Forsoning hos apostolerne
På Apostolsk Sommerstævne i Kolding lød der en klar opfordring til alle deltagerne om at lade sig forsone med sine fjender.Apostolsk Sommerstævne i Kolding bød på masser af god musik, men samtidig også på et dybt kig indad i håbet om at genfinde Den Autentiske Kirke. Midlet til at opnå dette synes både enkelt og svært: Forsoning.
Området omrking International Apostolsk Højskole i Kolding summede af liv i uge 28. Her var over tusind glade stævnedeltagere indlogeret på højskolen og i medbragte campingvogne og telte.
Stævnets tema Den Autentiske Kirke skulle ses som et led i den forsoningsproces, der har foregået i Apostolsk Kirke det seneste års tid. Det blev meget synligt mandag, hvor Jakob Viftrup fra Valby Frikirke talte om forsoning, som et af de redskaber, der skulle føre kirken nærmere ægtheden.
Indtrængende, men samtidig meget humoristisk, formanede han tilhørerne:
– Det er mere legalt at have en konflikt kørende med en fra kirken, end at drikke sig fuld og køre påvirket hjem fra en julefrokost, lød det fra talerstolen.
Jakob Viftrup forklarede om nødvendigheden af at efterleve Jesu ord om at forsone os med hinanden, og at vi oftest fokuserer på dem, der falder i de store synder.
– Den største fare for de kristne er ikke, at de falder i alvorlige synder, men at de går i stå, slog Jakob Viftrup fast, – men i bevægelse opstår der naturligt friktion.
Han introducerede begrebet Gracegrowers (dem, der får nåden til at vokse) om de til tider irriterende personer i vores liv, som Gud bruger til at lære os ydmyghed, tålmodighed og udholdenhed. Mennesker vi skulle lære at takke Gud for.
Han talte også meget ærligt om, hvordan han selv på et tidspunkt var ved at opgive troen på fællesskabet. Netop på grund af sårede relationer hos sig selv og andre.
– Men jeg må komme med en tilståelse: Jeg er blevet forelsket
sagde Jakob Viftrup, som skyndte sig at berolige tilhørerne om sin fortsatte kærlighed til sin kone og familie.
– Jeg er blevet forelsket i dette fællesskab, fortsatte han og udfordrede alle til at arbejde for at styrke deres relationer.
Mødet sluttede med en særlig forsoningsvandring, som endte i en fælles nadver for de knap 1500 deltagere.
Ud over ugens mødeprogram, hvor der ved alle møder var afsat god tid til moderne lovsange, ledet af sangere og musikere fra hele landet, bød stævnet på flere musikalske oplevelser. Pianisten Adlan Cruz lagde ud lørdag aften, og søndag aften var der koncert med Andrae Crouch, der sammen med legendariske Koinonia bød på et kristent musikalsk deja-vu.
Torsdag eftermiddag var der udendørs koncert, hvor flere af kirkens egne musiktalenter optrådte sammen med børn og junioner fra stævnets børnetilbud.