Du bli’r lykkelig når du lever – for andre!

Hemmeligheden bag et lykkeligt og meningsfyldt liv er paradoksalt nok at glemme sine egen lykke – og tænke på andre…

Du kan ikke tage det med dig…
Illustr.: Alain Auderset

Hvad gør dig lykkelig?
Lad os bare indrømme det: Vi drømmer alle om at vinde den store gevinst i Lotto. Hvad kunne man ikke få for alle de millioner?
Men det er mærkeligt nok slet ikke så fantastisk for de mennesker, som vinder.
En håndværker i Sønderjylland vandt for nogle år siden en halv snes millioner. Det første, der skete, var at konen gik med halvdelen af millionerne. Dernæst investerede han resten af pengene i at gøre sit firma større – og mistede dem alle. Faktisk havde han bagefter større gæld, end før.
Andre pludselige millionærer oplever, at de får nogle nye ”venner”, og at selv deres fjerneste familie forventer, at de strør guldstøv på dem.

Pengenes forbandelse

For ca. 20 år siden kom jeg i kontakt med en meget velhavende dansker.
Gennem samtaler med ham forstod jeg, at pengene faktisk var blevet en forbandelse. De havde delt familien, hvor mange følte, at de havde krav på – mere! Og hans 1. og 2. ægteskab var røget. Han havde kun få ægte venner.
På grund af familiens utaknemlighed gjorde han dem arveløse og oprettede en velgørende fond, som jeg var i bestyrelsen for. På det tidspunkt kunne vi dele 8-10 mio. ud om året! Men han fik ikke den store glæde ud af det, for han forstod ikke at give betingelsesløst. Han ville beholde kontrollen med, hvad pengene blev brugt til og hvordan. Så i stedet for glæden ved at give – fik han alle bekymringerne og ærgrelserne… Han døde som en skuffet og bitter mand.
Både før og efter hans død kørte der opslidende retssager. Luften var tyk af had og vrede, ja, endda trusler på livet.
Dét lærte mig én gang for alle, at penge ikke giver lykke, men meget nemt ulykke. Spild ikke livet på at jagte ”rigdommens bedrag”!
Som Jesus siger: ”Denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kvæler ordet (fra Gud), så det ikke bærer frugt.” Markus 4,19-20.

Rigdom, magt og ære

Mange af os kristne jagter – ligesom alle andre – efter rigdom, magt og ære.
Man tænker: Ja, det er meget smukt, hvad Jesus sagde. Men i praksis lever jeg nu efter det, der gavner mig.Men det, der ser ud til at gavne mig selv, gør det ikke.
Først, når man begynder at leve efter Jesu gode råd, opdager man kraften i evangeliet.
Jesus vil ikke tage nogen glæder fra os – men han vil give os den ægte vare og ikke lade os spilde livet på at jagte ”tomme kalorier”.

Nutidig ordbog

Hvad ligger der egentlig i de ord: rigdom, magt og ære?
Flere amerikanske forfattere har i stedet skrevet om Money, Sex and Power som de tre store slagmarker, hvor vi risikerer at gå fejl af livet, fordi det ser tillokkende ud, men er bedrag.
Så lad os lige se på de tre store bedrag – og et fjerde.

Rigdommens bedrag

Rigdom: Der behøver ikke være noget galt i at have mange penge. Det kan være Guds velsignelse. Det afgørende er, om du elsker penge. Så er den gal!
Når Jesus advarer imod ”kærlighed til penge” og ”rigdommens blændværk”, handler det om din indstilling: Hvis du stræber efter rigdom (luksus, nydelse, penge osv.), fordi du fejlagtigt tror, det kan gøre dig lykkelig eller sikker.
Så er det blevet en afgud.
Paulus siger om nogen, der kun går op i god mad og fine vine, at ”maven er blevet deres gud”. Du er skabt til mere end det. Jesus spørger: Er livet ikke mere end maden?

Magten beruser

Magt er der ikke mange af os, der føler os ramt af, vel? Men magt er kontrol.
At ville styre og sikre sig. At kunne bestemme over andre. At være et overmenneske. Være perfekt. Være topprofessionel, og hvad vi nu ellers kalder det.I sidste ende handler det om, at vi ikke vil affinde os med, at vi er begrænsede og fejlfyldte, så vi må bære over med os selv og hinanden. Nej, vi vil være guder.
Mange politikere, erhvervsledere, sportsfolk og kunstnere har beruset sig i den magt, de oplevede – og så går det galt. For hovmod står for fald.
Men hvad med det lille magtbegær – i foreningen, kirken, ægteskabet eller på arbejdspladsen?
Når magtbegær kommer ind, går det ud over vore relationer til hinanden – og til Gud.

Ærekær – stolt?

Ære – vil vi i dag kalde respekt eller anerkendelse. Er der noget galt i det?
At blive et kendt navn. At blive fremhævet. At udrette noget og blive beundret for det… Men hvorfor vil du anerkendes? Er det ikke nok, at Gud er tilfreds med dig?
Igen behøver det ikke kun handle om de store og kendte. Hvad med hende, der absolut skal holde masken og facaden, så andre ikke opdager, at hun bare er et almindeligt menneske? Eller ham den ærekære, der bliver stødt, når han ikke får sin anerkendelse?
Jesus viser os med sin undervisning og sit liv, at vi ikke skal leve af andres respekt – men i stedet vise andre respekt! Måske især dem, der ikke normalt får respekt.
Selv viste han foragtede toldere, prostituerede og spedalske respekt ved at tale med dem og røre ved dem.
Vi tror, at lyken er selv at få ære, men Jesus siger, at lykken er i at vise de foragtede ære. For det, vi giver, får vi selv – både i dette liv og for evigt.

I Ordet var der liv…

Jesus var ikke den, der holdt poetiske festtaler. Han ønskede at blive forstået.
Han kommunikerede derfor gennem case-stories og enkle, stærke sætninger de dybe sandheder, som han havde fået fra Gud. (Joh 5,19-20.)
Og disse sandheder giver livet mening og retning.
Johannes forsøger at forklare mysteriet for os (Joh 1,1-5):
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys.”
Spændende!

Learning by doing

Hvis vi vil leve et liv med mening, så må vi bare efterleve Jesu undervisning.
Når han siger: ”Vær ikke bekymrede for dagen i morgen” så betyder det netop dét.
Men hvad gør vi? Bekymrer os. Sikrer os. Forsikrer os. Bekymrer os mere for dagen i morgen end for dagen i dag.
Når Jesus siger: ”Det er lykkeligere at give end at modtage” – så er det netop sandheden. Prøv det!
Jo mere vi tænker som alle andre – des mindre er chancen for, at vi lever et ægte liv.
Hvis vi ikke får nye input – i form af Jesu ord – så vil vi næsten automatisk stræbe efter falske begreber for lykke.
Vi riskikerer at spilde livet.
Så kan vi godt bebrejde Gud, at livet er svært, og at vi ikke er lykkelige – men vi har selv forkastet den undervisning, som kunne hjælpe os.

Håndgribelig visdom

I modsætning til vor tids management-guruer (og nogle teologer), som skriver digre værker og endeløse ”trin” til total lykke og succes, så udtrykte Jesus sig altid kort og enkelt – men på en måde, så man kunne huske det. Enten brugte han ordsprog – som f.eks. ”hvad gavner det et menneske, om han vandt hele verden, men mistede sin sjæl?” Eller han fortalte en kort lignelse – en case story – som satte tingene på plads.
Tænk f.eks. på ”den barmhjertige samaritaner”, som viser os næstekærligheden i en nøddeskal. Men den viser også, at det ikke er nok at være religiøs – som de to første, der gik forbi den overfaldte mand – det var samaritanerens handling, det kom an på.

Han ville forstås

Vor tids spiritualitets-ledere udtrykker sig ofte i et abstrakt sprog og en upædagogisk form, som bestemt ikke gør det nemmere at forstå deres budskab – hvis de da har et…?
Det samme er tilfældet med mange af de moderne undervisere, der benytter sig af et akademisk ekspert-sprog.
Med Jesus er det helt anderledes. Han forsøgte aldrig at imponere. Aldrig. Han ydmygede sig – helt ned på vores plan – for at vi skulle forstå.
Han gjorde den dybe livsvisdom så håndgribelig, at selv et barn kunne tilegne sig den. Til gengæld vidste han, at de, der lader sig imponere af penge, magt og – navnlig – ære, ikke ville fatte en brik:
»Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje.«
Og han fortsatte:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.
For mit åg er godt, og min byrde er let.«
Mattæus 11,25-30

Ugens øvelse:

Hvad mente Jesus med: ”tag mit åg på jer – så skal I finde hvile for jeres sjæle”?