Sølvkniven

Pludselig blev hun ligbleg. Da hun så det dækkede bord, syntes hun at blive helt ude af sig selv af angst…
En virkelig historie fra Bosnien.Det var adventstid, en hyggelig og glad tid i vores familie. Vi nød at være sammen og glædede os til jul.En af adventssøndagene var kirken særlig fyldt. Kort før gudstjenesten skulle begynde, så jeg, hvordan indgangsdøren endnu en gang gik op, denne gang kun på klem.
En ældre kvindes rynkede ansigt kom til syne i dørsprækken. Kvinden kiggede ængsteligt ind på de mange mennesker. Hun så ud til gerne at ville deltage i gudstjenesten, men var tilsyneladende bange.
Var der flere ledige pladser? Ville hun ubemærket kunne snige sig ind?
Efter en kort tøven tog hun mod til sig, trådte over dørtærsklen og fandt en plads på nederste række.
Som præst i menigheden ville jeg gerne tale med hende efter gudstjenesten. Jeg hilser altid på hver enkelt og veksler et par korte bemærkninger med dem. Men den ældre kvinde forsøgte at vige udenom. Hun havde mørke skygger om øjnene, og hendes ansigt syntes mærket af smerte. Ganske kort holdt jeg hendes hånd og spurgte, hvad hun hed. ”Kovilka,” hviskede hun. Kort efter var hun forsvundet.
Hvem var hun? Hvor kom hun fra? Hvorfor var hun til gudstjeneste denne morgen? Hvordan kunne vi hjælpe hende? Hvordan kunne jeg vise hende Guds kærlighed? Alle disse spørgsmål svirrede i hovedet på mig.
Kort før gudstjenesten næste søndag skulle begynde, kiggede jeg mig omkring. Ville Kovilka komme igen? Men hun var der ikke. Dog åbnede døren sig lidt efter, og Kovilka sneg sig ind. Efter gudstjenesten hviskede min kone til mig:
”Lad os invitere hende til at spise med juleaften.”
Netop som Kovilka skulle til at gå, skyndte jeg mig hen til hende.
”Vi vil gerne have lov at invitere dig hjem til os at spise juleaften,” sagde jeg til hende.
Et udtryk af forundring gled over hendes rynkede ansigt. ”Virkelig?” spurgte hun, som om hun havde svært ved at tro, hvad hun hørte. ”Men hvordan kommer jeg hen til jer? Jeg bor på plejehjemmet.”
”Det er ikke noget problem,” svarede jeg. ”Vi henter dig i bil.” Da hun gik, syntes jeg, hendes gang virkede lettere end sidste gang.
Så blev det juleaften, og jeg hentede Kovilka på plejehjemmet. Min kone havde lavet et dejligt måltid mad og dækket et festligt bord – også sølvbestikket, som vi ellers kun brugte ved særlige lejligheder, var i brug. Bordet så vidunderligt ud.
Jeg førte Kovilka ind i stuen og viste hende, hvor hun skulle sidde. Denne aften så hendes ansigt anderledes ud, det udtrykte ikke så megen angst og smerte. Men pludselig blev hun ligbleg.
Ved synet af det dækkede bord så hun ud til at blive helt ude af sig selv af angst. Hun klamrede sig til sin stol, som om hun kun med nød og næppe kunne undgå at bryde sammen.
Hvad havde vi mon gjort, der kunne udløse en sådan reaktion? Jeg satte mig ved siden af hende, tog blidt hendes hånd og spurgte: ”Hvad er der i vejen?”
Langsomt hviskede Kovilka: ”Før krigen boede jeg i Bosnien med min mand. Vi var meget lykkelige. Vi havde et smukt hjem i nærheden af mine forældre, som boede i samme landsby. Alt gik godt. Vi hørte om krigen, men kampene var ikke nået til vores landsby…”
Hun trak vejret med besvær. Det faldt hende tydeligvis vanskeligt at fortælle sin historie.
”En dag – alt forekom normalt – kom vores nabo pludselig styrtende ind ad døren med et skydevåben. Uden varsel rettede han våbnet mod min mand. Han faldt død om. Panikslagen løb jeg min vej, men blev ramt af en kugle i benet.
Men smerten og angsten gav mig kræfter til at løbe fra ham, og selvom jeg ikke anede, hvor jeg løb hen, var jeg kommet i retning af mine forældre. Der ville jeg være i sikkerhed, tænkte jeg. Endelig nåede jeg deres dør og trådte ind i huset. Alt var mørkt og stille. Der var noget, der ikke var, som det skulle være. Hvor var de mon?
Jeg løb op til deres soveværelse. Så hørte jeg mig selv skrige af fuld hals. Overalt var der blod. Mine forældre lå døde oven på deres senge. En eller anden havde stukket dem ihjel med en kniv. På få minutter havde jeg mistet alt, hvad jeg holdt af. De var alle blevet dræbt. Det var næsten ikke til at bære.
Jeg flygtede til Makedonien, hvor jeg har boet siden. Jeg kan ikke glemme, hvad der skete, og vil for evigt have disse billeder i hovedet.
Da jeg så sølvkniven på bordet, kom jeg igen til at tænke på mine forældre, hvordan de var blevet stukket ihjel med en kniv som denne.”
Vi omfavnede Kovilka, græd med hende og bad om, at Gud måtte hele hendes sår.
Indtil i dag har hun båret smerten i sit hjerte, og hendes ben har gjort ondt, hvor kuglen traf hende.
Men langsomt vil Jesus lære hende at smile igen, og Helligånden vil hele hendes ånd og hendes sjæl.
Stojan Petrovski er præst og bor med sin familie i Makedonien.
(LYDIA)