alt, der sker.
I sin stilling som direktør for Statens Museum for Kunst har Allis Helleland også oplevet stormvejr. I februar fik hun forlænget sin ansættelse med fire år. Men posten er en udskældt position. Den danske kunstelite har ikke været begejstret for Helleland, fordi hun med valg af udstillinger og arrangementer har appelleret til det brede publikum. Internt har der også været kritik på grund af nedskæringer og prioriteringen af penge og opgaver.
På spørgsmålet om hendes medarbejdere i deres dagligdag mærker noget til, at hun er et troende menneske, svarer hun:
– Det håber jeg jo. Jeg har et kristent moralkodeks, jeg opererer med, og det håber jeg smitter af på min måde at omgås mine medarbejdere. Men jeg er ikke uden fejl. Medarbejderne er også ”min næste”. Men nogen gange er det på grund af ansættelsesforhold svært at vide, hvor meget man kan tillade sig at gå ind i folks privatsfære.
– Hvad er et godt menneske? Ind imellem er jeg da i tvivl om, hvorvidt jeg kommer igennem nåleøjet. Især når jeg tænker på, hvor lidt jeg gør for min næste. Man må jo begynde med sig selv. Men det er ikke let. Specielt ikke i byen, hvor vores livsmåde forhindrer os i at lære hinanden at kende, mener Allis Helleland.
Hun finder, det er en stor og meget vigtig udfordring for hele samfundet – ”og samfundet er os” – at få vendt skuden, så det at tage sig af børn, ældre og hinanden ikke kun er samfundets ansvar, men igen bliver familiens og den enkeltes ansvar.
– Hvordan vi gør det i vor tid, ved jeg ikke. Men vi har skabt et unaturligt samfund, som ikke er værdigt for børn og ældre. Jeg tror ikke, det var sådan ment af Vorherre. Vi er skabt til fællesskab.

Hele diakoni- og næstekærligheds-tanken ligger til grund for Allis Hellelands engagement i bestyrelsen for Sankt Lukasstiftelsen, som i disse år går ind i en ny udvikling.
– De åndelige værdier er på ny i fokus. Derfor er Sankt Lu-kas Stiftelsens hospice, fælles-skabstanke og værested vigtige. Der er så megen udvik-lingspotentiale i det sted, erklærer Allis Helleland.
Hun sidder også med i bestyrelsen for Det Danske Bibelselskab.
– Jeg kan ikke forestille mig noget vigtigere end at være med til at få Bibelens budskab ud. I Bibelselskabets vedtægter står der, at vi skal udbrede Bibelen ikke bare i Danmark, men i hele verden. Det synes jeg, vi gør meget dygtigt.
– Det er vigtigt at få Bibelen ud i de egne af verden, hvor de ikke kender den. Men mindst lige så vigtigt er det, at vi får den ud i vores nærmeste omgivelser. Vi har en generation, der vokser op nu uden det fundament, vi har. Det betyder, at moral, ansvarlighed og næstekærlighed ikke er en naturlig del af deres livsforståelse og levevis. Det er meget, meget vigtigt, at der sættes ind der, understreger Allis Helleland.
At det igen er blevet okay at tale om det åndelige er noget, der glæder Allis Helleland. Også behovet for ”et åndeligt rum” er noget, der optager hende. Det gav blandt andet anledning til hendes og sognepræst Flemming Pless’ initiativ med at holde gudstjeneste på Statens Museum for Kunst i 2001, hvor religiøse billeder fra museet blev brugt som udgangspunkt for prædikenen. Successen gentages til næste år.
– 60 procent af museets kunst er religiøs kunst. Det har derfor været naturligt for mig at bruge den i en kirkelig sammenhæng, understreger Allis Helleland.
– Den kristne tro er så grundlæggende for at forstå vores kultur, slutter hun.