Det skete for mig…

Frossen skulder
Min sommer i et smertehelvede. Først i april 2007 kom smerterne. Jeg havde betændelse i skulderen, ledkapslen skrumpede ind og begyndte at trykke på knoglen. Jeg fik dybtborende smerter i min venstre skulder, jeg troede det måtte fortage sig i løbet af nogle dage; men sådan skulle det ikke gå. Smerterne var kommet for at blive.
På samme tid løb jeg ind i en personlig oplevelse med et andet menneske, som ikke var mindre smertefuld, men smerter af en anden art. Så nu havde jeg to slags smerter. I ca. fire måneder levede jeg på denne måde: Når klokken var 21, så tog jeg min ”aftensmertepille”, som kun tog toppen af smerterne.
Jeg sov til næste dag kl. 10, så tog jeg næste ”smertepille.” Jeg kunne mærke på min krop, at jeg ikke kunne fortsætte med at leve på denne måde. Lægen sagde, at man ikke kunne give behandlinger på skulderen, det hjalp ikke og var spild af tid. Jeg kunne kun løfte armen 10-15 cm ud fra kroppen, den var helt låst.
Nu måtte der ske noget andet. Jeg ringede og talte med Inge Berntsen, som i telefonen bad for min syge skulder. Der kom en fred ind over mig; men smerterne ville ikke slippe. Der blev bedt for mig nogle gange; men det var stadigvæk det samme. Jeg var ved at opgive, og jeg tænkte: det duer ikke med mig. Jeg havde næsten opgivet håbet; men pludselig ringede Inge en formiddag til mig igen og spurgte, om hun skulle bede igen for mig. Ja tak, siger jeg.
Så begynder der at ske noget. Jeg begyndte også selv at bede foran mit Kristusbillede. Jeg lagde hånden på det syge sted, og jeg bad til Jesus, om at han måtte tage smerterne væk… smerterne forsvandt! og de har ikke været der siden! I løbet af nogle dage, så var jeg smertefri, og da Inge bad i telefonen den 19. september – så kunne armen løftes helt op!
Jeg har fortalt til min læge, hvad Jesus har gjort for mig. Jeg ønsker at være ærlig, derfor fortalte jeg ham, at jeg er blevet bedt for af kristne. Det lyder dejligt, sagde lægen, og jeg kunne mærke, at han blev glad.
Jesus er sandheden, vejen og livet, og hvilken ven vi har i ham.
Han siger i Mattæus kapitel 11, vers 28: ”Kom til mig alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.
Varme hilsener fra
Anne M. Japp
Aalborg Sø

Se Hans og Inge Berntsens
helbredelsesmøder på
www.udfordringen.dk