Første valg for 164.030
Den 13. november skal ca. 164.030 unge sætte kryds på valgkortet for første gang.Det kan være svært at sætte kryds, når man er førstegangsvælger. Tre ungdoms-politikere svarer på spørgsmål om tro og politik.Ifølge Danmarks Statistik skal 164.030 unge i stemmeboksen for første gang tirsdag den 13. november.
Udfordringen har talt med formændene for Kristendemokraternes Ungdom (KDU), Venstres Ungdom (VU) og Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU), som alle har et bud på, hvorfor de unge skal stemme på deres parti.
Formanden for VU, Thomas Banke, mener, at den nuværende regering har det bedste tilbud til de unge.
– Venstre har gennem seks år bevist økonomisk ansvar og har bl.a. reformeret uddannelsessystemet. Den nye form for gymnasielle uddannelser kan bruges til meget mere i dag. Den tid, Venstre har siddet i regering, er antallet af PhD-studerende fordoblet, fordi vi har bevilget flere midler til universitetsuddannelserne.
Vi arbejder også for et bedre klima i fremtiden.
Den offentlige sektor skal reformeres, så arbejdspladserne bliver bedre. Vi arbejder på integration, som også har mange unges interesse. På den måde gør Venstre meget for unge. Jeg ser ikke noget alternativ hos andre partier, hvis man er ung.
Op til valgkampen lover Jacob Bjerregaard fra DSU de unge vælgere mange fordele.
– De unge skal stemme på os, fordi vi gerne vil investere i unges fremtid. Vi lægger vægt på bedre uddannelse, færre elever i klasserne, bedre praktikpladser, billigere boliger og transportmuligheder for studerende samt billige fritidstilbud. Vi vil også sænke valgretten til 16 år. Vi lover demokrati med indflydelse.
Formanden for KDU, Simon Bjerre, tager udgangspunkt i uddannelsespolitikken:
– Der skal være plads til at vælge; de unge skal ikke presses ud i uddannelse. De skal ikke ligge under for økonomiske sanktioner. De unge skal i praktikarbejde, for det giver mange indgange til arbejdsmarkedet.
Vi er forskellige som mennesker. Vi mener derfor, at der skal være plads til forskellige muligheder, det er en af vores visioner for Danmarks fremtid.
Der er delte meninger om, hvorvidt kristendom skal kombineres med politik.
– Kristendom og religion fylder ikke noget i politik. Man skal holde religion og politik adskilt, siger Thomas Banke fra VU.
Jacob Bjerregaard fra DSU:
– Som udgangspunkt mener jeg, at man skal skille religion og politik ad. Men det kristne budskab harmonerer med fællesskabet om, at alle får lige muligheder, en forståelse for sin næste, at hvert enkelt menneske fortjener en chance.
Simon Bjerre fra KDU:
– Vores udgangspunkt er det kristne menneskesyn, næstekærligheden og forvalterskabstanken, dvs. vi passer på miljøet. Det er vores partis værdigrundlag, siger Simon Bjerre fra KDU.
– Vi er værdiorienteret i forhold til andre partier, som er mere orienteret omkring det økonomiske system, skatteprocenter, mv. Det mener vi ikke er det vigtigste.