FUN for Nydanskere
Nydansk organisation danner FUN-klubber på kirkelig basis for at integrere unge nydanskere.
En gruppe unge nydanskere med forskellige kulturelle baggrunde, står bag FUN konceptet.
De unge nydanskere er kommet til Danmark enten som første- eller andengenerationsindvandrere, og kommer bl.a. fra Afrika, Mellemøsten og Asien.
Det er et initiativ af Kirkens Integrationstjeneste, som stiftede Landsforeningen FUN Foreningen for Unge Nydanskere i 2006. FUNs hovedopgave er at være med til at danne rammer omkring de unge nydanskeres initiativer og udvikling på landsplan.
Udviklingen sker gennem lokale FUN foreninger, som er opstået ud af ungdomsforeninger i immigrantkirkerne, hvor de unge mødes flere gange om ugen til forskellige aktiviteter.
FUNs medlemmer kommer i internationale kirker og ønsker at være med til at gøre en forskel i Danmark.
– Vi ønsker som forening at støtte unge nydanskere i at spille en afgørende rolle i integration i Danmark.
Det sker gennem såkaldte FUN-klubber, hvor unge nydanskere i samvær med unge danskere lærer, hvordan det er at leve som ung i Danmark, siger organisationen.
FUN-klubberne arbejder ud fra et netværk af lokale frikirker.
I lørdags gik startskuddet på FUN Festivalen. Festlighederne løb af stablen i Nørrebrohallen, som kan rumme 600 mennesker.
Der var gratis adgang og et program, som lød på tre timers underholdning med masser af dans, drama, musik, gospel og fest.
FUN Festivalen satte fokus på: Building the Nation through YOUth (at bygge samfundet gennem unge).
Her gav FUN et bud på, hvordan unge i Danmark kan være med til at bygge et samfund gennem værdier, integration samt brobygning mellem unge danskere og nydanskere.