En heltinde blev vakt
Missionæren Marie Holst (1866-1917) var en af de første kvindelige missionærer i det nordlige Indien. Her hjalp hun muslimske kvinder og børn med lægehjælp fra et mobilt felthospital.Marie Holst var 30 år gammel, da hun i efteråret 1896 rejste til det nordlige Indien for at arbejde som læge og missionær. Her skabte hun Teltmissionen, der hjalp muslimske kvinder og børn med lægehjælp.
Marie Kirstine Sofie Holst blev født den 5. december 1866 på fødegården Virkelyst ved Kolding.
Tanken om at rejse til Indien som missionær kom efter et møde med missionæren Herman Jensen, der tjente Det danske Missionsselskab (DMS) i Indien. Han havde opholdt sig på Maries fødegård i to dage og det satte spor i Marie.
Kun en måned før sin konfirmation mistede Marie sin mor efter længere tids sygdom. Den tragiske erfaring med at pleje sin døende mor fødte tanken om at blive diakonisse. Marie skrev senere, at det var hendes mor, der først lærte hende at elske de syge. Derfor tog hun en uddannelse som Diakonisse i København.
Herman Jensen havde fortalt hende, at DMS ville have uddannede begavede kvinder. Da kvinder ikke kunne modtage ordination til præst, kunne de heller ikke blive rigtige missionærer, som skulle være i stand til at døbe. Derfor var missionsselskaberne tilbageholdende med at udsende kvindelige missionærer. Men det stod klart for missionsselskaberne, at man havde brug for kvinder på grund af de kulturelle forhold blandt hinduer og muslimer. De mandelige missionærer kunne ikke komme i nærheden af hinduistiske og muslimske kvinder.
Derfor fik enlige kvinder lov at rejse ud som lærerinder, sygeplejersker eller læger. Marie valgte at blive læge. Hun afsluttede i 1896 en engelsk lægeuddannelse på London School of Medicine for Women. Herefter henvendte Marie sig til DMS, men de tilbød ikke en ansættelse, så istedet tog hun til Indien med det engelske kvindemissionsselskab Church of England Zenana Missionary Society (CEZMS).
Marie blev sendt til Bangalore i Indien for at arbejde for et nyt kvindehospital der. Efter to år blev hun overflyttet til et nyt hospital i byen Peshawar i North West Frontier Province ved grænsen til Afghanistan. Her var hun i 1898 til 1902 leder af hospitalet og skulle bane vejen for forkyndelse af evangeliet blandt de muslimske kvinder.
Afghanistan var lukket land for de kristne missionærer. Men på hospitalet kom også afghanske kvinder for at modtage behandling. Det var i mødet med disse kvinder, at Marie fik ideen til sit eget missionselskab Teltmissionen. Hun følte sig kaldet til at arbejde blandt afghanere.
Derfor rejste hun til London og fremlagde sine planer for CEZMS. Hun ville rejse rundt i det såkaldte ingenmandsland som lå mellem den britiske koloni Indien og Afghanistan. Her skulle hun sammen med sine hjælpere bo i telt, og et andet telt skulle danne rammerne om et felthospital. Målet var at nå ud til kvinderne på begge sider af grænsen. CEZMS var velvilligt stemt. Men Marie skulle selv skaffe pengene.
Det gjorde hun ved at rejse rundt i missionsvenlige kredse i Danmark. Sponsorsenge var en af Maries løsninger. Alle senge på hospitalet fik et navn, og så kunne danske givere støtte eksempelvis sengen Kabul. DMS indvilligede i at betale Maries løn. Men tilbage i London skulle det vise sig, at det engelske missionsselskab CEZMS havde modtaget et brev fra en engelsk missionær, der ytrede mistillid til Maries plan. Indsigelserne gik på hendes unge alder, hendes tunghørhed, samt at gaverne fra menighederne i Danmark ikke ville dække de løbende omkostninger. Englænderne trak sig, men Marie var stålfast på at nå sit mål.
Under rejsen til Indien, der dengang varede et par uger, blev Marie yderligere bestyrket i sin tro på, at hun gjorde det rigtige. I Marseilles fik hun et brev fra en engelsk officer, der kendte området Hoti-Mardan. Officeren fortalte, at Khanen i Mardan (den lokale herremand), ønskede en kvindelig læge, og at der var et hus, Marie måske kunne få. Og det skulle vise sig at være sandt.
Ved ankomsten tilbød Khanen, Marie at leje et hus i Mardans bazargade. Nu havde Marie sit eget hospital, og vejen var dermed banet for Teltmissionens arbejde med udgangspunkt fra Mardan.
Da bestyrelsen fra CEZMS fik nyheden, tilbød man straks Marie en kontrakt. Men hun takkede nej. Hun valgte at stå i spidsen for sin egen mission og ønskede ikke at stå til regnskab overfor en bestyrelse. Derfor var Teltmissionen heller ikke et egentlig missionsselskab til at starte med. Først i 1909 blev der i forbindelse med et nyt hospital dannet en komité.
Missionen bød på mange udfordringer. Det var Maries intentioner at være i stand til at behandle de syge kvinder over længere tid. Men hygiejnen var ringe og hospitalet måtte lukke ned om sommeren på grund af varmen. Ydermere var det placeret i en bazargade, som gav meget støj fra sig. Derfor begyndte Marie at se sig om efter et sted, hvor man kunne placere et større og mere moderne hospital.
Et nyt hospital gav kvinderne mulighed for et længere ophold, og samtidig gav det Marie mulighed for at undervise om kristendommen. Hun ville også være i stand til at tilbyde omvendte afghanske kvinder et tilflugtssted. Dåb resulterede nemlig ofte i, at kvinderne blev forfulgt i deres hjemegn. Marie ville også gerne uddanne nye missionærer, når Afghanistan blev åbnet for kristen mission. Endnu en gang lykkedes det Marie at indsamle penge. I 1909 stod hospitalet færdigt. Det havde en moderne operationsstue og 40 sygesenge. En missionærbolig blev bygget i tilknytning til hospitalet og staben blev udvidet. DMS sendte en sygeplejerske Maria Rasmussen og læge Agnes Madsen. Desuden en indfødt sygeplejerske og farmaceut. Marie Holst var en sand pionér. Først i 1913 byggede DMS selv et hospital med 15 sygesenge i Indien.
Nu hvor Marie havde fået et ordentlig sted at arbejde udfra, blev også distriktsarbejdet mere organiseret. De britiske myndigheder advarede mod at rejse i området, fordi der var en fjendtlig stemning overfor vesterlændinge. Men med khanen i Hotis tilladelse til hospitalsdrift, fattede andre khaner også interesse for lægeteamet. Marie og hendes hold blev inviteret til flere forskellige byer. Myndighederne stillede offentlige bygninger til rådighed. Teltet blev brugt ved længerevarende behandlinger udenfor Mardan.
Maries mål var at bringe evangeliet til Afghanistan, hvilket hidtil havde været helt lukket land for kristen mission. I 1904 og 1908 blev hun inviteret til Kabul for at blive læge i emirens tjeneste. Men Marie afslog da hun skulle afgive et løfte om ikke at forkynde evangeliet.
Men i 1910 gik hendes ønske i opfyldelse. Efter at have forhandlet frem og tilbage med khanen i Malakand lykkedes det Marie at få khanen til at ledsage hende over grænsen og få tilladelse fra en khan på den afghanske side til at besøge dennes landsby.
Da Marie kom frem begyndte kvinderne straks at komme. Hun havde travlt med omkring 200 kvinder den eftermiddag. Marie som havde lært sig at tale urdu, pushto og persisk fik mulighed for at tale direkte til kvinderne. Hun fik også mulighed for at dele evangeliet og talte udfra Romerbrevet 6:23: For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.
Det lykkedes Marie at komme over grænsen yderligere to gange samme år, og på den måde rykkede drømmen om at nå Afghanistan nærmere. Men en mørk aften i 1917 satte en ulykke en brat stopper for Marie Holst og hendes virke. Hun var på vej hjem til fods efter et sygebesøg udenfor byen, da hun blev påkørt bagfra af en vogn i høj fart. Marie døde dagen efter af sine kvæstelser.
Arbejdet i Mardan blev for en kort tid indstillet. En dansk missionær L.P. Larsen rejste til Mardan for at tage sig af det praktiske. Blandt andre Maries datter, Eleanor, som hun havde adopteret under sit ophold i Peshawar havde brug for støtte. Men i 1920 åbnede hospitalet igen, da lægen Anna Bramsen rejste ud. Selskabet skiftede i 1937 navn til Dansk Pathanmission og blev i 1975 indlemmet i DMS. Hospitalet blev solgt i 1952 til den pakistanske regeringer og fungerer i dag stadig som hospital. Ved siden af hospitalet ligger Marie Holst begravet og hendes grav vidner om en stærk og modig kvinde, som gjorde en forskel i sin tid.
Selv i dag lever mindet om Marie Holst videre i Mardan. På en lokal hjemmeside www.mardan.com kan man læse om hende.
Kilde: Foran Afghanistans lukkede døre af cand.mag. i historie Anne Marie Overgaard
På Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding kan man frem til den 22. december se udstillingen: Foran Afghanistans lukkede Døre – udstilling om diakonissen, lægen og missionæren Marie Holst fra Kolding.
