Den store stjerne og Jesus
Den kristne tro er ikke en tilfældig trosretning blandt mange religioner.
Selv vores kalender, astronomien
og stjernebillederne fortæller
om, da Jesus Kristus blev født…
Han er verdenshistoriens centrum. Selv om også julen i vores materialistiske tid er blevet kemisk renset for åndeligt indhold, så kan det ikke skjules: Jesus er det vigtigste, der er sket i verdenshistorien.
I alle kirker og i vores gamle julesalmer mindes vi stadig verdens vigtigste begivenhed.
Vi behøver blot at tænke på årstallet for at vide, at det nu er ca. 2007 år siden, at Jesus blev født. Selv tidsregningen er indrettet efter denne helt skelsættende begivenhed.
Alle andre historiske holdepunkter blev mindre vigtige, da Jesus kom til verden.
Det var ikke blot en begivenhed for en lille kristen sekt, nej, evangeliet om Jesus bredte sig i løbet af kun et par generationer til hele den daværende kendte verden og fik det uretfærdige romerske verdensrige til at bryde sammen.
Uanset hvor mange totalitære regimer, der siden har forfulgt kirken, så har man aldrig kunnet udrydde troen. Tværtimod – jo mere, man forfølger de kristne, des flere bliver der!
Kristendommen er heller ikke i tilbagegang, som vi ofte tror i Vesten. Ca. 33% af verdens godt 6 mia. er nu kristne! Men i dag bor 75 % af verdens kristne i Afrika, Asien, Syd- og Mellemamerika.
Mange i Vesten er kun kristne af navn og har ikke en levende tro. Men selv når man kun regner dem med, der personligt bekender sig som kristne, så er det stadig ca. en halv milliard mennesker!
Du er ikke alene…
Ofte fremstilles det også i Vesten, som om man knapt nok ved, om Jesus har levet. Men det er helt skævt.
Jesu liv og betydning er bevidnet gennem over 24.000 oldtidsmanuskripter! Heraf 5.000 komplette manus af Ny Testamente på græsk og 10.000 på latin, samt 9300 på andre sprog fra de første ca. 300 år efter Kristus.
Til sammenligning findes der kun 30 kopier af Platons skrifter, kun 9 af Josephus værk om den jødiske krig og 8 kopier af Herodots manuskripter. Cæsars galliske krige, som alle historikere anerkender, kender vi kun fra 10 kopier.
Jesus er også omtalt i historikeren Josephus skrifter.
Enhver snak om, at Jesus ikke har levet eller at Ny Testamentes bøger skulle være forfalskede eller ændrede, er derfor usand. Ny Testamente er en troværdig kilde. Og ganske enestående i verdenshistorien.
Selv stjernerne fortæller om Jesus! Det var altså ikke tilfældigt, at de vise mænd fra Østen dukkede op i den lille flække Betlehem.
Den mærkelige stjerne, som der fortælles om i Mattæusevangeliet i forbindelse med Jesu fødsel, er mere end et eventyr. Den var der!
Med computerprogrammer kan man nemlig nu skrue stjernehimlen tilbage og se, at der netop omkring Jesu fødsel var en hel række af specielle konjunktioner (dvs. at to eller flere planeter kom tæt på hinanden – set fra jorden).
Der findes flere teorier om, hvilken af disse konjunktioner, der var Betlehemsstjernen. De fleste forskere er enige om, at det må have været, da Venus, Jupiter og Regulus flere gange omkring år 3-2 f. Kr. var så tæt sammen, at det så ud som én mægtig stjerne. (Når det ikke var år 0 skyldes det, at der er uorden i kalendersystemet.)
Det har været så stor en astronomisk begivenhed, at det har blæst turbanen af datidens astrologer!
At det foregik i Løvens stjernebillede forklarer, hvorfor de vise mænd dukker op i jødernes land og ikke i Rom.
Løven er Judas stjernebillede. (Judas Løve – se f.eks. 1. Mos. 49,9 eller Hos. 5,13).
Judas stamme boede i den sydlige del af Israel, hvor Jerusalem ligger. Derfra blev de vise mænd af skriftkloge ledt videre til det nærliggende Betlehem – for det var dér Messias ifølge Gamle Testamente skulle fødes. (Mikas bog 5,1-8)
Østens vise mænd var astrologisk kyndige, fremgår det, og derfor har de også kendt til de ledetråde til en Messias-skikkelse, der findes i alle de gamle stjernetegn.
Desværre kan vi ikke her beskrive alle detaljer. Men det er meget påfaldende, hvor meget tegnenes symboler og navne ligner Bibelens profetier. Det kan ikke være tilfældigt. (Læs mere i bogen Jesus i Stjernerne, som Udfordringen udgav i 2006).
Hvad enten de vise mænd fra Østen var astrologer, magier eller Zarathustra-præster (hvad jeg tror), så har det haft en speciel stor betydning for dem, at det var de to stærkest lysende planeter, Jupiter og Venus, der mødtes i nærheden af Regulus i Løvens tegn.
Jupiter er nemlig fra ældgammel tid blevet betragtet som Konge-planeten (gudernes gud) pga. sin størrelse set fra jorden. Venus kaldes den lysende morgenstjerne i Bibelen og forbindes i astrologien med modergudinden Isthar hos babylonerne, Isis hos egypterne, den nordiske Freja, den græske Aphrodite, osv. Altså en meget vigtig stjerne/gudinde for alle og forbilledet var formentlig Noas hustru, som blev moder til alle folk.
For datidens astrologer betød mødet mellem Jupiter og Venus, at gudernes Gud ville forene sig med Himmeldronningen – og at Jomfruen ville blive med barn. Og dette specielle barn skulle ifølge stjernebillederne være både gud og menneske. En helt, som frelser den lænkede kvinde fra uhyret ved selv at blive såret og hugget i hælen…
Jupiter og Venus mødtes første gang d. 12. august år 3 f. Kr. Derefter kom Jupiter den 14. september i konjunktion med Regulus, en anden kongestjerne. Jupiter fortsatte så forbi Regulus, men standsede stjernen stod stille (Matt. 2,9) for derefter at gå tilbage og passere Regulus igen den 17. februar år 2 og endelig en tredje gang den 8. maj!
En bemærkelsesværdig sløjfeformet bevægelse!
Og så kommer det helt store show, da både Jupiter, Venus og Regulus igen mødes med en minimal afstand (nemlig 3/60 grad, månens diameter er til sammenligning ½ grad.) Det sker præcis kl. 20.02 den 17. juni år 2 f.Kr.
De to planeter planeter har set ud som én mægtig lysende stjerne på aftenhimlen. Hvis vismændene befandt sig på vej fra Jerusalem øst for Betlehem, mens den tredobbelte stjerne viste sig på aftenhimlen i vest, så kan det bogstaveligt talt have set ud, som om stjernen stod over byen og stalden, hvor jomfru Maria fødte Jesus-barnet!
Da de så stjernen, var deres glæde meget stor, skriver Mattæus (2,10). Det forstår man. Det har været deres livs oplevelse og bekræftelse.
De vise astrologer har kunnet rejse tilfredse hjem og fortælle om en ny verdenshersker og få generationer senere var troen på Jesus også kommet til deres Irak, Iran eller Indien.
der ikke søgte
Stjernernes dans, som fik Østen hedenske astrologer til at søge efter Jesus, er et vidunderligt eksempel på, at Gud rækker ud til alle.
Gud er ikke blot en lokal gud for jøderne, selv om de var hans udvalgte folk, som havde indgået en pagt med Gud. Nej: Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte, jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig, står der i Esajas 65.
Astrologi som religion advares der imod i Bibelen. Og med god grund, for kanaanæerne m.fl. ofrede små børn i deres astrologi. Stjernerne skal ikke dyrkes – og de skal heller ikke styre vores liv via horoskoper. De skal kun ses som tegn, fortæller Bibelen.
Tænk, at Betlehems-stjernen fra tidernes morgen var fastlagt i stjernernes baner som et tegn, så den i tidens fylde kunne bekræfte, at Jesus var verdens frelser!
Han var Judas Løve, han var også barnet i Jomfruens stjernebillede.
Ja, alle stjernetegnene fortæller i virkeligheden bibelhistorie om Jesus – selv om de var kendt allerede på Jobs tid formentlig over 2.000 år før Kristus. Hvem fandt på dem?
Alt dette viser os, at Jesus ikke blot var en stor profet og filosof. Nej, han var forudsagt i årtusinder. Ikke blot i Gamle Testamentes skrifter, men også i andre folks skrifter og i stjernetegnene, som var fælles for alle de gamle kulturer.
Kristen tro på Jesus er ikke kun en religiøs hobby – det er en dyb erkendelse af, at Jesus er det vigtigste, der er sket i verdenshistorien, og at det er afgørende, om vi tager imod HAM og hans budskab.
Jesus skjulte ikke, hvem han var. Meditér over, hvad han siger om sig selv:
Den, der tror på mig, tror på ham, som har sendt mig. Og den, der ser mig, ser ham, som har sendt mig.
Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket.
(Joh ev. 12,44-47)
Jeg er Alpha og Omega – begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af livets vand for intet.
(Joh Åb. 22,13)
