Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen,
Nordgårsvej 109, Tune,
4000 Roskilde,
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Jeg lider af præstationsangst
Kære Suh
Jeg er en kvinde på 36, gift og mor til tre. Jeg har et godt arbejde og synes selv, jeg fungerer godt både fagligt og socialt. Mit problem er, at jeg kæmper med præstationsangst jeg kan slet ikke klare, hvis jeg f.eks. begår en fejl. I mit hovede ved jeg godt, at det ikke kan undgås, men når det sker, er det som om, at alt fryser i mig jeg bliver helt panisk og nærmest lammet i kroppen, kan ikke tænke klart, og jeg ønsker mig bare langt væk. Kan du hjælpe mig med at forstå, hvorfor jeg reagerer sådan?
Kh 36
Kære 36
Det lyder som om, at du er angrebet af den desværre udbredte lidelse: perfektionisme.
Det handler som regel om, at man desværre har fået indlært, at man kun er god nok, hvis man er perfekt. Når man fejler eller gør noget forkert, er man derfor overbevist om, at man ikke er værd at elske.
Hvis det er tilfældet for dig, er det ikke så underligt, at du går i panik og ønsker dig langt væk. Det er en meget forståe-lig reaktion på de mange ubehagelige beskeder, som følger med fejlen! Lammelsen i din krop kan være kroppens måde at give udtryk for den overvældende angst, som disse følelser vækker i dig næsten som et dyr, der angribes og instinktivt står bomstille.
Prøv næste gang, det sker at fjerne dig fysisk fra det pågældende sted, gå f.eks. på toilettet, kom lidt vand i hovedet, bevæg kroppen, ryst fødder og arme, og drik lidt vand (disse ting er med til at give din krop nye input og får den til at fjerne fokus fra de ubehagelige beskeder).
Da de ubehagelige og heldigvis falske beskeder sandsynligvis er nogle, du har hørt eller mærket alt for mange gange, og derfor integreret i dig selv, er det også en god idé at begynde at forsvare dig mod og afvise disse. Sig gerne højlydt: Det er URIMELIGT, at jeg skal være perfekt!, jeg er GOD NOK selvom jeg begår fejl og lign. Sig det gerne tit og mange gange, da du sikkert er i underskud af at høre dette!
Hvis disse ting ikke hjælper dig i tilstrækkelig grad, synes jeg du bør overveje at drøfte det med en professionel, så du bliver i stand til at leve dit liv mere fuldt ud også når du begår fejl.
Hilsen Suh
Hvad kan jeg gøre anderledes?
Hej Suh
Jeg er en ung mand, som på trods af god uddannelse og ihærdig jobsøgning desværre stadig er arbejdsløs. Jeg er overrasket over, så meget det påvirker mig og min selvtillid. Det er opslidende at blive ved med at kæmpe for noget, man til sidst ikke rigtig tror på, og selvom jeg hver gang gør alt for ikke at skrue mine forventninger for højt op, bliver jeg skuffet, når jeg får afslag. Jeg er godt klar over, at det handler meget om konkrete kvalifikationer, men er der noget, du tror jeg kan gøre anderledes, vil jeg meget gerne høre det.
Hilsen Den Arbejdsløse
Kære Arbejdsløse
Vores samfund er i den grad bygget op omkring arbejde og faglig kunnen, og meget af vores identitet ligger da også i, hvad vi laver fagligt. Som arbejdsløs kan man derfor virkelig føle sig udenfor og også komme til at føle sig mislykket og forkert. Måske kunne det være en idé for dig at få én udefra, en god ven, en gammel kollega, en jobkonsulent til at se på dine ansøgninger med friske øjne? Prøv også at hente hjælp og inspiration fra andre til at blive mere bevidst om, hvilke fortrin og kvalifikationer du har.
Jeg forstår godt, at du prøver at forberede dig på endnu et afslag for ikke at blive for skuffet; men hvorfor dog trætte dig selv allerede inden afslaget, som måske reelt ikke kommer med negative og destruktive tanker? I virkeligheden er du på denne måde med til at tage al den energi ud af dig selv, som du netop har brug for, for at præsentere dig selv bedst muligt! Hvis du indeni hele tiden nemlig hører jeg får ikke dette job, er det næsten umuligt at virke overbevisende på dem, der skal læse din ansøgning og evt. have dig til samtale.
Prøv i stedet at fokusere på alle de kvalifikationer, som du reelt har, og fortæl dig selv, at selvfølgelig har du en chance for at få det pågældende job de vil da være heldige at få dig som kollega!
Og hvorfor ikke lade tiden, indtil den endelige afgørelse er truffet, være spændende og fuld af god forventning?
Rigtig held og lykke med den videre jobsøgning!
Hilsen Suh