Glimrende indføring i de ti bud
Peter Dyhr, som er præst i Københavns Frimenighed, sætter med denne bog fokus på de 10 bud.Hvert enkelt af disse gennemgås i hvert sit kapitel, og bogen er både i opbygning og stil at ligne med en moderne katekismus. Opdelingen følger i øvrigt den gængse engelske måde, fremfor den traditionelt danske, hvilket ikke er nogen ulempe.
Man kan sige, at de enkelte bud for så vidt er meget simple og ligetil. Så forfatteren gør, som man er nødt til at gøre, han prøver at adressere den problemstilling, som det enkelte bud berører.
Ved det fjerde bud om at holde hviledagen hellig er det tilhørende kapitel kaldt Følg vedligeholdelsesplanen, og fokus flyttes dermed fra en diskussion om budet såvel som fra diskussionen om lørdag kontra søndag og over på Guds hensigter med en hviledag.
Det samme gør sig gældende ved det sjette bud, hvor det formelle tema omkring hor eller ægteskabsbrud drejes over på seksuel renhed. Eller ved budet om ikke at stjæle, så udvides perspektivet til at omfatte alle former for illegitim tilegnelse, inkl. skattesnyd og fusk på arbejdspladsen.
Naturligvis er der en risiko ved en sådan tilgang. Det er muligt at brede sig for vidt ud og komme væk fra, hvad det konkrete bud handler om. Forfatteren formår dog at holde balancen.
Det kan diskuteres, om vi er under loven, og dermed under de 10 bud. Men uanset så tjener de som en udmærket nøgle til nogle etiske diskussioner, som forfatteren mestrer til topkarakter. Bogen er letlæst, sproget er klart og går direkte til sagen med gode illustrationer. I tillæg er bogen indbydende og forsynet med spørgsmål til eftertanke ved hvert kapitel.
Peter Dyhr:
Livet med Gud
– en introduktion til de ti bud
104 sider
175 kr.
Mediacellen