Kirke er samtale og glæde
Allehelgen skal ikke være trist. Glæden og håbet skal være det centrale, mener ny tv-præst.DR Kirkens nye præst i november, Kirsten Kruchov Sønderby, mener, at en gudstjeneste skal indeholde både glæde og samtale.
På søndag træder Kirsten Kruchov Sønderby ind i opgaven som tv-præst i DR Kirken. Til daglig er hun sognepræst i Bryndum og Vester Nebel ved Esbjerg. For den vestjyske præst er det vigtigt, at gudstjenesten ikke bliver for trist. Den skal være til glæde.
– Selv på en søndag som traditionelt er lidt mørk i tonen, som f.eks. Allehelgen eller sidste søndag i kirkeåret, skal glæden og håbet være det centrale, siger Kirsten Kruchov Sønderby.
Ud over glæden mener den nye tv-præst, at samtalen er en vigtig del af gudstjenesten.
– Det er en samtale mellem præst og menighed, mellem organist og kor og præsten, mellem salmedigtere og dem som synger, mellem fortiden og nutiden og forhåbentlig også mellem menneske og Gud.
Sendes på DR1 søndag
den 4. november kl. 14.00