Prinsessedåb i Fredensborg slotskirke

Søndag den 1. juli vil en stor del af Danmarks befolkning sidde klistret til fjernsynsskærmen. Det var på en smuk aprildag, at det skete. Medierne var der og dækkede begivenheden fra første sekund.

Den første juli skal Fredensborg slotskirke danne rammen om ”lillepigens” dåb.

Efter nogle lange timer blev den glædelige begivenhed endelig offentliggjort:
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary har lørdag den 21. april 2007 kl. 16.02 på Rigshospitalet født en velskabt datter: Vægt: 3350 gr., længde: 50 cm.
Hans Kongelige Højhed Kronprinsen var til stede under hele forløbet på Rigshospitalet, skrev hofchef P. Thornit.

Egentlig er der jo ikke noget specielt i det. Ud fra længde og vægt lyder hun jo som en ganske almindelig pige. Og de få billeder, vi har set af hende, afslører da også en ganske normal baby. Alligevel er hun noget ganske særligt. Hun er nemlig prinsesse.
Der har lige siden fødslen været mange gæt på, hvad den lille pige mon skal hedde. Skal hun hedde Ingrid efter kronprins Frederiks elskede farmor, eller skal hun hedde Henrietta efter Marys afdøde mor?
Den første juli, sådan ca. omkring klokken 12, bliver vi alle sammen meget klogere. Her vil vi også finde ud af, hvem der skal bære den lille pige til dåben, og hvem der skal være hendes faddere.
Her fra Udfordringen skal lyde et stort tillykke med dåben til prinsessen.
Annika